Begyndelsen til enden for Dansk Folkeparti

De sidste par uger har bestemt ikke været gode for Pia Kjærsgaard og hendes følge i Dansk Folkeparti. Krarup, Camre og Messerschmidt, som alle forløb sig på det pinligste og måtte irettesættes, Messerschmidt som skejede ud i Tivoli og trak sig efter et par solide antydninger fra partiledelsen, Ny Alliance som en alvorlig trussel mod deres nuværende position som regerings(støtte)parti og nu Louise Frevert, som går og smækker med døren:

I et stort interview med Berlingske Tidende fortæller Louise Frevert, at Dansk Folkeparti er et rædselsregime. Styret af toppen i en så voldsom grad, at flere meninge medlemmer sidder tavse, triste og modløse tilbage. De tør ikke komme med politiske forslag, og de tør slet ikke tage en politisk debat.

»Vi har aldrig haft en afstemning i folketingsgruppen,« siger Frevert.

Da Louise Frevert efter kommunalvalget i 2005 vendte tilbage til Folketinget, var der kun en plads tilbage i gruppeværelset: Helt henne ved døren.»Det var helt åndsvagt, at jeg fandt mig i det. Man tror, at det går over. At det bliver bedre, hvis man giver det en chance.«

»Pia Kjærsgaard kan uden videre gå forbi dig på gangen uden at hilse, og det selv om jeg jo fylder godt. Hun går bare forbi. Hun er næsten altid sur. Tænk, altid at være så sur. Hun sætter sådan en uhhhhhh stemning. Så kan hun smile lidt til de andre i ledelsen, mens hun ser halvmuggent på os andre. Bare, at man som medlem af partiet er i live, er en stor ting.«

Selvom Frevert ikke selv er den mest troværdige kilde, som tænkes kan, begynder de sidste par ugers begivenheder så småt at ligne en byge af slag, som Dansk Folkeparti vil få endog meget svært ved at forvinde. Er det virkelig en æra i dansk politik, der er ved at rinde ud – et forbandet tiår, hvor Dansk Folkeparti satte dagsordenen? Måske en lille portion forsigtig optimisme langt om længe er på sin plads.