En nylig kronik i Politiken af historikerne Hans Kirchhoff og Lone Rünitz forklarer, hvordan Danmarks flygtningepolitik overfor tyske jøderne i 1933-45 var uforandret lige så hård og hjerteløs som vore dages benhårde afvisning af flygtninge fra Irak, Iran osv.:
Det var ikke, fordi tyskerne havde krævet parret udleveret. Tværtimod skulle der overtalelse til fra dansk side. Baggrunden var, at ægteparret havde overtrådt fremmedloven ved et år tidligere at være gået illegalt over grænsen fra Tyskland. I overensstemmelse med gældende praksis blev de prompte udvist og sat om bord på en færge til Polen. Her ville man ikke vide af polske jøder, som hidtil havde haft bopæl i Tyskland, og de blev returneret til Danmark, hvor de sad fængslet i tre måneder, mens myndighederne overvejede næste skridt. Da det ikke lykkedes at få hverken Tyskland eller Polen til at overtage dem, blev de løsladt for at forberede emigration til USA. Et visum lod imidlertid vente på sig, og i maj 1940 blev de på ny fængslet, og forhandlingerne med besættelsesmagten om at få dem sendt til Tyskland gik i gang. To måneder senere indvilgede man fra tysk side i at overtage dem. Efter et fængselsophold i Flensborg blev de sendt til en tvangsarbejdslejr. I 1942 blev de deporteret til Auschwitz, hvor den da 22-årige Ruth Niedrig omkom året efter.
(…)
Imellem de jøder, som under besættelsen søgte ly i Danmark, var to søstre i 50’erne, Dora og Lina Guttmann. De gik illegalt over landegrænsen en aften i august 1942. Umiddelbart efter blev de anholdt af en grænsegendarm, hvorefter de blev sat i arresten for at afvente en afgørelse fra København. Søstrene, som hidtil havde boet i Berlin, havde været på flugt i tre måneder. De forlod hjemmet, dagen før de skulle deporteres til Polen. De havde dels gået, dels kørt med tog og havde om natten sovet i skovene, og nu var de så nået i sikkerhed i Danmark, hvor deres bror boede – troede de. Fire dage senere blev de afleveret til tysk politi.
Det samme gentog sig et par måneder senere, da en ung kvinde, Brandla Wassermann, med tre børn i alderen syv, fem og to år blev sendt retur. Søstrene Guttmann omkom i Baltikum, Brandla Wassermann og de tre børn i Auschwitz. I modsætning til søstrene og familien Wassermann havde de fire polske jøder Szymon Zaitmann, Leon Weitz, Paul Koppel og Stefan Glücksman opholdt sig i Danmark siden 1938/39, da de i januar 1941 »efter forhandling« blev overgivet til Gestapo. Deres brøde bestod i, at de enten var kommet illegalt ind i landet og/eller var subsistensløse, og at det ikke var lykkedes at slippe af med dem til tredjeland. Også de måtte lade livet.
Hvordan SKAL vi forklare en sådan politik?
Link til Hans Kirchhoff og Lone Rünitz’ kronik i Politiken om Danmarks allerede i 30erne ikke særligt medmenneskelige flygtningepolitik. Kirchhoff og Rünitz forklarer i øvrigt, at disse udvisninger ikke skyldtes nogen negativ holdning til jøder – de pågældende blev således udvist, ikke på grund af, men på trods af, at de var jøder. Hvilket de utvivlsomt har sat pris på.