Month: October 2008

Luk Lejren: Politikere på starthjælp

Pressemeddelelse fra Luk Lejren:

Når Luk Lejren-aktivister onsdag morgen kl. otte uddeler gavekurve til folketingspolitikerne indeholdende, hvad en starthjælpsmodtager lever for om dagen, er det for at hjælpe politikerne ud af starthullerne.

Ifølge Luk Lejren er det en grov misforståelse at den såkaldte Starthjælp er en hjælp. Den er tværtimod endnu et racistisk element i den danske lovgivning, og det kræver Luk Lejren, at der laves om på.

Pil Christensen, talsperson for Luk Lejren siger:

“Starthjælpen er ligesom dansktest, asyllejre og administrative udvisninger med til at forskelsbehandle borgere på baggrund, af hvor de kommer fra, og det mener vi er racisme.”

Hun fortsætter:

“Det, at borgere på starthjælp må leve for halvdelen af, hvad en kontanthjælpsmodtager lever for, er en grov forskelsbehandling. Derfor er Starthjælpen IKKE en hjælp. Som borgere i Danmark kræver vi, at vores politikere skaber lige rettigheder for alle uanset hvor vi er født, og derfor har vi alle krav på den samme minimumsydelse.”

Luk Lejren er et bredt initiativ af forskellige borgere, som kæmper for at asylansøgere får de samme rettigheder som andre borgere.

“Det er oplagt for os også at kritisere den tydelige forskelsbehandling som Starthjælpen er. Den danske stat skaber med denne forskelsbehandling andenrangsborgere. Derfor er starthjælpen endnu et tydeligt eksempel på den racisme, som Luk Lejren kæmper imod.”

Luk Lejren er et bredt initiativ, som er starten for at bekæmpe den racisme som er i det danske samfund. I den anledning indkalder Luk Lejren den 25. Oktober til en stor civil ulydighedsaktion med det formål at lukke Sandholmlejren.

Læs også:
• Luk Lejren lukker ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration
• Luk Lejren: Røde Kors hvidvasker asylpolitik
• Luk Lejren: Sandholm er en skamplet
• Modkraft: Debatforum om Luk Lejren
• Rune Engelbreth: Derfor støtter jeg ‘Luk Lejren’

Åbenlys racisme bag dansk visumpraksis

Steen Pedersen, der har boet i Østafrika i mange år, beskriver i en kronik i Politiken nogle oplevelser med de danske visumregler for afrikanere:

En af mine nære danske venner var for et par år siden på ferie i Kenya og Tanzania, hvor han havde en rigtig god tur og blev godt modtaget.

Han fik ved ankomsten, som en hvilken som helst anden dansk statsborger, der kommer til Nairobis lufthavn i Kenya eller Kilimanjarolufthavnen i Tanzania, et turistvisum for fire uger udstedt på stedet på nogle få minutter.

Under sin rejse lærte han nogle mennesker at kende, som han besøgte. Han havde derfor i år sammen med sin kone inviteret en kenyansk bekendt fra ferieturen på besøg i Danmark tre uger i efterårsferien.

Hun søgte om et tre ugers turistvisum til Danmark. Ved aflevering af visumansøgningen til den danske repræsentation fik hun at vide, at behandlingstiden ville være syv – ni uger. Derfor søgte hun om visum i god tid, nemlig 1. juli, med ansøgning om at lande i Danmark 4. oktober. Det viste sig at vare noget længere, da hun først fik svar på visumansøgningen 7. oktober.

Visumansøgningen blev afslået via de danske myndigheder, fordi hun som kenyansk statsborger ikke var berettiget til et turistvisum til Danmark med begrundelsen, at »du har oplyst, at du ønsker at besøge din herboende ven. Du er således ikke omfattet af den persongruppe af statsborgere i Kenya, der efter praksis som udgangspunkt meddeles visum til Danmark«…

Så kan vi som almindelige borgere i Danmark spørge os selv: Hvad nu, hvis landene ude i verden begynder at indføre de samme visumregler, som Danmark gør over for disse landes borgere, hvordan bliver det så som rejseglad dansker at være turist i Afrika, Østen og Sydamerika, hvor mange af os gerne tager hen?

Én ting står i hvert fald fast: Så længe vi ikke protesterer, men finder os i den racisme, der praktiseres i vores navn,  har vi ikke fortjent andet, end at landene i Afrika, Asien og Sydamerika indfører samme slags regler for danske statsborgere.

Og det er også på vej, som Steen Pedersen bemærker andetsteds i sin kronik, hvor han fortæller om reaktionen, da han rykker for en forlængelse af sit visum til Kenya:

Jeg blev sendt ind til en anden myndig og kompetent dame højere oppe i systemet og blev spurgt, hvorfor jeg brokkede mig. Jeg svarede forsigtigt, at det jo normalt kun tog en halv dag, og jeg var kun i Nairobi for at få visum og havde udgifter til ophold etc. Hun, en dame på min egen alder, så hvast på mig og sagde: »Hvor er det du kommer fra? Danmark ikke?« Det kunne jeg jo ikke benægte, hvorefter hun sagde: »Selv om du giftede dig med mig, ville jeg jo ikke engang få lov at komme med dig til Danmark i et år, så hvad er det du beklager dig over?«

Danmark er under en udlændingelov instigeret af Dansk Folkeparti ved at blive kendt ude i verden som et ynkeligt, lille apartheid-land. Velbekomme! Og måtte Luk Lejren-projektet have held i sin bestræbelse på at vippe hele denne institutionelle racisme af pinden.

Link: Når det er danskeren, der er udlænding

Luk Lejren: Røde Kors hvidvasker asylpolitik

Nedenstående indlæg stod i dag at læse på Politikens debatsider:

I SANDHOLMLEJREN lever mennesker under vilkår, som det giver kuldegysninger at tænke på, i venteposition uden adgang til selv at lave mad, uden noget at lave, med pligt til at melde sig to gange om ugen, bag pigtråd, på sovesale.

Det er sådan noget, som de fleste af de mennesker, som støtter regeringens udlændinge- og asylpolitik, nok helst ikke vil vide. Da en større undersøgelse for et år siden satte fokus på børns vilkår i asylcentrene, afviste Søren Krarup det som ‘følelsesporno’.

NÅR FORHOLDENE i asylcentrene kritiseres, kan regeringen og Dansk Folkeparti og myndighederne i al almindelighed henvise til, at centrene jo drives af Røde Kors, hvis gode ry alle kender. Der er altså ikke noget at komme efter.

Men ved at drive centrene kommer Dansk Røde Kors til at stå som garant, som blåt stempel på og hvidvasker af en asylpolitik, som knækker og traumatiserer folk ved års uvished og opbevaring i lejrenes limbo.

Et første skridt kunne altså være at bevæge Røde Kors til at sige fra, til at nægte at udfylde denne rolle og selv forlange, at forholdene blev bedre. Og det er netop, hvad aktionsgruppen Luk Lejren kræver.

Men hvad er alternativet? Hvor skal flygtningene så være? Lejrens ‘lukning’ behøvede strengt taget ikke engang at betyde, at den fysisk blev flyttet: Afskaf meldepligten, tag pigtråden ned, gør det åbent, giv folk eget værelse og lejligheder, giv dem lov til at arbejde og integrere sig i samfundet …

Pointen er, at det ikke er svært at forestille sig måder at gøre tingene bedre på. Det er svært at forestille sig måder at gøre tingene værre på. Og hvis vi gerne vil sidde stille og lade det ske, så sker det i vores navn og på vores ansvar.

DERFOR STØTTER jeg Luk Lejren – fordi vi ikke kan være Sandholmlejren bekendt, og fordi vi ikke kan tillade regeringen at fortsætte med at byde mennesker de vilkår.

Der er, som den opmærksomme læser sikkert vil have bemærket, tale om en forkortet udgave af indlægget “Luk Lejren” på hovedsiden. Min eneste anke over den udgave, der er bragt i Politiken, er rent typografisk: De to ord, der herover er fremhævet med fed, var i det oplæg, Politiken fik tilsendt, markeret med *stjerner*, og det fik Politikens typografer konverteret til ‘anførselstegn’ i stedet for kursiv, som meningen selvfølgelig var.

Men det er nu en mindre anke – hovedsagen er naturligvis, om budskabet kommer igennem. Og det synes jeg faktisk, det gør, typografiske knuder eller ej.

Læs også:
• Røde Kors demaskeret
• 200 præster vil lukke Sandholm

Nasers hemmelige lege

Naser Khader er blevet optaget i et “hemmeligt netværk af islamismekritikere”, skriver Jyllands-Posten under overskriften “Khaders hemmelige loge“:

I dybeste hemmelighed mødes de på et vinslot i Frankrig. Bænket om bordet er en række internationale kritikere af islamisme. Emnet, der diskuteres, er netop den politiske islams globale fremmarch, og med om bordet sidder den danske politiker Naser Khader.

Hvem de øvrige personer er, ønsker Khader ikke at røbe. I det hemmelige netværk røber man ikke hinandens identitet…

Lad mig lige forstå det ret: Manden er optaget i et hemmeligt selskab, og det første, han gør, er  at udsende en pressemeddelelse. Hvad siger det om Naser Khader? Hvor stor en nar kan man egentlig blive?

Update, 21.10:
Denne lille bemærkning kan i dag læses i JP, under Kort Sagt.

Overvågning: Staten arkiverer alle offentligt tilgængelige data på danske hjemmesider (opdateret)

Update: Politikens netudgave har så vidt jeg kan se givet oplysningerne i metroXpress’ artikel en ekstra tand, som det fremgår af nedenstående. Det, som arkiveres er alle offentligt tilgængelige oplysninger, og bibliotekerne får om nødvendigt deres egen profil, hvis det er nødvendigt for at kunne se disse. Pinligt, pinligt  :-). Læs kommentarerne for nærmere info.

Update, II, kl. 12.09: Jeg har kontaktet MetroXpress’ journalist Niels Thimmer, der svarer:

Selv om jeg skriftligt i går fik artiklen godkendt af Eva Fønss-Jørgensen,
så er det ikke korrekt, at private oplysninger høstes.

Vi har rettet artiklen på nettet:

http://www.metroxpress.dk/dk/article/2008/10/17/07/1949-83/index.xml

MetroXpress’ artikel har nu fået tilføjet følgende, som ikke stod der i første omgang: Alt, der er offentligt tilgængeligt, bliver gemt. Private mails forbliver private.

Har du en profil på arto.dk eller dating.dk eller lignende, hvor du gemmer personlige oplysninger eller udveksler beskeder af personlig karakter?

Så bør du vide, at staten får udleveret alle brugernavn og passwords til alle profiler og jævnligt arkiverer alle profilers personlige oplysninger. Hvadbehager?

Denne gang er det ikke PET, men Statsbiblioteket og Det Kongelige Bibliotek, der indhøster de mange oplysninger.

Politiken skriver:

Statsbiblioteket og Det Kongelige Bibliotek har adgang til alle
brugernavne og kodeord på danske internetsider og arkiverer flittigt alt
fra børns indlæg på Arto.dk til kærlighedserklæringer og profilbilleder
fra Dating.dk.

Teknologien hedder internethøstning, og for tiden høster Netarkivet fire
gange om året samtlige danske hjemmesider.

En række nyheds-, dating- og andre sociale netværkssider bliver dog høstet
dagligt, fortæller Eva Fønns-Jørgensen, der er områdeleder for Netarkivet
på Statsbiblioteket i Århus.

»De danske sites har lovmæssig pligt til at give os adgangskoder. Vi har
siden 2005 høstet tekst, billeder og lyd,« siger hun.

Det er dog endnu kun forskere, der har adgang til den omfattende mængde
personlige materiale fra internethøstningen. Men 70 år efter at en
indehaver af eksempelvis en datingprofil er død, vil alle oplysninger være
offentligt tilgængelige.

Jeg ved ikke, hvor overrasket man bør være, men jeg må indrømme, at jeg er lettere målløs. Det er da ikke 1. april i dag? Og hvad mon man ville sige, om det for 50 år siden var blevet bekendtgjort, at postvæsnet fotokopierede alle folks private breve og udleverede dem til Statsbiblioteket og Det Kongelige Bibliotek “af hensyn til fremtidens forskning”?

Hvor er Datatilsynet henne? Og er det her ikke en potentiel krænkelse af folks privatliv? Vel:

»Vi var kritiske i forhold til lovforslaget og afgav en kritisk udtalelse ud fra et hensyn til de personer, hvis personlige oplysninger bliver gemt. Men nu er det lov, og sådan er det,« siger Datatilsynets direktør, Janni Christoffersen.

Statsbibliotekets netarkiv ser dog ingen grund til at kritisere registreringen.

»Det er jo folk selv, der har valgt at lægge materialet på nettet. Adgangen til vores arkiv er dog meget restriktiv, og det er først, når personen har været død i mange år, at materialet bliver frigivet,« siger Eva Fønns-Jørgensen.

Igen, jeg er virkelig målløs. Når man kan indføre sådan noget uden overhovedet at spørge folk ved man bare, at man lever i et samfund, hvor folks private kommunikation i forvejen overvåges massivt.

Spørgsmålet er, hvad vi kan gøre for at standse det.

Jeg er selvsagt nu lidt mindre målløs – til gengæld understreges betydningen af, at man forsøger at bekræfte især sensationelle historier fra flere, uafhængige kilder. Hvad overvågningen angår, vil jeg dog minde om, at al din email- og telefon-kommunikation samt al din web-læsning stadig bliver logget, med mindre du opholder dig i udlandet eller gør noget aktivt for at forhindre det.

Det er tåbeligt at lovgive mod Holocaust-benægtelse

Lad det være sagt med det samme og på forhånd: Holocaust-benægterne har ikke en sag. Holocaust er én af det 20. århundredes bedst og grundigst dokumenterede begivenheder, og for at benægte det skal man enten være meget uvidende, have store ideologiske skyklapper på eller have et ganske bestemt ideologisk sigte.  Men når det er sagt, er det stadig en ret tåbelig idé at ville lovgive om, hvilke historiske teorier eller påstande, der kan fremsættes.

Lad os hellere tage debatten for åben pande og med udgangspunkt i empiriske fakta, som i tilfældet med Holocaust ikke er svært tilgængelige.

Timothy Garton Ash påpeger absurditeten i en kommentar i dagens Guardian:

More and more countries have laws saying you must remember and describe this or that historical event in a certain way, sometimes on pain of criminal prosecution if you give the wrong answer. What the wrong answer is depends on where you are. In Switzerland, you get prosecuted for saying that the terrible thing that happened to the Armenians in the last years of the Ottoman empire was not a genocide. In Turkey, you get prosecuted for saying it was. What is state-ordained truth in the Alps is state-ordained falsehood in Anatolia.

This week a group of historians and writers, of whom I am one, has pushed back against this dangerous nonsense. In what is being called the “Appel de Blois”, published in Le Monde last weekend, we maintain that in a free country “it is not the business of any political authority to define historical truth and to restrict the liberty of the historian by penal sanctions”. And we argue against the accumulation of so-called “memory laws”. First signatories include historians such as Eric Hobsbawm, Jacques Le Goff and Heinrich August Winkler. It’s no accident that this appeal originated in France, which has the most intense and tortuous recent experience with memory laws and prosecutions. It began uncontroversially in 1990, when denial of the Nazi Holocaust of the European Jews, along with other crimes against humanity defined by the 1945 Nuremberg tribunal, was made punishable by law in France – as it is in several other European countries. In 1995, the historian Bernard Lewis was convicted by a French court for arguing that, on the available evidence, what happened to the Armenians might not correctly be described as genocide according to the definition in international law.

A further law, passed in 2001, says the French Republic recognises slavery as a crime against humanity, and this must be given its “consequential place” in teaching and research. A group representing some overseas French citizens subsequently brought a case against the author of a study of the African slave trade, Olivier Pétré-Grenouilleau, on the charge of “denial of a crime against humanity”. Meanwhile, yet another law was passed, from a very different point of view, prescribing that school curricula should recognise the “positive role” played by the French presence overseas, “especially in North Africa”.

Mine fremhævelser. I forlængelse af et argument oprindelig fremført af den borgerlige, liberale tænker John Stuart Mill i hans uomgængelige On Liberty: Hvis det ikke er tilladt at argumentere imod sandheden, mister den sin værdi og bliver et arbitrært diktat.

Hvis det ikke er tilladt at forsøge at finde alternative forklaringer på bestemte historiske begivenheder, mister disse begivenheder i sidste ende deres sandhed. Og de empiriske data om Holocaust klarer sig, skulle jeg hilse og sige, særdeles godt mod Holocaust-benægternes usandsynlige og søgte konspirationsteorier. Men hvis nogen mener at kunne argumentere for noget andet, skal vi da have lov til at høre argumenterne, før vi eventuelt skyder dem ned.

Som eksemplet med Bernard Lewis (som jeg ellers ikke er nogen stor fan af) viser, kan det meget hurtigt ende med at blive en ubehagelig glidebane.

Som Garton Ash spørger:

This kind of nonsense is all the more dangerous when it comes wearing the mask of virtue. A perfect example is the recent attempt to enforce limits to the interpretation of history across the whole EU in the name of “combating racism and xenophobia”. A proposed “framework decision” of the justice and home affairs council of the EU, initiated by the German justice minister Brigitte Zypries, suggests that in all EU member states “publicly condoning, denying or grossly trivialising crimes of genocide, crimes against humanity and war crimes” should be “punishable by criminal penalties of a maximum of at least between one and three years imprisonment”.

Who will decide what historical events count as genocide, crimes against humanity or war crimes, and what constitutes “grossly trivialising” them?

Ytrings- og forskningsfriheden må i hvert fald og altid omfatte friheden til at rejse historiske spørgsmål og forsøge at belyse dem empirisk, uanset hvor “politisk korrekt” resultatet må være eller ej. Om ikke andet, fordi denne politiske korrekthed er en vejrhane, der skifter med det politiske klima – men mest af alt, fordi indstiftelsen af en officiel historisk sandhed, der ikke må modsiges, ganske enkelt reducerer den historiske forskning til pjat og tidsspilde.

Og hermed mister de begivenheder, hvis betydning disse velmente men tåbelige love forsøger at beskytte, netop dette: Deres betydning.

Link: The freedom of historical debate is under attack by the memory police

Shuttleworth: Bankerot, ikke krise

Ubuntus grundlægger Mark Shuttleworth er en usædvanligt begavet mand, der umiddelbart giver indtryk af at vide ret meget om penge og finanser. I hvert fald har han en del af dem (penge, altså) og har tydeligvis sat sig lidt ind i, hvad det vil sige.

Om den nuværende finanskrise mener han, at der ikke er tale om en likviditetskrise, men om en solvenskrise. Mere populært: Der er ikke mangel på likviditet som sådan, men firmaerne har gældsat sig selv i jagten på hurtige og billige penge og det i en grad, så de nu ikke kan betale deres gæld. Resultatet er den ene bankerot efter den anden.

Det siger sig selv, at hvis Shuttleworth har ret i den udlægning (som også bakkes op af seriøse økonomer som f.eks. Joseph Stiglitz) så er den igangværende økonomiske krise potentielt mere alvorlig, end mange har lyst til at gøre sig klart.

Shuttleworth skriver:

Mortgages are just the beginning.
At real rates of interest, with real expectations of a reasonable rate of return, many of the deals which have been done since 2003 just do not make economic sense. Thus far, the spotlight has been on one piece of that problem – bad mortgage loans – but I think we’ll see the problem areas expanding rapidly to include a lot of the private equity deals which were done on the basis of free money between 2003-2007. I remember a fatuous statement by some private equity genius that “everybody’s rushing to do the first $100bn deal”. Well, the chickens are coming home to roost. Expect a steady flood of announcements of setbacks, restructurings and bankruptcies as companies that were bought with borrowed money turn out to be unable to service their debt.

Lower interest rates will ease the symptoms only.
Dramatic easing of interest rates will help to slow down the pace at which we have to deal with the bankruptcies, but they won’t change the cold reality of the situation, and they run the very real risk of making things worse by encouraging another round of speculation based on free money. We are once again in a situation where the US discount rate is effectively a negative real rate of interest, as a gift to the banks, but staying there for any length of time puts us back into a state of addiction…

Depositors in regulated banks should be protected by the governments that run the regulators. Shareholders not so much.
I think the Irish and other countries who have guaranteed the deposits of individual users have done the right thing. Governments setup regulatory authorities, and banks advertise that they are regulated. The people who appoint those regulators need to stand by the approach they take – they should offer a guarantee that they will stand by their product, and when it fails, they will stand by the people who trusted in them. Depositors at banks in the UK really should not have to worry that the bank might fail – such a failure should at most affect the interest rate they receive, not the safety of their capital. Shareholders in those banks, however, should be very worried indeed…

I’m nervous.
The big question I’m asking is which sidelines don’t have landmines? My team and I are fortunate to have stepped out of many markets before the current flood of fear. We stepped right into a few problems, but in large part dodged the cannonballs. So far so good. But what does it mean to have cash in the bank, when banks themselves are failing? What does it mean to hold dollars, when the dollar is being debased in a way that would feel familiar to the Reserve Bank of Zimbabwe? These are very dangerous times, and nobody should think otherwise.

Shuttleworth mener ikke, at staten skal blande sig i bankdirektørers lønninger, men kommer i stedet med det provokerende forslag, at direktørerne  skal have deres frit forhandlede bonuser indefrosset i en syvårsperiode, så bonus først kan udbetales i forbindelse med en samlet vurdering af hele perioden og altså ikke år for år.

Og han kan i hvert fald have ret i, at det nok ville få en lidt anden økonomisk ansvarlighed på banen.

Jeg har ikke forstand nok på de store nationaløkonomiske linjer til helt at kunne vurdere Shuttleworths analyse af situationen, men umiddelbart lyder det som noget af det mere fornuftige, man har hørt.

Link: It’s a solvency problem, not a liquidity problem