Month: April 2007

Postbud Sune Jensen fra Rødovre rammer plet i dette læserbrev i Jyllands-Posten om præsterne Krarup og Langballe og deres alt for store indflydelse på dansk politik, med udgangspunkt i to afstemninger på JPs hhv. BTs hjemmesider:

 Tendensen er, at danskerne er parate til at give afkald på nogle af de vigtigste demokratiske frihedsrettigheder på baggrund af det fantasifoster om islamisk sammensværgelse, der i disse år suger næring til sig som aldrig før.

Det kunne i virkeligheden være rart at slippe for al den hykleriske snak om ytringsfrihed og vestlige værdier, når vi nu åbenbart lever i en tid, hvor et befolkningsflertal er indstillet på at eliminere en demokratisk stemme, inden den overhovedet er kommet til orde.

Konklusionen er under alle omstændigheder klar: Muslimske kvinder må ikke deltage i demokratiet, og dermed er Krarups og Langballes selvopfyldende profeti om de anti-demokratiske muslimer tæt på at blive virkeliggjort.

Morten Nielsen rammer også hovedet på sømmet:

Man skulle tro, at i et oplyst, udviklet land måtte det være op til hvert enkelt menneske hvordan det vil gå klædt og hvordan det vil interagere med andre. Og man skulle tro at der var en verden til forskel på ikke at forstå en adfærd og at ville tvinge en person til at opgive denne adfærd.

Sådan er det imidlertid ikke i dette land. Og hvis man ikke umiddelbart kunne overbevise den brede befolkning om, at Asmaa var et frygteligt menneske, fordi hun bærer tørklæde og ikke vil give hånd – så må man jo skifte taktik. Vee haf wayz! Parallelt med, at befolkningen i meningsmålinger og læserbreve gav sin støtte til at Asmaa måtte se ud og gøre som hun havde lyst til, holdt det politiske establishment under ledelse af bl.a. Helle Thorning-Schmidt dampen oppe blandt de arge tørklæde-modstandere, samtidig med at medierne under ledelse af Politiken/Jyllands-Postens hus gav sig til at manipulere og overfortolke med det ene mål at fremstille Asmaa Abdol-Hamid som en blanding af dødsstraf-tilhænger, homo-modstander, sharia-fanatiker og parti-shopper – en taktik Modspil på forbilledlig vis har illustreret i dette satiriske interview.

Det er et voldsomt stort maskineri at sætte i gang, blot fordi en enkelt muslimsk kvinde beslutter sig for at blande sig i det politiske liv – og ikke ønsker at benytte sig af den uniform, som er kotume i selvsamme. Den eneste reelle konklusion på dette må være: nej vi lever ikke i et moderne, oplyst demokrati. Vi befinder os i stedet i et samfund der i udstrakt grad styres af en menings-totalitarisme, der stille og roligt er trængt dybere og dybere ned i vort samfund og i hvor dagligdag – på en sådan måde at der ikke kan være mange der kan sige sig fri for at være smittet af den.

I et frit og oplyst samfund stoler den politiske ledelse så meget på befolkningen, at den lader dem træffe frie og rationelle valg om det der har indflydelse på deres egen dagligdag. I den danske menings-totalitære stat, bliver enhver ‘ret’ behæftet med en snærende, moralistisk forskift for præcis hvornår og under hvilke forudsætninger denne ret kan benyttes.

Læs hele Mortens indlæg.

Læs blot her:

I øvrigt vil jeg anbefale Asmaas selvbiografi på www.kvinfo.dk. til alle, der ikke lider af snæversyn. Giv dog en fremadstormende kvinde en chance, selv om hun insisterer på sin tro. Siden hvornår, er vi i Danmark begyndt at mobbe folk ud af det politiske liv, fordi de har en “forkert” mening? Ytringsfriheden og valgbarheden gælder naturligvis også for hende Asmaa.

Skønt, det er der åbenbart og desværre andre, der ikke mener.

“Den omstridte folketingskandidat for Enhedslisten Asmaa Abdol-Hamid
har givet forkerte oplysninger om sin politiske fortid,” skriver
Politiken i dag.

Det eneste, vi mangler at få at vide er, hvilken rolle det skulle
forestille at spille? Overskriften ligner et åbenlyst forsøg på at
miskreditere en kontroversiel politiker i en sag uden skygge af
substans.

Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg tro, at Politikens journalist
Claus Blok Thomsen var ude i et ubehageligt, personligt ærinde.

Kort sagt: Dækningen stinker af (forsøg på)  karaktermord.

Se også denne  satire over Politikens interview med Asmaa.

Mit indlæg fra forleden om  forbuddet mod reklamer i São Paolo, Brasilien blev i dag bragt som læserbrev i Århus Stiftstidende – omend i en kortere version:

 Brasiliens største by São Paolo har siden nytår taget konsekvensen af den stigende forurening med kommercielle budskaber i det offentlige rum og har ganske enkelt forbudt reklameskilte.
Dette betyder, at byen i dag er præget af tusindvis af tomme rum, hvor reklamerne engang hang.
Og det er jo let at forstå brasilianernes beslutning: Kunst og smukt komponeret arkitektur er en god ting og desværre alt for sjælden i det århusianske bybillede – kommercielle budskaber bombarderes man derimod med til stadighed, fra husfacader, byggestilladser og busstoppesteder.
Kunne man foreslå, at man i Danmarks næststørste by gjorde noget lignende – og om ikke forbød reklamer, så dog forbød dem på de dårligt designede busstoppesteder, vi skal trækkes med?

Og ja, det sidste er jo næsten en af mine kongstanker: Kan det virkelig passe, at man i vore dage end ikke kan designe et busstoppested, så det ikke regner ind på siddepladserne, og financiere det selv uden sponsorkroner?

I øjeblikket har man både reklamer og våd røv. Som det nu sker i São Paolo, må det sgu også her i Århus ku’ gøres bedre.

Link til Tony de Marcos billeder fra et reklamefrit São Paolo.

… eller er han bare fuld af vrøvl?

Giv Christiania til Københavns Kommune, siger Ritt Bjerregaard nu.

Ja, så hun kan sælge også det til Faderhuset? Københavns Kommune har ikke just imponeret ved deres vilje eller evne til problemløsning på det sidste.

Ny filmomtale på Modspil.dk – denne gang af exploitation-filmen Koyla med Shahrukh Khan og Madhuri Dixit i hovedrollerne.

Så skynd dig at hoppe over og læse den, hvis du gerne vil høre om indisk B-film og ultravold!

Professionsbachelor i human ernæring Michael Langlo spørger mig i Jyllands-Posten 4/4 om ikke jeg misbruger min titel, når jeg underskriver mig som cand. scient. uden at være det i human ernæring.

Tillad mig at ile med et svar: Jeg er cand. scient. i teoretisk fysik, men er udmærket klar over de ernæringsmæssige sammenhænge mellem sollys og D-vitamin, Langlo påpeger. At Langlo er specialist i human ernæring giver ham ikke monopol på at sætte sig ind i stoffet.

Og jeg er på ingen måde modstander af at have fokus på alle de faktorer, som kan have indflydelse på udbredelsen af D-vitamin-mangel – herunder påklædning og sollys (som Langlo synes at glemme, at man også kan få for meget af).

Mit problem ligger i foreningen Kvinder for Friheds misbrug af de lægelige data til en hetz-agtig politiseren mod tusindvis af danske kvinders foretrukne påklædning.

Jeg vil i den forbindelse tillade mig at citere den syrisk-amerikanske digter Mohja Kahf:

Min krop er ikke din slagmark
Mit hår er hverken helligt eller billigt,
er ikke skyld i din ulykke
og viser ikke vej til din frihed.
Mit hår vil ikke bringe fremskridt og rent vand,
hvis det flyver frit i vinden
Det vil ikke redde os fra vore angribere
hvis det pakkes ind og skærmes mod solen.
Tag dine hænder ud af mit hår,
så jeg kan kæmme og nyde det,
så jeg kan ære og salve det,
så jeg kan hælde det ud over min søde elskedes bryst.

Med andre ord: Fingrene væk, det er folks egen sag!

Dr. med. Nina H. Bjarnason fra Kvinder for Frihed  går i Jyllands-Posten 3/4 i rette med mig, fordi jeg i mit eget læserbrev sammesteds af 1. april angiveligt skulle informere urigtigt om risikoen for D-vitaminmangel ved brug af tørklæde.

Hendes data viser dog allerede, at der er noget galt med hendes argument: Hvis 20% af tilhyllede etniske danske kvinder lider af D-vitaminmangel,  og det samme gælder 40% af alle ikke-tilhyllede arabiske kvinder, må der være noget andet på spil – med andre ord: Kosten.

I den af mig citerede artikel anses det for rigeligt,  om  kvinder for at  forebygge D-vitamin-mangel udsætter ansigt og hænder for sollys i en halv time, tre gange ugentligt.

Det er svært at se, hvordan sollys i det omfang kan stride mod almindelig brug af tørklæde, eller hvorfor det overhovedet behøver at være et problem i en tid, hvor vitamintilskud er lige så billige som slik, og man let kan sammensætte en varieret kost.

Bjarnason fremhæver, at det er vigtigt at vi ikke lader noget tabu stå i vejen for viden om folks sundhed, og heri har hun ganske ret. Men det er også vigtigt, at vi ikke af politiske grunde forsøger at tvinge et bestemt syn ned over de tilgængelige data – og så endda for at lægge en bestemt, i forvejen forfulgt, minoritet for had, nemlig de muslimske piger og kvinder.

Det er misbrug af lægegerningen, og det er ærligt talt stadig en skændsel.