En vis Herluf Hansen fra Kirke Såby har et glimrende læserbrev i Jyllands-Posten i dag:
JYLLANDS-POSTEN KAN åbenbart ikke blive træt af at fastslå, at det, man gjorde, var godt og rigtigt. Det skulle vel ikke være et udslag af dårlig samvittighed? Det er dog næppe det, der plager chefredaktør Carsten Juste mest, ej heller over for de tegnere, man har bragt i vanskeligheder for nogle sølvpenge.
(…)
Per Stig [Møller] vil ikke afsløre, hvad han selv mener om Muhammed-tegningerne. Det er han ikke sat til at vurdere, siger han.
Han har tidligere udtalt, at han heller ikke var sat i verden for at kritisere amerikanerne. Hvad mon det så er, han er sat til at tage stilling til? Han er lige så modig som nu Bertel Haarder, som jeg også tidligere beundrede.
Sic transit.Det ville ellers have kunnet tage trykket af kedlerne, hvis regeringen i tide havde erklæret, at man ikke var enig i forhånelse af andres religion. Jyllands-Posten alene havde aldrig kunnet forårsage al den ravage. Lederen påstår, at folk som Uffe Ellemann-Jensen, Tøger Seidenfaden og Villy Søvndal går ind for censur, altså forhåndsgodkendelse af offentlig myndighed.
Det er ren forvanskning af andres standpunkter, som man så derefter let kan nedgøre. Redigering af aviser er vel ikke censur?
Og nej, det har han da så evigt ret i. Foghs kujonagtige kryben for Dansk Folkeparti – og Per Stigs lige så kujonagtige vigen uden om en egentlig stillingtagen – er, hvad der bragte Danmark karikaturkrisen på halsen.
Ikke selve Jyllands-Postens tegninger, der hvad man en mener om dem hørte hjemme i en indenrigspolitisk diskurs og kunne have været holdt dér – om ellers regeringen havde kendt sin besøgelsestid.
Men det gjorde man altså og desværre ikke.
Discover more from Modpress
Subscribe to get the latest posts sent to your email.