Danmark mister milliarder på manglen på arbejdskraft, hævder den borgerlige tænketank CEPOS ifølge dagens Politiken:
Fra december 2007 til april 2008 har danske virksomheder forgæves søgt efter nye medarbejdere 39.000 gange.
Det viser en ny rapport om rekruttering, som Rambøll Management har lavet for Arbejdsmarkedsstyrelsen.
På årsbasis betyder det, at Danmarks bruttonationalprodukt (BNP) er væsentligt lavere, end det kunne have været:
»Der er 39.000 ubesatte stillinger. Hvis man forestiller sig, at de job blev besat, ville det øge Danmarks produktion med cirka 20 millarder kroner«, fortæller Mads Lundby Hansen, der er cheføkonom i den liberale tænketank CEPOS.
Ja, og her til morgen holder jeg selv bare fri og spilder tiden med at vaske tøj og læse, hvor jeg i stedet rent faktisk kunne have solgt konsulentydelser eller andet, hvorved jeg, hvis man udstrækker det til hele weekenden, kunne have genereret over 10.000 kroner lukt ned i skattefars for. Og tænk så bare på alle de rare milliarder, danskerne kunne have genereret, mens de sover? Hvor vover regeringen at tillade det?
Spøg til side, så er jeg faktisk ikke helt sikker på, jeg forstår, hvorfor CEPOS og andre liberalister er så ivrige efter at intensivere dansen om guldkalven: Penge, penge, penge, arbejde, arbejde, arbejde … hvad skal vi med alle de penge? Jeg har ikke bemærket, at landet skulle være voldsomt truet af fattigdom, nød eller sult.
Det 19. århundredes tidlige socialister (folk som f.eks. H.G. Wells og Oscar Wilde) drømte om et samfund, hvor teknologien gjorde det muligt at nøjes med at arbejde ganske få timer om dagen, hvorefter resten af tiden kunne bruges til kreative sysler.
Og som motivation? De største bidrag til videnskaben, kulturen og sågar teknologien er altid kommet fra folk, der ikke primært var motiveret af penge. Med tidens formelige forbrugsfest in mente kommer CEPOS-økonomens dystre advarsler snarere til at lyde som en beduin, der beklager sig over den snarlige mangel på sand i Sahara.
Der er andet i livet end penge, og hvis danskerne kunne lære at give afkald på lidt levestandard til gengæld for livskvalitet, ville meget være nået. CEPOS-økonomen Mads Lundby Hansen burde snarere koncentrere sig om selv at lære dét fremfor at bruge sin tid på at heppe på en stadig vildere dans om arbejdsmarkedets guldkalv.