Kærlighedserklæring til Ørstedsparken

Cand. mag. Mathias Kryger har i Politikens kronik 10. september en smuk kærlighedserklæring til Ørstedsparken som fristed for bøsser:

Jeg kan ikke huske første gang, jeg gik i Ørstedsparken. Men i dag forestiller jeg mig, at jeg har gået langs hegnets yderside og snuset til buskenes fugt og øjnet de mørke skikkelser, der kom og gik fra parkens åbninger. Sådan har jeg måske gjort mange gange, indtil jeg beruset og liderlig har kastet mig ind på stiernes grus, og derfra forgrener historien sig ind i buskadser, blandt bambus og under broer.

Min kortlægning af parken var en kortlægning af kroppe – andres og min egen. Der var mange buske, og de husede mange huler og passager ind til flere træer og pletter…

En kompleksitet, der for mig er vigtig at få frem her, er, at det farlige, det forfaldsromantiske, det uforudsigelige og det voldsomme er en del af forførelsen. At jeg i Ørstedsparken ønskede at se mig selv som en tyvagtig og liderlig sømand – som en Jean Genet, der med livet som indsats erobrer den smukkeste vagabond.

Det er igennem mine oplevelser, gennem udlevelsen af seksuelle fantasier og overskridelsen af egne og samfundets moralafgrænsninger, at jeg kan indeholde kompleksiteten.

I 2001 blev Ørstedsparken studset og buske ryddet for at gøre det sværere for parkens natlige besøgende, en del af en beklagelig “pænliggørelse” af det offentlige rum, jeg selv skrev om helt tilbage i 1997:

I København har mange narkomaner og alkoholikere fået tilhold om ikke at opholde sig på gader og pladser nær deres eget hjem, og byens pladser er gjort åbne i forbindelse med byfornyelsen, så narkomaner og drankere ikke længere kan sidde og »gemme sig«. I Århus har man forsøgt at oprette væresteder uden for centrum, så byen ikke »skæmmes« af sådanne udskud, men indtil videre er det strandet på voldsomme protester fra beboerne i området. Overalt er tendensen den samme: Alle, der giver indtryk af, at der er sociale problemer i de store byer, skal væk – det eneste, vi ikke vil høre om, er, hvordan vi eventuelt kunne løse disse problemer.

Mathias Kryger skriver tilsvarende om buskrydningen i Ørstedsparken:

Hvor det i 1860’erne var politiet, der arresterede de usømmelige og lugede ud i aktiviteterne, var det i 2001 Københavns Kommune, der igennem et konkret fysisk indgreb i parkens strukturering forsøgte at begrænse sexaktiviteterne.

Ser man på dette botaniske (over)greb i en bredere sammenhæng, ligger det fint i tråd med den generelle ’oprydning’ af det offentlige rum, som København har gennemgået de sidste, i hvert fald, 20 år.

De offentlige toiletter er lige så langsomt forsvundet fra byen (skal man i dag besøge et toilet i det offentlige rum, skal det ske på en café, en bar eller i et hermetisk aflukket rumfartøj af et betalingstoilet), og pladser, som Halmtorvet, er gjort præsentable – alt dette i et forsøg på at imødekomme forestillingen om, hvad en betalingsstærk ejerlejligheds-friværdi-borger mener, er den gode by til det gode, rigtige liv.

En erotisk kultur, der kan være svær at forstå for en heteroseksuel som undertegnede men i Mathias Krygers beskrivelse lyder smuk, er ved at forsvinde ud af det offentlige rum, offer for voksende pænhed og voldelige overgreb. Og det er sgu da synd, et eller andet sted.

Link: Ørstedsparken; en kærlighedserklæring