– fordi tiden kræver et MODSPIL

VIDENSKABELIGHED OG DANNELSE

 
– af Carsten Agger

De følgende overvejelser tager udgangspunkt i Thore Husfeldts glimrende indlæg i forrige nummer af daimiposten om udviklingen indenfor teoretisk datalogi, et emne som jeg finder yderst interessant, på trods af at min viden om det er begrænset (omend dog naturligvis eksisterende). Datalogien er jo generelt noget af en rodebutik, sammenstykket af brudstykker fra forskellige discipliner, der pludselig blev relevante i kølvandet på den rasende udvikling indenfor computerområdet. Således har den spændende grænseområder til adskillige discipliner: Vi kunne nævne matematik (naturligvis!), elektronik, samfundsfag, biologi og neurologi.

Mens den teoretiske datalogi generelt har holdt den matematisk/rigoristisk fane højt, er mange områder – og dette indbefatter en del specialer lavet her på stedet – langt mere ingeniøragtige, og en disciplin som (for eksempel) systemarbejde kan vel strengt taget slet ikke kaldes videnskabelig; her drejer det sig snarere om heuristik, om en fornuftspræget indsamling af metoder og tommelfingerregler.

Men inden for teoretisk datalogi kan vi altså spørge os selv: hvad er formålet med forskningen? Ligger fagets berettigelse i dets rolle i udvikling af ny teknologi? Eller er den måske snarere indhentelse af en viden om beregnings- og beregnelighedsteori, der vil udgøre en berigelse af vor tankeverden og indsigt i den verden, vi bebor? Spørgsmålet er vigtigt, og rækker naturligvis langt ud over den snævre datalogiske kontekst.

Hvis svaret er, at formålet er at udvikle teknologier, der kan sikre økonomisk fremgang (og det synes altså at være dét, der blæser i de bevillingspolitiske vinde), må vi spørge, hvad formålet er med denne fremgang, specielt hvor vi vil hen med den, og hvad den skal sætte os i stand til.

Vi kunne også reformulere spørgsmålet: hvad er værdien af de emner, den teoretiske datalogi beskæftiger sig med, den viden, som dels indhøstes af forskerne, dels fyldes på de studerende? Hvad er for eksempel værdien – for nu at tage et ret basalt eksempel – af teorien for formelle sprog? Hvis jeg skulle besvare et sådant spørgsmål, ville jeg nok opholde mig en del ved deres relevans som model for beregnings- og genkendelsesprocesser, deres bidrag til en forståelse af, hvad sprog i det hele taget er eller kan være: Har vi karakteriseret de sprog, der kan genkendes af en Turing-maskine, har vi vel samtidig fundet nogle karakteristika for de naturlige sprog, der jo skal genkendes af vores hjerne. Teoriens enorme praktiske betydning for compilerteknologien bliver i denne sammenhæng en biting.

For sandheden er jo, at udvikling af teknologi ikke er, og aldrig har været, grundforskningens målsætning. Grundforskningens formål er at øge den menneskelige erkendelse, i stedse større detalje at kortlægge den verden vi lever i, og den vi udspringer af. Og dette er det egentlige formål med discipliner som fysik, matematik, biologi, lingvistik, kulturhistorie og (klassisk, indisk, semitisk, nordisk, osv.) filologi.

Dette er i grunden også oplagt – når Pompeji udgraves så minutiøst, er det ikke for at fremdrage specimens, der kan tiltrække turister, men for at øge vor viden om den klassiske kultur til gavn for alle interesserede, i sidste ende hele menneskeheden. Dette må ikke forstås som en nedvurdering af teknologien, kun som en konstatering af, at videnskab er noget andet (i mine øjne: og mere) end teknologi.

Og derfor må det også skuffe, når der netop på BRICS lægges op til, at ph.d.-projekter bør indeholde en praktisk anvendelse eller dimension, for netop her skulle man forvente, at forskning i og udvidelse af datalogiens matematiske grundlag havde allerhøjeste prioritet. Bevægelsen hen mod demo or die er kortsynet, kontraproduktiv og til syvende og sidst udtryk for en deintellektualisering af universitetsmiljøet.

Det er til gengæld – som Thore rigtigt påpeger – også forfejlet at sige, at grundforskerne blot skal have lov at gøre deres arbejde, så skal de nok af sig selv finde frem til noget, der er pengene værd. Ikke fordi dette aldrig er sket – faktisk skyldes alle teknologiske fremskridt af nogen betydning opdagelser, der er gjort helt uden skelen til deres praktiske nytte – men fordi det ikke og aldrig er derfor, videnskaben er værd at støtte.

Det har at gøre med det andet hovedpunkt i Thores artikel, teoretisk datalogi og videnskaben generelt som en del af vor kulturelle baggrund, en dannelseskultur, der ansås for en selvfølge i begyndelsen af dette århundrede, og som vi måske ligefrem gjorde klogt i at genindføre.

Når Bohr udover sit engagement i fysikken svor til Goethes digtning og fik aftenerne til at gå med at udrede Kierkegaard, og når Heisenberg udviklede kvantemekanikken på grundlag af en skarpsindig og vidende filosofisk analyse af den eksperimentelle problemstilling, er det ikke et udtryk for disse fysikeres geni, men for tidens generelle akademiske niveau. Vi skal ikke langt tilbage i tiden, før ingen filosoffer kunne tages alvorligt, hvis de ikke havde et vue over samtidens videnskab og matematik, og hvor ingen videnskabsfolk kunne tages alvorligt uden en vis filosofisk indsigt.

Hvorfor har man hørt om ubestemthedsrelationerne og ikke om Turings halting-teorem i gymnasiet? Og hvorfor gør man ikke mere ud af den tværvidenskabelige relevans af kompleksitetsteorien, herunder et begreb som NP-fuldstændighed? Måske fordi fagudviklingen på gymnasiet er gået i stå, eller måske fordi gymnasiet har andre problemer end almen dannelse at slås med i en tid, hvor op mod halvdelen af de studerende, der begynder på universitetet har svært ved at skrive en sammenhængende sætning på deres eget modersmål (og det kan jeg personligt bevidne efter flere års erfaring med at rette obligatoriske Dat1-opgaver).

Dette kunne tyde på, at det måske var på tide at genindføre den ovennævnte dannelseskultur, ikke for at gøre universitetet til et elitært elfenbenstårn, men tværtimod for at indføre det stænk af tværfaglig indsigt, der igen ville forvandle universitetet til det, navnet siger: Universitas, hvor al viden og al kundskab forener sig. En sådan forening, et sådant bredt udsyn er til syvende og sidst også forudsætningen for ethvert videnskabeligt gennembrud. Og det er værd at være opmærksom på, at netop den teoretiske datalogi – som ovenfor antydet – ville have en hel del at bidrage med i den sammenhæng.

Dette svarer også godt til det krav om rehabilitering af dannelsesidealet, først og fremmest en styrkelse af studenternes kendskab til grundlaget for deres fag, der så skarpt og velformuleret blev fremsat i første nummer af tidsskriftet Faklen, og som ligger bag overvejelserne om at indføre et studieforberende Studium Generale.

Det skal blive spændende at se, om disse tanker har en chance, eller om de vil blive begravet i en dyne af erhvervsrettethed og økonomiske hensyn.

Oprindelig bragt i daimiposten, december 1996

Kommentarer: