Vidste du det? Alle muligheder for at få retshjælp eller fri proces blev i praksis afskaffet ved en “reform”, der trådte i kraft 1. januar 2007.
Det skriver advokat Kirstine Kryger Dyekjær i en kronik i Jyllands-Posten:
I mange år har man således for ”den lille retshjælp” på 200 kr. kunnet få en times møde med en advokat, hvor man f. eks. kan få rådgivning om separation, forældremyndighed, forsikring mv. For ”den store retshjælp” på 1.115 kr. kunne man få to til tre timers advokathjælp til at løse tvister; f.eks. med en mekaniker, der havde skrevet for stor en regning eller arbejdsgiver, der ikke ville betale løn.
Fri proces skulle advokater søge gratis, og fri proces indebar, at man ikke selv skulle betale noget.
Til sammenligning koster en times hjælp hos en advokat normalt imellem 1.350 og 3.000 kr. + moms …
Man kan efter 1. januar 2007 ikke længere få retshjælp til:
– Sager, der enten er under behandling eller kan behandles hos et offentligt eller offentligt godkendt nævn/råd. Det er f.eks. Forsikringsankenævnet og Statsforvaltningen.
– Klagesager, hvor sagsbehandlingstiden for advokaten overstiger to timer i alt.
I praksis betyder det, at der stort set ikke er noget, man kan få retshjælp til.
Hvad angår fri proces er det lige så slemt:
Før søgte man det lokale statsamt om fri proces, og det var statskassen, der betalte omkostningerne ved en fri processag og dommeren, der bestemte hvor meget advokaten skulle have i salær med mulighed for advokaten for at klage til en højere ret. Havde man en retshjælpsforsikring, skulle forsikringen dække det salær, dommeren bestemte, advokaten skulle have.
Nu har man ændret reglerne, så man ikke skal søge en offentlig myndighed om fri proces, men derimod sit eget forsikringsselskab. Det er også forsikringsselskaberne, der bestemmer, hvad advokaten må få i salær for sagen, og det er forsikringsselskabet, der betaler regningen.
Sagsbehandlingstiden er steget fra to til otte uger til tre til otte måneder. Mange sager skal anlægges straks, og ankesager skal ankes inden fire uger, og det er derfor umuligt at nå at få svar, inden ankefristen udløber, og man må så i givet fald selv betale…
Reglerne har altså betydet en markant forringelse af især svage borgeres adgang til domstolene og en retfærdig rettergang, hvilket er på kant med Danmarks internationale forpligtelser efter Menneskerettighedskonventionen – og det kan undre, at reglerne ikke har fået mere opmærksomhed i pressen.
Og ja, det kán virkelig undre. Det er også meget bemærkelsesværdigt, at “reformen” er kommet efter en indstilling fra Retsplejerådet, hvor man ellers umisforståeligt fastslog: “Adgangen til om nødvendigt at føre retssag ved domstolene er en fundamental menneskeret, og det må sikres, at der ikke er nogen, der af omkostningsmæssige grunde er afskåret fra som sagsøger eller sagsøgt at føre retssager, der er rimelig anledning til at føre”.
Nu har man tværtimod omhyggeligt sikret, at der ikke er nogen, der har mulighed for at søge deres ret ved domstolene, medmindre de fra starten er indstillet på at betale alle omkostningerne selv. Signalet er umisforståeligt: Domstolenes retfærdighed er for dem, der har penge.
Man aner også, at det er mere bekvemt for myndighederne på den måde – man indskrænker besværlige borgeres adgang til at forsvare sig mod overgreb ved domstolene, ligesom man afskaffer deres muligheder for at sæge juridisk bistand. Hvordan man end vender og drejer det, er der tale om en alvorlig indskrænkning af retssikkerheden.
Link.