Bloggeren Ydmyghed, der ellers normalt har nogle ganske fornuftige holdninger, tilter engang imellem ud i noget absurd religiøst makværk. Se nu blot følgende indlæg om “Afkristningen af Danmark”:
“Når mennesker ikke bekender sig til Gud, men ophøjer sig selv, mister de Guds beskyttelse. Når man ikke beder til Gud og ikke angrer sine vildveje, så går man i mørket.
Når man ikke elsker Gud, kan man heller ikke elske sin næste – uanset om man anser sig selv for at være en stor humanist. Derfor ser vi, hvordan brutaliteten florerer i Danmark: Hjemløse bliver sparket ned, indvandrere bliver foragtet, ufødte børn bliver dræbt, mennesker går forgæves efter hjælp, bilister kører hensynsløst, børn og forældre lever hver for sig, gamle dør i ensomhed o.s.v. Og det er også ligegyldigheden for ikke at sige accepten af, at fremmede folkeslag nedslagtes.”
Der er så mange absurdheder samlet i disse sætninger, at man har svært ved at finde hoved og hale på det. Tag for eksempel udsagnet: “Når man ikke elsker Gud kan man heller ikke elske sin næste”(!!). Den sætning er der vist hverken hoved eller hale i. Det svarer til at sige: “Hvis man ikke handler i Netto kan man heller ikke handle i Føtex”. Der er intet rationale bag en sådan sammenhæng – hvorfor dælen skulle man ikke kunne elske sine medmennesker, hvis man ikke tror på/elsker Gud?
Derefter kommer det sædvanlige ævl om det brutale Danmark – om hvorledes alting er værre nu, end i gamle dage, hvor folk ganske vist døde i hobevis af fattigdom på fattighjemmene – men da vi var kristne, så var det ok. Du ved dengang religionen sørgede for at holde videnskaben så langt nede at man døde af et snitsår i fingeren, og unge piger begik selvmord fordi de var gravide. Det folk over 50 kalder “de gode gamle dage”.
Der efter noget med at folk er ligeglade med at folkeslag slagtes – en lidt besynderlig ting at angribe ateister for, eftersom stort set alle etniske udrenselser sker af religiøse grupperinger, mens ikke-religiøse organisationer(FN og NATO) forsøger at forhindre det.
Når folk snakker om kristendommens ydmyghed og næstekærlighed, så plejer at spørge dem, hvornår de sidst har mødt en kristen,
der var ydmyg og næstekærlig.
Lad mig besvare dit spørgsmål om, hvordan man kan mene, at det er umuligt at være næstekærlig uden den kristne gud. Man må formode, at de kristne vurderer ud fra, hvordan de selv ville reagere, og det giver nogle ret skræmmende perspektiver: Hvis ikke det var for deres tro på deres gud, ville de selv være nogle særdeles ubehagelige svin.
I deres selvopfattelse er det kun den tynde tråd af tro, der forhindrer dem i at opføre sig sådan, at “hjemløse bliver sparket ned, indvandrere bliver foragtet, ufødte børn bliver dræbt, mennesker går forgæves efter hjælp, bilister kører hensynsløst, børn og forældre lever hver for sig, gamle dør i ensomhed o.s.v.”
Og hvad så med folk som Søren Krarup, Moses Hansen, Christian Hedegaard og Ruth Evensen? De tror da på den samme gud, men virker da ikke specielt næstekærlige.
Det’ en ommer, “Ydmyghed”.
“Ydmyghed” har meget ofte nogle virkelig fornuftige betragtninger, synes jeg.
Men her synes jeg han udtrykker sig lidt uheldigt. Selvfølgelig kan man elske sin næste uden at tro på Gud. Det gav Jesus iøvrigt også udtryk for, ifølge Bibelen. Han gjorde opmærksom på, at enhver er i stand til at udvise almindelig næstekærlighed, så derfor stiller han netop større krav til sine tilhængere, f.eks. at man skal elske sine fjender (hvad der helt klart er svært for mange at leve op til).
Det er efter min mening mere rigtigt at sige, at hvis man er troende kristen, så får næstekærligheden en dybere betydning. Så udtrykker man kun sin egen, personlige opfattelse.
selvfølgelig kan man elske sin fjende som ikke-kristen. Man kan faktisk alt det som kristne kan -- bare uden al mulig snak om en højere mening og en jomfrufødsel og andet lir. At snakke om at noget får en dybere mening fordi man tror på en gud, er også noget mærkeligt noget -- her er jeg enig med Wolf -- hvis man har brug for en gud til at forklare én diverse principper -- så viser det blot at man selv ikke kan håndtere den slags.
I forbindelse med et interview, som Amina gav i går, bemærkede hun for journalisten, at eftersom religion er menneskeskabt, så er den moral, som religionen indeholder, trods alt også menneskeskabt.
Når nu mennesket kan opfinde en hel religion og dennes guder, så er det da vanvittigt at postulere, at mennesket ikke også har opfundet den moral, som den pågældende religion dikterer.
Som supplement til Wolf: Det er ikke alene vanvittigt, men også skræmmende. Ideen om, at vi kun kan opføre os ordentligt, hvis vi tror, at der er en gud vi kan frygte eller fedte for, den er da ubehagelig. Det er muligt at religiøse mennesker forholder sig til deres interpersonelle forhold til f.eks. forældre, kærester og børn på denne måde, men i givet fald må de opfattes som psykisk afvigende.
Folk der forsker i evolutionssociologi og beslægtede områder, argumenterer for, at basal moral har udviklet sig som en fordel for os både som individer og gruppe, fordi moral hjælper os med at samarbejde og overleve. Dette skulle bl.a. være baggrunden for at mennesker til forskel for andre dyr mestre følelser som skyld, skam, empati og indlevelse, som gør det muligt at fungere i komplekse sociale grupper. At moral så senere blev knyttet til religion, kan bl.a. ses som udtryk for, at mennesket prøvede at komme med en forklaring på hvorfor én type adfærd føltes ”rigtig”, mens en anden føltes ”forkert”, ligesom religion jo i det hele taget tidligere blev brugt til at forklare og forstå verden og mennesket som sådan. Kort sagt: moral har også et biologisk grundlag, og dette må opfattes som tidligere end det kulturelle/religiøse – hvad enten vi taler individets eller artens udvikling.
Man kan også se neurologisk på sagen, hvor forskning har vist, at mennesker der har skader i den del af hjernen, den ventromediale frontale cortex, som normalt håndterer netop empati, sympati, skyld og skam, mister evnen til at håndtere denne type følelser. Deres logisk-rationelle kompetance er normale, deres IQ er upåvirket, og de bibeholder deres abstrakte viden om sociale normer og regler (her under religiøse af slagsen). Den abstrakte viden kan dog ikke bruges i praksis, da de mangler de følelsesmæssige input, som er nødvendige for at bedømme indholdet af den sociale interaktion. Det er f.eks. ikke nok at vide, at man bør udtykke empati når en anden person er ked af det, hvis ikke man er i stand til at registrere det. Ligeledes er det vanskeligt at opdage, om man har handlet imod de sociale spilleregler, hvis ikke ens handlinger udløser en følelse af skam. Hele den intuitive/følelsesmæssige dimension af moralen, som folk i praksis handler efter, er kort sagt ikke-eksissterende. Denne mangel er stærkt handicappende, og medfører bl.a. at de berørte mister evne til at indgå og fastholde forhold til kærester og venner, og at de får problemer med at fastholde et arbejde. Kort sagt: uden det følelsesmæssige og neurologiske grundlag på plads, så opfører folks sig som psykopater, hvad enten de er religiøse eller ej. Abstrakte moralkodeks gør ikke den store forskel i praksis.
Nu har jeg selv en meget filosofisk og udogmatisk tilgang til religion, og min egen personlige tro er et produkt af det. Det er vel en holdning der ligger tæt op af Søren Kierkegaards.
Hvis man læser S.K. og andre filosoffer, der beskæftiger sig med religion, i den hensigt at afklare sin egen tro, er det så udtryk for at man “selv ikke kan håndtere den slags”?
Det vil jeg bestemt ikke mene.
Jeg er faktisk enig med meget af det, Amina skriver andetsteds. Religionen er kun en “overbygning” på noget der er alment menneskeligt, ihvertfald med hensyn til moral og lignende. Oprindeligt har religionen velsagtens også haft den funktion at definere et givet samfund (stamme). Det mener jeg ikke man kan sige idag, og derfor er f.eks. sådan noget som den iranske præstestat også en anakronisme.
Og en folkekirke bundet til staten!
nu bliver det meget religionsteoretisk -- og det er så absolut ikke mit speciale -- men man må konkludere at jo hårdere det er at leve i et samfund (fx barskt klima eller fattigdom) jo mere religiøst er det. Se fx på forskellen mellem Færøerne og Danmark.
Allan: Jeg er ikke sikker på, at der er en sådan sammenhæng, som du siger. Jeg hælder snarere til den opfattelse, at deres religiøsitet vil give sig udslag på en anden måde, hvis samfundet bliver hårdere eller lettere at leve i. Men på den anden side er der en tendens til, at folk vælger religion ud fra deres sociale standpunkt. Religion er en del af kulturen, og afspejler dermed også de kulturelle forhold.
Bloggeren udstiller igen sin ydmyghed på sin religiøse piedestal. Denne gang hævder han, at hvis man overhovedet kan føle kærlighed, så er det lige netop hans gud, der er på spil, og bestemt ikke nogen alment-menneskelig kapacitet.