En dansk soldat er blevet dræbt i Irak, og de irakiske oprørere har udsendt billeder, hvor de fejrer deres angreb og hans død. Hvem har ansvaret for, at sådan noget sker?
Svar: Dem, som sendte vore soldater afsted til en hovedløs krig og bad dem blive som besættelsesmagt i et fremmed land, hvor de intet har at gøre, og som støtte for en besættelsesmagt, den irakiske befolkning ønsker længere væk end der, hvor peberet gror.
Jeg havde egentlig tænkt mig at skrive lidt mere om det, men Engelbreth siger det meget klart på sin Politiken-blog:
Mange irakere betragter med god ret danske, britiske og amerikanske soldater som en besættelsesmagt og så gerne, at tropperne forlod deres land hurtigst muligt.
Det er derfor, de jubler, når besættelsesmagtens køretøjer og soldater bliver ramt. Ret meget længere er den ikke.
Det er sandsynligvis spontant og har højst sekundært noget med »psykologisk krigsførsel« at gøre – hvis der er et kamerahold til stede kan man jo vise alverdens tv-seere (og dermed besættelsesmagten), at man har slået igen med succes.
Det skal naturligvis ses på baggrund af den kendsgerning, at besættelsesmagten er så uønsket, at flere og flere irakere sågar foretrækker diktaturet under Saddam Hussein. Mere utvetydigt kan amerikanernes (og briternes og danskernes) politiske og militære fiasko i Irak ikke udtrykkes.
Ifølge en rapport fra amerikanske forskere, der blev offentliggjort i det britiske tidsskrift The Lancet i 2006, er ca. 650.000 irakere blevet dræbt siden den amerikansk-ledede invasion og besættelse af Irak. Nogle anslår lavere tal, andre højere, men om det er 100.000 eller en million er i alle tilfælde vanvid.
Det hverken kan eller skal forklejne tabet af eller sorgen over ét eneste menneskeliv i øvrigt, hvad enten det er en iraker eller dansker – men det sætter tingene i perspektiv.
I ethvert land, der er besat i en årrække og kastet ud i en brutal borgerkrig af en uønsket besættelsesmagt med stribevis af tortur-skandaler på samvittigheden og sekshundredeoghalvtredstusind døde, vil der naturligvis være mennesker, som jubler ekstatisk, når de får ram på besættelsesmagten.
Som man i parantes bemærket også har set i andre situationer. Som sagt: Hvis man ønsker at vide, hvorfor dette er sket, skal man spørge, hvad vore soldater mon overhovedet lavede på det sted og det tidspunkt, hvor de for mig at se intet havde at gøre.
Lorten ligger for Foghs dør.