Jyllands-Posten bringer i dag et læserbrev af en person med det spanskklingende navn Antonio Mosquera, de beklager sig over de to danske EU-parlamentarikere Gitte Seeberg (K) og Dan Jørgensen (S) og deres populistiske krav om forbud mod tyrefægtning i Spanien:
De skriver bl.a. at »tyrefægtning varer mange timer,« og at »jo mere dyret lider, desto mere underholdningsværdi.«
For det første vil jeg oplyse, at alle forhold i forbindelse med tyrefægtning er reguleret ved en gammel lovgivning, som er blevet genbehandlet i 1991 af Det Spanske Parlament.
Intet af det, der sker på arenaen er tilfældigt, og tyrefægteren er underlagt regelsættet. For det andet varer hver tyrefægtning i gennemsnit ca. 20 minutter.
Der er altså ikke tale om mange timer.
For det tredje består underholdningen i tyrefægtning af den kombination af kunst og teknik, som tyrefægteren skal mestre for at være i stand til at slå et dyr på 500-600 kg ihjel og det har intet at gøre med, hvor længe dyret lider. For det fjerde vokser tyre, som avles i Spanien til tyrefægtning, op i fri natur på store arealer og under stor pleje og omsorg fra avlerne.
Jeg synes, at medlemmer af Europa-Parlamentet med rimelighed kan ønske, at landbrugsstøtten til tyreavlerne skal stoppes. Men at indlede en kampagne for at forbyde tyrefægtning i Europa lyder populistisk i mine ører – specielt når de to initiativtagere udviser en så stor uvidenhed om sagen.
Men det er vel lettest at hidse sig op over ting, hvis man ikke belaster sig med unødig research eller viden om emnet?
I går bragte Jyllands-Posten et andet læserbrev i samme ånd, denne gang fra det grønlandske folketingsmedlem Lars Emil Johansen, der beklager sig over en ubehagelig kampagne mod grønlandske fangeres behandling af deres hunde:
FOR KORT tid siden bragte aviserne en historie om, at der var fundet seks køer døde af sult hos en dansk landmand. En syvende var så syg, at den måtte aflives øjeblikkeligt. Kort efter bragte aviserne nye afskyelige billeder af danske svin, der gik uplejede rundt med åbne sår på skuldrene.
Men intet af dette har efter mit kendskab ført til, at der er sat en international kampagne i gang mod den danske regering og hele det danske samfund med det formål at »vise verden, at Danmark er et uciviliseret land, som stadig lever i Middelalderen.«
Det er derimod tilfældet i disse dage, hvad angår Grønland, fordi nogle medier har kunnet berette om enkelte slædehundehold, der var blevet misrøgtet. Jeg har således på det seneste modtaget i hundredvis af mails, specielt fra europæiske borgere, som tilsyneladende er startet af en eller anden organisation, der har udsendt et præfabrikeret protestbrev til Dear Mr. Henoksen, (som man vel må antage skulle være Landsstyreformand Hans Enoksen – men hvem bekymrer sig om research?), som derefter videremailes til en række adresser med tilknytning til Grønland, herunder min.
For en sikkerheds skyld er der medsendt nogle skrækkelige billeder, der helt på linje med sårene på svinenes skuldre kan vække afsky og vrede.
Grønland har, fuldstændig som Danmark og vel de fleste af de lande, mailene kommer fra, en god og omfattende dyreværnslov. Det sker desværre, at den brydes, ganske som med de sultdøde køer på den danske gård, i enkelte triste tilfælde.
Men i Europa er mishandlingen af de dyr, som man nu har omdannet til industriprodukter, til forskel fra i Grønland sat i system. For at kunne brødføde de europæiske bedsteborgere, der blandt andet mener sig berettigede til at skrive rundt til »..all the media to show the world that Greenland is an uncivilized country..« for nu at citere f.eks. Chatherine Farve fra Schweiz.
Mens fois gras-gæssene gisper med bollesprøjterne i halsen, og kalvene tvangsfjernes fra moderens mælk, hakker de europæiske burhøns overalt hinanden halvt ihjel, og tusindvis af babygrise trimler døende rundt i staldenes overfyldte helveder. Imens sidder der altså en række skinhellige, selvbestaltede, europæiske dyreforkæmpere og mener sig berettigede til at hænge andre lande og kulturer ud for manglende civilisation på dyrenes vegne …
Igen er der tale om, at man er hurtigt fremme med fordømmelsen – uden at bebyrde sig med unødig, besværlig og i sidste ende kontraproduktiv research (sæt nu, en sådan gik hen og viste, at man tog fejl og forargelsen var uberettiget?).
Begge sager tjener for mig at se umiddelbart til bekræftelse af det gamle ord: “Dyrevelfærd” (eller “animal rights”, som de kalder det i England) som politisk sag er intet andet end en undskyldning for ikke at kere sig om mennesker.
