Vi har modtaget denne pressemeddelelse fra Netværket Sorte Får om socialdemokraternes seneste tvangsudspil:
I en udtalelse til Ritzau, citeret i Politiken, foreslår socialdemokratiets Ole Hækkerup, som en del af socialdemokraternes ”ghettoudspil”, at indvandrerforældre der ikke har styr på deres egne børn skal tvinges på skolebænken for at lære hvordan man opdrager børn i Danmark, og at det skal have økonomiske konsekvenser, såfremt forældrene ikke vil deltage.
Det fremgår af samme artikel at kommunernes sociale afdelinger samtidig bugner af sager om børn af etnisk danske forældre, der har de samme adfærdsproblemer som børn af forældre med udenlandsk baggrund.
Jeg skal som følge af det meget underlige forslag på vegne af netværket Sorte Får anmode om at få besvaret nogle spørgsmål.
Hvorfor så den forskel på folk Ole Hækkerup? Hvorfor skal alle ikke behandles ens? Hvorfor skal minoritetsgruppen af forældre, som forældre i Danmark med udenlandsk baggrund jo er, negativt forskelsbehandles? Koster det for mange stemmer at svinge pisken over de etniske danskere?
For folk på starthjælp er det åbenbart tøjet du vil trække af dem – for der er jo stort set ingen penge at trække.
Kære Ole Hækkerup: Du udtaler, at ”uden en her og nu indsats, der får forældrene til at tage ansvar, ender vi med et fuldstændigt etnisk opdelt Danmark”. Jamen det er jo netop dig, der som ordfører for dette forslag står i spidsen for en etnisk opdeling af Danmark – værre end den der er i forvejen. Du påfører gruppen af forældre med udenlandsk baggrund en sanktion som ikke skal ramme den etnisk danske gruppe af forældre. Det er grov forfølgelse af en minoritetsgruppe i Danmark, og det tager vi helt naturligt kraftigt afstand fra i netværket Sorte Får.
Hvis det virkelig er alt hvad du kan bidrage med til Folketingets Udlændinge- og Integrationsudvalg, så lad en anden få pladsen i udvalget. Ærgerligt at man skal være medlem af Folketinget for at sidde i udvalget, for ellers kunne du give mig pladsen – jeg er selv medlem af Socialdemokratiet, men har i modsætning til dig en tankegang der harmonerer med sunde socialdemokratiske principper, og jeg skal garantere dig for at der er mange der tænker ligesom jeg, og jeg tør godt love dig for at den kurs du og andre har udstukket for partiet skal blive konfronteret ved enhver lejlighed fremover – både i selve partiet og gennem netværket Sorte Får.
Jeg er sikker på at dette fuldstændig vanvittige forslag har vakt stor jubel hos Dansk Folkeparti, men efter jublen måske også en anelse bekymring over at Socialdemokratiet i højere og højere grad helt åbenlyst er begyndt at bejle til DF’s vælgere. Om det er en god ide? Prøv at kigge på socialdemokraternes historisk lave vælgertilslutning der illustrerer meget tydeligt at fravalg sker oftere end tilvalg. Kom nu tilbage i kampen for et anstændigt Danmark!
Ras Anbessa, Netværket Sorte Får
Hvor enig, jeg ellers kan erklære mig i pressemeddelelsen, så kunne “Sorte får”-netværket med fordel køre den forbi en kommunikationsekspert. Der er ikke meget pressemeddelelse over den -- den ligner nærmest et traditionelt blogindlæg.