Som opfølgning på denne historie fra forleden har Abdul Wahid Pedersen i dag et glimrende svar til Karen Jespersen i Jyllands-Posten:
For få dage siden måtte jeg stå model til en bredside af kaliber fra landets islam-minister. Eller rettere velfærdsminister, selv om man skulle tro, at det forholdt sig som indledt.
Ministeren har særdeles travlt med muslimer, islam og ikke mindst min person, mens der kunne være gode grunde til, at hun brugte tid på det område, som hun er indsat til at forvalte, hvor der er rigeligt, som trænger til opmærksomhed og en kærlig hånd.
Det bekymrer mig ikke i overvældende grad, når det er Karen Jespersen, som står for bagvaskelse af mig, da jeg er bekendt med, at ministeren ikke blot selv har et indædt had til muslimer, men også længe har været direkte associeret med de mest notoriske islam-hadere i Danmark i Giordano Bruno-selskabet. Folk som Lars Hedegaard, Torben Hansen, Helle Merete Brix, Ralf Pittelkow og Jette Plesner Dali, ligesom der i kredsen omkring samme selskab var Søren Krarup, hans døtre, Katrine Winkel Holm, Agnete Raahauge og Inger Krarup Brøgger, og flere svigersønner.
Læg dertil Jesper Langballe og Ole Hasselbalch. Så er det vist tydeligt, hvilket udsøgt selskab det var.
Når man kender disse menneskers indædte had til islam og muslimer, som de til fulde har udbasuneret gennem adskillige år, og de er velfærdsministerens nære allierede, er det nærliggende at tro, at velfærdsministeren selv har en særlig dagsorden over for danske muslimer. De burde formentlig lukkes inde på de interneringslejre, som ministeren gerne ville oprette i 2000 …
Velfærdsministeren er ganske vist ikke medlem af Trykkefrihedsselskabet, men hun bekymrer sig tydeligvis om dette private foretagende. Faktisk så meget, at da undertegnede for nogle måneder siden udtrykte bekymring over planer, som samme selskab puslede med, var ministeren hurtigt ude for at belære mig …
Undertegnede og mange andre danske muslimer har i flere år som privatpersoner og i foreningsregi arbejdet på at bygge bro mellem forskellige grupper af den danske befolkning, ligesom vi også bruger mange kræfter på at forhindre en ekstrem radikalisering af unge mennesker. Velfærdsministeren arbejder indædt på, at der ikke bliver grobund for et inkluderende samfund med plads til alle.
Og ja, for nu at foregribe diverse spørgsmål, selvfølgelig bør Abdul Wahid Pedersen kritiseres, når han siger ting, som er kritisable. Men i det her tilfælde – og i forhold til den ekstremistiske fremmed- og islamhader Karen Jespersen – er det nu ham, der har ret.
Carsten, hvornår går det op for dig, at det er substansen i den ‘bredside af kaliber’ det dybest set handler om… ikke hvem der afsender den. At Abdul ikke har fattet det er vel forståeligt: hans forstand er trods deponeret hos hans usynlige ven i himlen.
Jeg ved blot ikke, hvad der er din undskyldning -- er den ideologisk?
Per
Per,
Pointen i Abdul Wahids svar er nok, at der ikke er nogen substans i Karen Jespersens bredside. Som sagt: Alt andet lige er det Jespersen, ikke Pedersen, der er den største ekstremist her.
Så vidt jeg kan se, så forsøger Abdul at etablere den forestilling, at Karen, fordi hun er ekstremist ønsker at ødelægge hans sociale arbejde. Nøjagtigt den samme ad hominem som Karen udfører på Abdul.
Det ændrer dog ikke så meget som millimeter på det faktum, at Abdul selv er ekstremist -- uanset, hvor meget mere eller mindre han er det i forhold til Karen.
Forestiller Abdul sig, at han bliver ren som sne, hvis han kan male Karen sort? -- Who’s he kidding?
Næppe mange andre end dig Carsten…
Per
Som jeg skrev i en kommentar til mit tidligere indlæg om sagen, AWP er ikke mere ekstremist end de fleste folkekirkepræster -- og han er slet ikke bare tilnærmelsesvis lige så meget ekstremist som Dansk Folkepartis præstefætre, og dem har Karen Jespersen mig bekendt ingen problemer med at samarbejde med.
Så hvis der er mere, kan du selv være ekstremist. 🙂