En ung mand stikkes ned med en kniv, og ugerningen fanges på et overvågningskamera, og straks er geskæftige politikere klar med krav om video-overvågning i de store byer og skærpelse af forbudet mod at gå med kniv.
Man glemmer måske i skyndingen, at billederne fra overvågningskameraet hverken forhindrede drabet eller bidrog til politiets efterforskning – eller at det faktisk allerede er forbudt og temmelig strafbart at gå med kniv?
Samtidig er det en smertelig, men uundgåelig erkendelse, at vold og drab altid vil forekomme, hvordan man end vender og drejer det. Politikerne fisker i rørte vande og forsøger gladelig at løse et problem, der ikke kan løses, ved at indføre en overvågning, som formentlig ikke virker – og ved at forbyde noget, som allerede er forbudt.
Panikreaktion – eller ren demagogi?