Engelbreth har historien, her ganske kort:
Forfatteren Hans Kragh-Jacobsen vandt i foråret KODAs Spil Dansk Dagens tekst-konkurrence 2008 med den samfundskritiske sangtekst: “Det land der rummer alle jordens farver”. Siden fortsatte konkurrencen så om at skrive den bedste melodi til vindersangen, ligesom der skulle kåres to øvrige vindersange (’Årets Danske Børnesang’ og ‘Årets Danske Sang med frit valg af tekst’), og forfatteren fik stillet i udsigt, at alle tre vindersange til sidst ville blive opført i radioen på Spil Dansk Dagen den 30. oktober.
Sådan skulle det imidlertid ikke gå, for DR har nemlig overraskende besluttet, at kun to af de tre vindersange skal i radioen – Hans Kragh-Jacobsens sang er blevet fravalgt, for det hedder nu, at der kun er “plads” til to sange.
Censur?
Det er jo pudsigt, at den sang der ikke er plads til, liiige præcis er den sang, hvis indhold er egnet til at bringe Dansk Folkeparti i harnisk. Faktisk er det mere end pudsigt: Det er et signal om, at fremover ønsker DR kun “pæne” sange uden samfundskritisk slagside, og frem for alt uden slagside mod den racisme, der ellers fejer hen over landet som en pestånde fra Dansk Folkepartis gulnede tænder.
Jeg har derfor sendt følgende klage til DRs lytter- og seerredaktør Jacob Mollerup:
KLAGE OVER URIMELIG BEHANDLING AF VINDERSANG
Jeg vil gerne udbede mig en forklaring på, at Hans Kragh-Jacobsens sang “Det land der rummer alle jordens farver” ikke må spilles i DR på SPIL DANSK-dagen 30. oktober.I forbindelse med udskrivelsen af konkurrencen lå det i kortene, at Kragh-Jacobsens sang ville blive spillet i radioen sammen med vinderne af de to øvrige konkurrencer, “Årets Danske Børnesang” og “Årets Danske Sang med frit valg af tekst”.
Pludselig viser det sig imidlertid, at der ikke er “plads” til Kragh-Jacobsens sang på den dag. Kunne de skyldes, at sangen indeholder et samfundskritisk element, der kunne tænkes at få folk fra Dansk Folkeparti op af stolen?
Men en vinder er stadig en vinder. DR ændrer her konkurrencens spilleregler med tilbagevirkende kraft for at tækkes bestemte politiske kræfter, og det tjener bestemt ikke institutionen til ære.
med venlig hilsen …
DU kan også klage – skriv et læserbrev til din foretrukne avis, eller klag direkte til Mollerup på hans adresse jmol@dr.dk.
Hvis regeringen og Dansk Folkeparti virkelig skal have held til at indføre åbenlys (selv-?) censur af DR, så lad det i det mindste ikke gå upåtalt hen.
Link: DR og KODA censurerer samfundskritisk fædrelandssang
Discover more from Modpress
Subscribe to get the latest posts sent to your email.
Det er vel ikke sikkert, at censuren er politisk motiveret. Økonomien i at have lyttere, der gider høre ens udsendelser, skal man ikke underkende.
Hvis nogle lyttere zapper videre på baggrund af udsendelsernes politiske indhold, er det ikke på grund af DRs eventuelle politiske holdninger, men lytternes egne. Det er slet ikke sikkert, at DR ønsker at bortcensurere sangen, fordi DR selv ønsker at forhindre indholdets udbredelse, men fordi de som enhver anden radiostation må tilgodese markedet.
Det er jeg slet ikke sikker på, du har ret i. Hvis en sådan sang er kontroversiel, vil folk tale om den, og så er der endnu flere, der gerne vil høre den, og så får DR flere lyttere… behøver jeg nævne navnet “Natasja” for at belægge mine ord? 🙂
I alle tilfælde skulle netop DR jo heller ikke behøve ligge under for snævre økonomiske hensyn -- de har jo ingen annoncører at tage hensyn til.
I øvrigt får vi jo se, hvad DR og KODA svarer på kritikken (hvis de ikke svarer, er det også en slags svar).
DR har ikke annoncører at tage hensyn til, men størrelsen af lytterfladen i den populære genre er trods alt afgørende for, om DR kan få midler.
Natasja var populær selv blandt mange af hendes modstandere. Og alt andet lige, så er hun jo ikke blevet udsat for censur trods sine anti-DF synspunkter, sådan som vindersangen måske er blevet, så lige netop Natasjas popularitet hos DR støtter vel nærmest argumentet mod censur på grund af politiske holdninger.
… hvis beslutningen ikke er politisk motiveret, er det pudsigt, at det netop er den kritiske sang, det går ud over.
Kan man forestille sig et mønster af “ikke politisk motiverede” beslutninger om at fjerne netop de ting, der stikker lidt ud og (især) er kritiske? Lidt ligesom medierne i Rusland af helt upolitiske grunde undlader at kritisere Putin?
[Grunden til, at de russiske medier ikke kritiserer Putin, er ifølge Anna Politovskaja vitterlig helt upolitisk: En journalist, der gør, mister hurtigt sit job og kan ikke få et nyt -- i hvert fald ikke til samme løn.]
Der var ikke “plads” til tre sange, kun til to?
omglolz. Det er den dårligste undskyldning jeg har hørt længe…der er kun 24 timer om dagen, så klart, der ikke er plads til en 3 minutter sang mere…
Agger har ret, det er politisk censur. Hvis Spil Dansk fætrene havde tænkt sig, at sangene skulle være apolitiske, så skulle de have skrevet det på forhånd. Men det ville jo have været temmeligt udansk.