Lad det være sagt med det samme og på forhånd: Holocaust-benægterne har ikke en sag. Holocaust er én af det 20. århundredes bedst og grundigst dokumenterede begivenheder, og for at benægte det skal man enten være meget uvidende, have store ideologiske skyklapper på eller have et ganske bestemt ideologisk sigte. Men når det er sagt, er det stadig en ret tåbelig idé at ville lovgive om, hvilke historiske teorier eller påstande, der kan fremsættes.
Lad os hellere tage debatten for åben pande og med udgangspunkt i empiriske fakta, som i tilfældet med Holocaust ikke er svært tilgængelige.
Timothy Garton Ash påpeger absurditeten i en kommentar i dagens Guardian:
More and more countries have laws saying you must remember and describe this or that historical event in a certain way, sometimes on pain of criminal prosecution if you give the wrong answer. What the wrong answer is depends on where you are. In Switzerland, you get prosecuted for saying that the terrible thing that happened to the Armenians in the last years of the Ottoman empire was not a genocide. In Turkey, you get prosecuted for saying it was. What is state-ordained truth in the Alps is state-ordained falsehood in Anatolia.
This week a group of historians and writers, of whom I am one, has pushed back against this dangerous nonsense. In what is being called the “Appel de Blois”, published in Le Monde last weekend, we maintain that in a free country “it is not the business of any political authority to define historical truth and to restrict the liberty of the historian by penal sanctions”. And we argue against the accumulation of so-called “memory laws”. First signatories include historians such as Eric Hobsbawm, Jacques Le Goff and Heinrich August Winkler. It’s no accident that this appeal originated in France, which has the most intense and tortuous recent experience with memory laws and prosecutions. It began uncontroversially in 1990, when denial of the Nazi Holocaust of the European Jews, along with other crimes against humanity defined by the 1945 Nuremberg tribunal, was made punishable by law in France – as it is in several other European countries. In 1995, the historian Bernard Lewis was convicted by a French court for arguing that, on the available evidence, what happened to the Armenians might not correctly be described as genocide according to the definition in international law.
A further law, passed in 2001, says the French Republic recognises slavery as a crime against humanity, and this must be given its “consequential place” in teaching and research. A group representing some overseas French citizens subsequently brought a case against the author of a study of the African slave trade, Olivier Pétré-Grenouilleau, on the charge of “denial of a crime against humanity”. Meanwhile, yet another law was passed, from a very different point of view, prescribing that school curricula should recognise the “positive role” played by the French presence overseas, “especially in North Africa”.
Mine fremhævelser. I forlængelse af et argument oprindelig fremført af den borgerlige, liberale tænker John Stuart Mill i hans uomgængelige On Liberty: Hvis det ikke er tilladt at argumentere imod sandheden, mister den sin værdi og bliver et arbitrært diktat.
Hvis det ikke er tilladt at forsøge at finde alternative forklaringer på bestemte historiske begivenheder, mister disse begivenheder i sidste ende deres sandhed. Og de empiriske data om Holocaust klarer sig, skulle jeg hilse og sige, særdeles godt mod Holocaust-benægternes usandsynlige og søgte konspirationsteorier. Men hvis nogen mener at kunne argumentere for noget andet, skal vi da have lov til at høre argumenterne, før vi eventuelt skyder dem ned.
Som eksemplet med Bernard Lewis (som jeg ellers ikke er nogen stor fan af) viser, kan det meget hurtigt ende med at blive en ubehagelig glidebane.
Som Garton Ash spørger:
This kind of nonsense is all the more dangerous when it comes wearing the mask of virtue. A perfect example is the recent attempt to enforce limits to the interpretation of history across the whole EU in the name of “combating racism and xenophobia”. A proposed “framework decision” of the justice and home affairs council of the EU, initiated by the German justice minister Brigitte Zypries, suggests that in all EU member states “publicly condoning, denying or grossly trivialising crimes of genocide, crimes against humanity and war crimes” should be “punishable by criminal penalties of a maximum of at least between one and three years imprisonment”.
Who will decide what historical events count as genocide, crimes against humanity or war crimes, and what constitutes “grossly trivialising” them?
Ytrings- og forskningsfriheden må i hvert fald og altid omfatte friheden til at rejse historiske spørgsmål og forsøge at belyse dem empirisk, uanset hvor “politisk korrekt” resultatet må være eller ej. Om ikke andet, fordi denne politiske korrekthed er en vejrhane, der skifter med det politiske klima – men mest af alt, fordi indstiftelsen af en officiel historisk sandhed, der ikke må modsiges, ganske enkelt reducerer den historiske forskning til pjat og tidsspilde.
Og hermed mister de begivenheder, hvis betydning disse velmente men tåbelige love forsøger at beskytte, netop dette: Deres betydning.
Link: The freedom of historical debate is under attack by the memory police
Ja, i princippet er jeg enig. Men der et særligt problem med de visse konspirationsteorier, som i mine øjne burde give dem et stort, rødt stempel med teksten: “MÅ IKKE BERØRES”.
Problemet er, at konspirationsteoretikerne (selvfølgelig) har studeret emnerne noget nærmere end den gennemsnitlige person, og uanset at de tager godt og grundigt fejl, så har de stadig set flere detaljer, end lægmand kan formodes at vide det mindste om. For ikke at blive overbevist af argumenterne fra f.eks. holocaustbenægterne eller 9/11-sammensværgelsesteoretikerne skal man enten have en stor portion reel viden om emnet, eller også skal man kunne genkende den særlige “klang”, som en konspirationsteori har.
Holocaustbenægterne kan for eksempel finde på at spørge, hvorfor det nu lige er, at tøjet blev udsat for langt større gaskoncentrationer end menneskene, og derpå benytte det som argument for, at det jo nok var fordi man ikke ønskede at dræbe menneskene. Lægmand kan ikke forventes at vide, at forklaringen på dét spørgsmål er, at det kræver mere gas at dræbe eventuelt utøj i beklædningsgenstandene. De kan også spørge, hvorfor gasnings-personalet ikke var specielt godt beskyttet mod en gas, som vel måtte være farlig, hvis det var meningen, at den skulle være dræbende for mennesker. Ikke alle og enhver er klar over, at man benyttede andre fanger til at udføre den slags opgaver. Når holocaustbenægterne eller andre konspirationsteoretikere kan præsentere en lang række af disse “mærkelige” ting, kræver det sin mand at kunne gendrive dem.
Konspirationsteoretikerne er tåben, der kan spørge om mere, end ti viise kan svare på, og hvis de kan slippe afsted med en diskurs, hvor demonstrationen af usikkerhed betyder et tabt argument, kan de overbevise folk.
Men løsningen på det spørgsmål er at oplyse folk bedre, ikke at forbyde folk at fremsætte forskellige teorier.
Jeg mener: Jeg har gentagne gange skrevet om 9/11-konspirationsteorier -- jeg mener, de er skadeligt sludder, som undergraver troværdigheden hos alle, der rører dem med en ildtang.
De er også ret lette at dekonstruere, hvis man holder sig til de empiriske data, og hvis man observerer, at mange af deres argumenter er “det kan jo ikke passe”-argumenter, som altid kan konstrueres post factum og bruges til at modargumentere fakta: Som John Cleese observerede fornylig, Monty Python kunne have skrevet manuskriptet til Sarah Palins kandidatur -- lad os se, her har vi en 72-årig halvsenil gammel kræftpatient, der står som arvtager efter otte års fallitbo, mod en dynamisk ung topstudent fra Harvard -- hvem skal være hans partner? Oh well, en bibeltro kreationistisk hockey mum fra Alaska, der har pålagt voldtægtsofre at betale for deres egen lægeundersøgelser og tror, hun kan se til Rusland.
Problemet med konspirationsteoretikerne er, at de bruger denne form for “det kan ikke passe”-argumenter til at bevise, at Sarah Palin ikke eksisterer. Og på den måde er de ret lette at spotte.
Løsningen på problemet med konspirationsteorier som kreationisme, 9/11, Holocaust-benægtelse osv er mao at lære folk at spotte dem, ikke at forbyde konspirationsteorierne.
Jeg er desværre mindre optimistisk overfor værdien af uddannelse -- sådan forstået, at for det første er ikke alle mennesker lige kvikke, og for det andet kan tåberne sagtens finde nye emner at spørge om. Jeg mener: Hvorfor skal man dog lære om gaskoncentrationen i barak 4 i en koncentrationslejr, eller om smeltetemperaturen af stålkonstruktionen i World Trade Center, hvis ikke man reelt er interesseret, og den eneste grund er at undgå at blive overbevist af tåberne?
Selv på mere generelt plan er det at spotte en konspirationsteori ikke ligetil for alle; Torben Sangild efterlyste på et tidspunkt hjælp, fordi hans blog blev overrendt af sådan nogen, for selv om han godt kunne se, at de tog fejl, overså han muligheden for at afvise dem med en kold henvisning til konspirationsteoriers generelle og genkendelige form. Det er da ærgerligt, at folk skal lære om konspirationsteoriers udformning, når nu der er så mange andre og mere konstruktive ting at lære noget om.
Vi to (og Torben) har universitetsuddannelser bag os, og er nok også blandt der skarpere knive i skuffen, men de fleste mennesker er altså knap så uddannelses- og vidensmæssigt stærke. For disse mennesker må det bero på at afgøre, hvem der virker mest troværdig, og her giver det sjældent points at sidde med den kedelige udgave af historien.
Læg oveni, at det også er konspirationsteoretikerne, der har en motivation for at finde frem til deres ønskede resultater, mens deres faglige modstandere sjældent er interesserede i diskussionen til at begynde med, fordi den helt grundlæggende er ufaglig.
En del af ansvaret ligger hos de, der låner taletid til tåberne, men nogen af konspirationsteoretikerne har desværre også råd til både at købe og holde deres egne mikrofoner.
Jamen, du har da ret i mange af de betragtninger. Jeg tror desværre ikke, et forbud er løsningen.
Det vil også altid ramme arbitrært. Vi ved, hvad vi mener om 9/11. David Gress skrev for nylig en kronik, hvor han gjorde sig til talsmand for revisionismen i nyere spansk historieskrivning, og afviste altså frankisternes udrensninger efter den spanske borgerkrigs afslutning som overdrevne, idet han lagde sig efter den tidligere (og straffede) marxistiske terrorist og nuværende højre-agitator Pío Moas teorier.
Ugen efter fik Gress stygge metaforiske tæsk af historikeren Morten Heiberg. Folk, der som Gress vildleder om historien, er irriterende og kan gøre skade, men hvad lukker vi ikke op for ved at forbyde dem?
Tag det armenske folkedrab. Skal vi følge Schweiz’ eksempel og gøre det ulovligt at omtale som “ikke et folkedrab”? Eller skal vi følge det tyrkiske og gøre det ulovligt at omtale det som et? Problemet er, at hvis vi afkobler en sådan lovgivning fra diskussionen af de empiriske fakta, hører al historieskrivning op.
Garton Ash skriver, hvilket jeg selvfølgelig formoder, du allerede har læst:
“I believe it is very important that nations, states, peoples and other groups (not to mention individuals) should face up, solemnly and publicly, to the bad things done by them or in their name. The West German leader Willy Brandt falling silently to his knees in Warsaw before a monument to the victims and heroes of the Warsaw Ghetto is, for me, one of the noblest images of postwar European history. For people to face up to these things, they have to know about them in the first place. So these subjects must be taught in schools as well as publicly commemorated. But before they are taught, they must be researched. The evidence must be uncovered, checked and sifted, and various possible interpretations tested against it.
It’s this process of historical research and debate that requires complete freedom -- subject only to tightly drawn laws of libel and slander, designed to protect living persons but not governments, states or national pride (as in the notorious article 301 of the Turkish penal code). The historian’s equivalent of a natural scientist’s experiment is to test the evidence against all possible hypotheses, however extreme, and then submit what seems to him or her the most convincing interpretation for criticism by professional colleagues and for public debate. This is how we get as near as one ever can to truth about the past.”
Og denne irriterende langsommelige metode er så nok den eneste rigtige måde at komme også konspirationsteorierne til livs.