50.000 boligejere truet af gældsfælde, læser vi i Politiken. Hvorfor?
Jo, de har såmænd købt deres boliger på afdragsfrie lån. Nu hvor boligboblen er bristet og priserne rasler ned, sidder disse mennesker tilbage med et hus med mere gæld, end det er værd. Hvordan kom det så vidt?
Den eneste mening, der kan være i at købe et hus på afdragsfrie lån er, hvis huspriserne stiger: Hvis huspriserne stiger med 20% om året, fordobles de på ca. 4 år, og hvis en familie køber et hus til 3 millioner, kan de efter efter fire år sælge det til seks, give restgælden videre og stikke tre millioner i lommen.
Problemet er selvfølgelig, at uden nævneværdig inflation kan priserne ikke blive ved med at stige på den måde. Hvis priserne falder eller blot ikke stiger, er afdragsfrie lån økonomisk galimatias: Man kommer reelt aldrig til at eje sin bolig, men bor til leje hos kreditforeningen uden nogen af de fordele, der følger med ved at være lejer frem for ejer (og typisk til en væsentlig højere husleje).
Derfor virker det også noget hyklerisk, når administrerende direktør i Realkredit Danmark Sven Holm afviser, at banker og kreditforeninger skulle have noget ansvar i form af dårlige kreditvurderinger:
Administrerende direktør i Realkredit Danmark, Sven Holm, afviser, at boligejere er blevet lokket i uføre og har fået nogle afdragsfrie lån, som de i realiteten ikke har råd til at nedbringe. Alle skal have luft i økonomien til at afdrage på gælden, understreger han.
Men kreditvurderingen kan ikke tage højde for uforudsete begivenheder som f.eks. arbejdsløshed eller privat overforbrug, mener Sven Holm:
»Vi kigger på, om kunden vil være i stand til at betale et 30-årigt fastforrentet lån med afdrag. Men hvis han et splitsekund efter at have fået lånet, går ned og køber en ny BMW, så har vi ingen mulighed for at dæmme op over for det«.
Et “splitsekund”, ligefrem. Mig tykkes, den dårlige samvittighed stikker ud, et eller andet sted. Sandheden er vel nærmere, som enhver der har set kreditannoncer på TV de senere år er klar over, at forbrugerne er blevet lokket med afdragsfrie lån, og det i stor stil. Hvis formålet ikke har været at kapre kunder, der ellers ikke havde haft råd til at købe deres hus, eller som gerne ville have luft i økonomien til en BMW, må man gerne kalde mig Mads.
Banker og kreditforeninger har ganske enkelt lukreret på bølgen ligesom alle andre spekulanter – og det ganske rigtigt i nogle tilfælde på naive boligejeres bekostning.
En mindre pæn udlægning er, at pengeinstitutterne mæskede sig ved fadet sammen med de andre svin så længe det varede, og nu, hvor festen er forbi og boblen bristet, sidder pyramidespillets tabere tilbage med regningen – og samme pengeinstitutter spæner med lynets hast fra såvel det moralske som det økonomiske ansvar.
Opbyggeligt og lidet tillidsvækkende at se.
