Hvor hårdt kæmpede Jyllands-Posten for ytringsfriheden, før den blev ytringsfrihedens forkæmper?
Som forfatter og mangeårig JP-medarbejder Flemming Chr. Nielsen skriver i et åbent brev til Kurt Westergaard, kæmpede den i hvert fald ikke særligt hårdt for Kurt Westergaards ytringsfrihed:
I de år, hvor jeg var din kollega på Jyllands-Posten, kendte jeg dig som en fremragende tegner. Du tegnede de yndigste og dejligste forårspiger, florlette og lige til at kramme, og i ren fryd og forelskelse udstyrede du dem med tre eller fire yppige bryster. Du tegnede præsident Clinton som sexual maniac med stor cigar, og du gengav præsident Bush den Første i kalveknæet attitude og med rygende revolvere på den store prærie, der hedder Jorden.
Men de tegninger gjorde dig sandelig ikke til ytringsfrihedens symbol, for offentligheden fik dem aldrig at se. Du kom slukøret ud fra chefredaktørens kontor, for selvfølgelig måtte nervøse redaktionssekretærer sikre sig, at den slags nu gik an, og før de blev trykt, skulle dine tegninger derfor en tur rundt om Det Højeste Kontor, hvor du blev kaldt til orden.
Den censur sad vi på dit kontor og morede os over. Og i et par uger holdt du dig til karikaturer af dem, Jyllands-Posten ikke leger med, men så tog Fanden og din utæmmelige fantasi ved dig igen: Du tegnede flere af de piger, Picasso ville have elsket. Og Jyllands-Postens foretrukne politikere og statsmænd blev igen udsat for din dæmoniske tuschpen.
Ny akut opstandelse og truende krav om kun at tegne, hvad Jyllands-Posten vil have. Men selvfølgelig kunne censuren svigte, og da kunne vi sidst på aftenen opleve en årvågen redaktionschef styrte ud i trykkerihallen og desperat råbe: ”Stop pressen!” Altid reagerede du med det frække glimt i øjnene, som er liv og åndedræt for en bladtegner af dit format, en anarkist og dissident i det overdimensionerede parcelhus, som er Jyllands-Postens domicil i Viby J. Den mest censurerede tegner i dansk dagspresse.
Ikke alene respekterede Jyllands-Posten som arbejdsgiver ikke Kurt Westergaards ytringsfrihed, den forsøgte endda på et tidspunkt og i strid med alle regler at tvinge Westergaard på “frivillig efterløn”:
Da fik de en frihedskæmper at se. Du afviste alle krav. Du forlod dit tomme kontor og drog i eksil i bladhusets kælder. Man jager ikke en tegner som dig på porten. Du tegner, til du segner. Og du frydede dig dagligt over, at du havde besat din arbejdsplads.
Dengang burde Dansk Journalistforbund have bespist dig på Prytaneion, for du blev i din kælder, indtil Jyllands-Posten kapitulerede og erkendte, at man ikke med loven i hånd kunne beordre dig på efterløn.
Gad vide, om der er nogen ovre på Jyllands-Posten, der stadig ved, hvordan man staver til “hykleri”?
Link: Da Jyllands-Posten regelmæssigt krænkede Kurt Westergaards ytringsfrihed
Ja, hvor meget er ytringsfriheden værd, hvis den ikke gælder for såvel Loke som Thor?
Nemlig -- og hvor meget er friheden til at “håne, spotte og latterliggøre” værd, hvis den egentlig kun er friheden til at håne, spotte og latterliggøre dem, vi ikke kan lide …
Den er lidt søgt, Agger: Dels har JP ret til at have en politisk linie, som medarbejderne forventes at følge (det er heller ikke censur, hvis Politiken mener, at en tegner som hylder Pia K. og Anders Fogh og nedgør Margrethe Vestager bør finde andre græsgange)
Dels er der ikke en udbredt frygt blandt tegnere for at afbilde f.eks. George Bush I-II som dumme gunslingers. At der derimod er frygt blandt tegnere, forfattere og forlæggere for at beskæftige sig med ‘noget med islam’, det kan vi se af andre sager. Og det var jo netop JPs argument for at offentliggøre tegningerne.
Det kan da godt være, at JP er hyklere, som hellere vil kritisere muslimske yhyrligheder end andre, men denne sag påviser det bare ikke.