Month: August 2007

En nylig kronik i Politiken af historikerne Hans Kirchhoff og Lone Rünitz forklarer, hvordan Danmarks flygtningepolitik overfor tyske jøderne i 1933-45 var uforandret lige så hård og hjerteløs som vore dages benhårde afvisning af flygtninge fra Irak, Iran osv.:

Det var ikke, fordi tyskerne havde krævet parret udleveret. Tværtimod skulle der overtalelse til fra dansk side. Baggrunden var, at ægteparret havde overtrådt fremmedloven ved et år tidligere at være gået illegalt over grænsen fra Tyskland. I overensstemmelse med gældende praksis blev de prompte udvist og sat om bord på en færge til Polen. Her ville man ikke vide af polske jøder, som hidtil havde haft bopæl i Tyskland, og de blev returneret til Danmark, hvor de sad fængslet i tre måneder, mens myndighederne overvejede næste skridt. Da det ikke lykkedes at få hverken Tyskland eller Polen til at overtage dem, blev de løsladt for at forberede emigration til USA. Et visum lod imidlertid vente på sig, og i maj 1940 blev de på ny fængslet, og forhandlingerne med besættelsesmagten om at få dem sendt til Tyskland gik i gang. To måneder senere indvilgede man fra tysk side i at overtage dem. Efter et fængselsophold i Flensborg blev de sendt til en tvangsarbejdslejr. I 1942 blev de deporteret til Auschwitz, hvor den da 22-årige Ruth Niedrig omkom året efter.

(…)

Imellem de jøder, som under besættelsen søgte ly i Danmark, var to søstre i 50’erne, Dora og Lina Guttmann. De gik illegalt over landegrænsen en aften i august 1942. Umiddelbart efter blev de anholdt af en grænsegendarm, hvorefter de blev sat i arresten for at afvente en afgørelse fra København. Søstrene, som hidtil havde boet i Berlin, havde været på flugt i tre måneder. De forlod hjemmet, dagen før de skulle deporteres til Polen. De havde dels gået, dels kørt med tog og havde om natten sovet i skovene, og nu var de så nået i sikkerhed i Danmark, hvor deres bror boede – troede de. Fire dage senere blev de afleveret til tysk politi.

Det samme gentog sig et par måneder senere, da en ung kvinde, Brandla Wassermann, med tre børn i alderen syv, fem og to år blev sendt retur. Søstrene Guttmann omkom i Baltikum, Brandla Wassermann og de tre børn i Auschwitz. I modsætning til søstrene og familien Wassermann havde de fire polske jøder Szymon Zaitmann, Leon Weitz, Paul Koppel og Stefan Glücksman opholdt sig i Danmark siden 1938/39, da de i januar 1941 »efter forhandling« blev overgivet til Gestapo. Deres brøde bestod i, at de enten var kommet illegalt ind i landet og/eller var subsistensløse, og at det ikke var lykkedes at slippe af med dem til tredjeland. Også de måtte lade livet.

Hvordan SKAL vi forklare en sådan politik?

Link til Hans Kirchhoff og Lone Rünitz’ kronik i Politiken om Danmarks allerede i 30erne ikke særligt medmenneskelige flygtningepolitik. Kirchhoff og Rünitz forklarer i øvrigt, at disse udvisninger ikke skyldtes nogen negativ holdning til jøder – de pågældende blev således udvist, ikke på grund af, men på trods af, at de var jøder. Hvilket de utvivlsomt har sat pris på.

Jeg har dette læserbrev i Jyllands-Posten i dag …, i anledning af en usædvanligt vitriolsk leder, de bragte fornylig:

EN DANSK familie flytter til Argentina for at arbejde, og det er ikke uden stolthed, at man efter et stykke tid hører familiens børn tale flydende spansk.

Efter en del år melder der sig dog en vis bekymring: Poderne lader til helt at assimilere den lokale kultur, ligesom det er argentinsk historie og geografi, de lærer i skolen – ikke dansk. Vil børnene overhovedet betragte sig selv som danske, når de vokser op, og vil man “miste” dem, hvis man en dag flytter tilbage, mens børnene bygger rede i det nye hjemland?

Heldigvis viser der sig en dag en chance: Onkel hjemme i Albertslund tilbyder, at poderne kan bo i hans villa et par år og gå i den lokale folkeskole, så de forbliver i kontakt med dansk sprog og kultur.

I familiens kvarter i Buenos Aires rygtes det, hvordan familien forsøger at beskytte sit kulturelle tilhørsforhold, og en lokal redaktør skriver en leder om det i sin avis.

Hvad forventer familien nu at læse om sig selv og det valg, den har truffet? Nok ikke dette her, jfr. JP’s leder 24/8:

»[Nogle tilflyttere] vælger stædigt at forblive i den formørkede verden, som hersker i deres fødelande. Så er det, at forældrene og deres familier efter egen opfattelse i den bedste vilje, men i praksis med rystende brutalitet, tvinger børnene på såkaldte genopdragelsesrejser i ”hjemlandet” …«

Spørgsmål: Hvordan er den avis, der skønt altid borgerlig og med stærkt højretrækkende tendenser, engang var landets uomtvisteligt bedste avis – hvordan er Jyllands-Posten blevet hjemsted for et så (for nu at blive i tonen) infernalsk had, en så perfid intolerance og åndsformørkelse?

Jeg har netop anmeldt den klassiske indiske film Pakeezah med Meena Kumari og Raaj Kumar i hovedrollerne ovre på min anden blog – så skynd dig over at læse den, hvis du er interesseret i at høre mere om dette eventyr fra det gamle Lucknow og dets bordeller og tawa’ifs (kurtisaner).

Via Gülay Kocbay:

De danske myndigheder har en tradition for aldrig at hjælpe danske statsborgere, der kommer galt afsted i udlandet, og da slet ikke, hvis det på en eller anden måde kunne komme til at koste penge (evakueringen fra Libanon sidste sommer var en undtagelse i den sammenhæng).

Nogle gange kan man så godt få fornemmelsen af, at vores danske pengepugeri slet og ret overlader regningen til andre. For eksempel i sagen om den danske kvinde, der  kørte galt og måtte på hospital i Tyrkiet – og blev behandlet trods manglende forsikring. Gladsaxe Kommune nægtede at betale for hendes hjemtransport, så den tyrkiske regering har nu taget den regning, som den pågældende naturligvis aldrig selv ville kunne betale:

En 29-årig dansk mor og hendes femårige søn landede fredag ved 22-tiden i Københavns Lufthavn i Kastrup. De ankom fra Tyrkiet i et ambulancefly betalt af de tyrkiske myndigheder efter opfordring fra Tyrkiets premierminister, Tayyip Erdogan. I Kastrup stod ambulancer klar til at transportere mor og søn videre til Rigshospitalets traumecenter.

Kvinden og hendes søn har været strandet på et hospital i Antalya-området i Tyrkiet efter en voldsom trafikulykke, men har ikke kunnet forlade landet, fordi familien ikke havde råd til at betale hverken ambulanceflyet hjem eller sygehusregningen på omkring en halv million kroner. Kvindens hjemkommune, Gladsaxe, har kun villet låne hende pengene.

De tyrkiske myndigheder betaler halvdelen af sygehusudgifterne samt hjemrejsen med ambulancefly.

Som Gülay Kocbay udtrykker det: “I stedet for, at give en hjælpende hånd, har Gladsaxe kommune åbenbart talt kroner og ører, og det synes jeg bare ikke, man kan være det bekendt over for en familie, der er kommet ud for en ulykke af så alvorlig karakter.  Det er ikke humant  OVERHOVEDET!”