Rune Engelbreth analyserer på Humanisme såvel som på weblog.dk situationen efter Naser Khaders udbrud fra det Radikale Venstre og drager en konklusion, som jeg i det store og hele er enig i, nemlig at Khaders udbrud kan være til fordel for både Khader og de radikale – og er en særdeles dårlig nyhed for Dansk Folkeparti.
Hvad vi ser med udbruddet er først og fremmest en konsolidering af midten i dansk politik. Khaders parti vil stå for en mere ægte, borgerlig linje, som personificeret ved Naser Khader selv, der i de radikale har stået for en “strammer”-kurs med stram udlændingepolitik og samarbejde til højre i salen. Hvis partiet går i luften med en ægte liberalt borgerlig profil og en klar undsigelse af og afstand til Dansk Folkeparti, kan det opsamle mange stemmer fra borgerlige, der har været trætte af V og Ks mange knæfald for Dansk Folkeparti og angreb på retsstaten og har set sig mere eller mindre drevet i armene på de radikale eller det, der er værre – måske f.eks. Citizen kunne få sig et nyt politisk hjem her, hvis de følger op på afstanden til Dansk Folkeparti med klare udmeldinger f.eks. omkring Irak-krig og retspolitik.
Og samtidig kan de radikale, hvis de holder fast i den nuværende kurs, få stemmer tilbage, som de ellers har mistet netop til Khaders mere højresøgende linje.
Resultat? I bedste fald en stor, politisk blok på midten i dansk politik, som alle er nødt til at forholde sig til, hvis de vil i regering – og som effektivt gør det umuligt at basere en regering på Dansk Folkeparti.
Som Engelbreth skriver:
… at Seeberg bestemt ikke vil omklamres af Kjærsgaard, levner hun ingen tvivl om: »Nok er nok. Jeg deler ikke værdifællesskab med Dansk Folkeparti og er, lad mig bare sige det lige ud, træt af Pia Kjærsgaard, der har bestemt, hvad jeg måtte udtale mig om og ikke måtte udtale mig om, især når det handler om udlændingepolitik, EU og globalisering. Og så er jeg er træt af, at Langballe og Krarup får lov til at sætte dagsordenen for den danske udlændingepolitik. (…) Vi burde forlængst have taget afstand fra Dansk Folkepartis fremmedfjendske holdninger. At tie er at samtykke.« (avisen.dk, 7.5.2007).
Så bliver det ikke meget tydeligere.
Endvidere hedder det i det foreløbige præsentation på Ny Alliances hjemmeside: »Vi ønsker en realistisk indvandringspolitik og human flygtningepolitik med vægt på demokratisk integration. Ingen lidende asylbørn. Det skal være slut med, at Søren Krarup og Pia Kjærsgaard definerer politikken hen over hovedet på den store del af befolkningen, der ønsker en fair politik.«
Endelig fastslog Naser Khader på partiets første pressemøde: »Vi peger på den statsminister, der giver Dansk Folkeparti mindst indflydelse, og det kan godt være Anders Fogh Rasmussen.« (JP.dk, 7.5.2007).
Dermed er midten og højrefløjen i dansk politik sprængt åben i en uventet grad. Det kan yderligere sikre Anders Fogh Rasmussens billet til endnu en regeringsrunde efter næste valg, og det kan meget vel være SF’s farvel til ministerbiler og Thorning-Schmidts sikre farvel til statsministertaburetten – men ét synes endnu mere givet: Der er en overvejende chance for, at det i alle tilfælde bliver et farvel til Dansk Folkepartis dirigentstok i dansk politik.
Og hvis dét sker, vil det – hvor lidt jeg end sympatiserer med Naser Khader rent politisk, og det ér vitterlig meget lidt – kun kunne føre godt med sig. Måske vi endda vil få et opbrud, hvor Dansk Folkeparti trænges op i en krog uden for indflydelse (fordi også Venstre og Konservative tvinges til at vende sig bort fra dem), så der kunne blive plads for en efterhånden ret tiltrængt offensiv fra venstre, for mangfoldighed, forskellighed og social retfærdighed i vores dag for dag mere ensrettede samfund?
Man har jo lov at håbe, og nogle dage ser der heldigvis også ud til ligefrem at være grund til det.