Luk Lejren: Baggrund for aktionen

Jeg har tidligere skrevet lidt om, hvad der er ved forholdene i bl.a. Sandholm, der får mig til at støtte aktionen “Luk Lejren“.

Forholdene beskrives også malende i denne artikel, der fokuserer på vilkårene for homoseksuelle flygtninge:

»Krydsende kampvogne 150-200 meter« står der på et skilt på vejen foran indkørslen til asylcenteret Sandholm, lige efter busstopstedet. Mellem Allerød og Hørsholm ligger de gule og sorte barakker i naturskønne omgivelser, omkranset af Udlændingeservice og militært øvelsesområde.
Her hersker lov, orden og ID parallelt med voldtægt, chikane og usynlighed…

En ramponeret barak, der sender tankerne tilbage til halvfjerdsernes midlertidige sociale boligbyggeri, markerer, at vi er nået til udkanten af lejren. Bag os ligger de nybyggede familie-huse, en slags moderne mini-rækkehuse i Avedøre Stationsby-stilen. Barakken foran os, »i lejrens sociale og fysiske periferi,« som Mads Ted Drud-Jensen og Sune Prahl Knudsen betegner det, er forbeholdt enlige asylansøgere. Her bliver de indkvarteret på 20 kvadratmeters værelser til fire personer.

Ingeborg Gimbel fra “Bedsteforældre for asyl” forklarer i et langt, rystende debatindlæg på Modkraft, der forhåbentlig bliver distribueret vidt og bredt som opråb, hvorfor hun støtter “Luk Lejren“:

Hvorfor skal portene til Sandholm være lukkede og videoovervågede? Det er ikke kriminelle mennesker, der bor i lejren! I Røde Kors (RK) lejrene i Kongelunden og Aunstrup her på Sjælland kan man frit gå ind og ud!

Hvorfor skal man have besøgstilladelse for at måtte komme ind til personer eller familier i Sandholm?

Hvorfor flyttes familier rundt i årevis fra RK lejr til RK lejr, når man ved at dette er med til at stresse og traumatisere i forvejen udsatte voksne og børn?

Hvorfor siger fastansatte RK medarbejdere, at de ikke kender familier og personer i Sandholm, når vi, der står udenfor, har set de samme mennesker i over et år?

Hvorfor skal psykisk dårlige flygtninge vente, nogle i over et år, på at få den nødvendige læge- eller psykiaterhjælp?

Hvorfor skal der i nogen tilfælde danske støttepersoner til at sætte gang i procedurerne? Hvorfor forhales tiden så folk bliver mere syge inden hjælpen kan fås?

Hvorfor er det ikke muligt at beboerne, som den allermest fundamentale beskæftigelse, kan lave deres egen mad eller i det mindste hjælpe til i RK køkkenet?

Hvorfor er der ikke en systematisk indsamlet viden om og oversigt over asylbørnenes skolegang , en ret børnene har i flg. FN’s børnekonvention, som Danmark har ratificeret?

Hvorfor bor enlige flygtninge, især mænd, flere sammen i samme soverum uden chancer for at kunne være alene indendørs?

Hvordan kan RK’s Generalsekretær Anders Ladekarl udtale i Deadline, at man gang på gang har gjort opmærksom på i pressen, at mere end et år i en lukket lejr er psykisk skadeligt? Det må have stået med meget små bogstaver i perifere aviser!

Hvis RK, som Anders Ladekarl siger, ikke tjener én krone ved at være ansvarlig for RK lejrene, så er man vel netop ikke betalt for at tie om de menneskelige tragedier, man er vidne til, og som man er medvirkende til at forværre!

Gimbel konkluderer: “Kære Røde Kors! Træd dog i karakter, som I gør det i udlandet og luk Sandholm ned og meld fra!”

Men, vil nogen spørge: Hvorfor så drastiske midler? Hvorfor civil ulydighed og lovbrud? Hvorfor kræve, at Sandholm bliver lukket og folk derude bliver sluppet ud i samfundet på lige vilkår? Hvorfor ikke bare demonstrere inde foran Christiansborg, som Luk Lejren jo også har gjort?

Jeg skrev lidt om det i en kommentar hos Amila, men vil gerne gentage det her:

Aktionsformen og retorikken kan virke skræmmende og drastisk, men jeg tror desværre, det er det, der skal til.

Måske aktionen med fordel kunne have kaldt sig selv “Åbn Lejren” fremfor “Luk Lejren”, eftersom det lyder mere positivt og i virkeligheden kommer ud på det samme. Men det er en detalje.

For en fredelig demonstration inde på Christiansborg er at sige til regeringen og Dansk Folkeparti: “Vil I ikke nok være søde at behandle disse mennesker ordentligt”.

Civil ulydighed ved Sandholm er at sige: “Vi vil ikke finde os i det mere, og hvis I ikke holder op, er vi parat til at løbe en personlig risiko for at stoppe det.” Ligesom aktionerne mod Lufthansa i protest mod Lufthansas medvirken i udvisningssager.

En fredelig demonstration på Christiansborg hjælper ikke, og næppe nogen hører om det. Civil ulydighed kan flytte dagsordenen og måske ligefrem tvinge politikerne til at bringe forholdene i orden. Jeg tror ikke, det lige nu kan gøres uden det element af “vi finder os ikke i det”, der ligger i muligheden for civil ulydighed.

Og det er jo dertil, racismen i Danmark er kommet: Tiden for at spørge pænt, om myndighederne ikke nok vil behandle disse mennesker ordentligt, er forbi. Tiden er kommet for at markere, at vi ikke finder os i det mere. Derfor håber jeg, det på lørdag vil lykkes at Lukke Lejren.