Enhedslistens nye folketingskandidat har været igennem en forrygende mediestorm, hvor hun er blevet kaldt fundamentalist, shariatilhænger, ekstremist og meget andet, tilsyneladende alene fordi hun vælger at gå med tørklæde.
Men hvad siger hun selv, hvad har hun ment gennem tiden, og hvordan er hendes politiske karriere forløbet og begyndt?
Den fynske radikale Rasmus S. Larsen har skrevet en lang og meget grundig og 100% dokumenteret gennemgang af sagen, som vi nu har fået lov til at bringe på Faklen.dk. Er man enig eller uenig med hende, og hører hun ifølge syne synspunkter til på venstrefløjen eller ej?
Her har du chancen for at få det opklaret – uden om de primitive og tåbelige fjendebilleder, som medierne fra Jyllands-Posten til Politiken – og politikerne, fra Dansk Folkeparti til SF – har disket op med.
Rasmus S. Larsen fortæller bl.a.:
[Abdol-Hamid] går ind for individets frihed til at vælge ægtefælle (selv vil hun kun giftes med en muslim), foretage skilsmisse, være nøgenmodel i reklamer (selvom hun selv ikke bryder sig om dette fænomen), vælge sin religion (hendes egne børn skal frit kunne vælge religiøst ståsted) samt gå med tørklæde eller lade være, hvis det vel at mærke skyldes en moden og selvstændig beslutning og ikke pres udefra.
Hendes syn på homoseksuelles ret til adoption var uafklaret pga. manglende viden om emnet på det tidspunkt, hvor hun fik stillet spørgsmålet. Hvis hun lægger Enhedslistens principprogram til grund for holdningen, er den klart positiv.
Hun er imod dødsstraf i enhver sammenhæng og under alle former, uanset om det er i Saudi-Arabien, USA eller Nigeria.
Hun er markant modstander af den israelske Palæstina-politik, den amerikanske George W. Bush og Irakkrigen, hvorved hun ligger helt på linie med resten af sit parti.
Som religiøs muslim betragter hun begrebet ”sharia” som identisk med islam, men i en udformning, der er fuldt kompatibel med et moderne, vestligt samfund. Hun mener, at integrationsproblemerne reelt er sociale eller kulturelle problemer. Dette passer udmærket ind i Enhedslistens tradition for at tilskrive samfundsstrukturerne en større betydning for individets udfoldelsesmuligheder end noget andet parti i det danske Folketing. Samtidig frikender Abdol-Hamids indstilling nærmest pr. automatik religionen for at have ansvar for nogle negative tendenser i samfundet. I stedet tolker hun enhver negativ følge af religiøs tradition som en ”kulturel” uvane, der skal gøres op med. Desuden er hun klar tilhænger af at indføre en statsautoriseret islamisk teologiuddannelse i Danmark for at skabe modvægt til de mange ”firkantede” tolkninger af islam.
Uanset om man er for eller imod hver enkelt af disse holdninger, afviger billedet af Asmaa Abdol-Hamid markant fra den rabiate anti-demokrat og forkæmper for nigerianske tilstande i Danmark, som mange af hendes modstandere ellers har udnævnt hende til.
Der er intet odiøst i at lange ud efter anti-demokratiske og reaktionære grupperinger, uanset disses religion. Men det mindste, man kan forlange af debattører med denne målsætning, er, at de sætter en meningsfuld adresse på deres angreb.
Artiklen er som sagt grundig og veldokumenteret, og bør helt afgjort læses i sin helhed.