Venstre-kvinden Jette Plessner Dali er på gale veje, når hun i JP 2/5 beskylder deltagerne i en demonstration mod Israels krig i Libanon for at være “Hizbollah-sympatisører”.
I Israel har den officielle Winograd-kommission netop udgivet en rapport med en sønderlemmende kritik af premierminister Olmerts krigsførelse – bl.a. kritiseres, at man ikke gav diplomatiet en chance og at den hovedløse ødelæggelse af Libanons infrastruktur åbnede Israel for en hidtil uhørt trussel fra Hizbollahs raketter. Invasionen af Libanon var ikke blot uhørt brutal, den var dårligt militært håndværk og skadede Israels sikkerhed.
Det er altså muligt for alle – for israelerne såvel som for Enhedslistens Asmaa Abdol-Hamid – at kritisere Israels fremfærd i Libanon uden af den grund at kunne stemples som “Hizbolla-sympatisører”.