LO har fået lavet nogle seriøse analyser af regeringens rødvinsreform, og ikke ganske overraskende viser det sig at 3 millioner danskere kommer til at tabe på den kommende reform. Og så kan læserne jo selv gætte sig til om det er den rige del eller den fattigste del af danskerne der bliver taberne!
Et eksempel på regeringens kamp for de rigeste kan man bl.a. se i de fradrag de har valgt at fjerne. Således er de gået i frontalangreb på det danske aftalesystem (som de ellers har rost så højlydt) ved at fjerne fradraget for fagforeningsmedlemskab – men samtidig bevaret fradraget til private sygeforsikringer. De rigeste danskere skulle jo gerne stadigvæk have råd til champagne ved sygesengen, mens de fattigste der får hjælp af deres fagforening skal have én over nakken.
Rødvinsreformen er ganske simpelt en skandale – og grunden til at Anders Fogh vil have den gennemført lynhurtigt, har hverken noget at gøre med en stilling i Nato eller hensynet til boligejerne. Det er simpelthen et forsøg på at få gennemført rødvinsreformen før danskerne fatter hvad der har ramt dem.
Lad os håbe at socialdemokraterne holder hvad lover og fjerne rødvinsreformen efter et valg, som Fogh kommer til at tabe med et gevaldigt brag, når danskerne opdager at Fogh var fuld af løgn og bedrag. At de 7 års leflen for danskerne blot var et forsøg på at liste minimalstaten ind af bagvejen. At omfanget af brudte valgløfter (VI vil ikke lave en skattekommision!) – der efterhånden får Nyrup til at fremstå som en troværdig hædersmand – vil få danskerne til at sende Venstre ud af folketinget.
Håbet er lysegrønt.
Et af de mere underholdende forsøg på en forklaring af det særprægede danske skattesystem er historien om de ti personer, der hver dag går ud på restaurant og spiser middag sammen. Den fælles regning på restauranten ender hver dag på 1.000 kroner, og de ti deler den op på nogenlunde samme måde, som vi betaler skatter her i landet.
De første fire -- de fattigste -- skal derfor ikke betale noget. Den femte skal betale 10 kroner, den sjette 30 kroner, den syvende 70 kroner, den ottende 120 kroner og den niende 180 kroner. Den tiende, den rigeste af dem, skal betale 590 kroner.
Sådan spiser de sammen hver dag, og alle er de glade for den måde, de deler regningen på. Lige ind til restauratøren pludselig giver dem rabat.
»Eftersom I er så gode kunder,« siger han, som han siger, »giver jeg jer 200 kroner i rabat på jeres middage.« En middag for ti personer koster derefter 800 kroner.
Gruppen vil stadig betale regningen på samme måde, som vi betaler skatter her i landet. Så de første fire bliver ikke påvirket: De skal stadig ikke betale.
Men hvad med de seks andre -- dem som betaler -- hvad skal de gøre? Hvordan skal de fordele rabatten på 200 kroner, så alle får en lige del? Og nu skal man holde ørene stive:
De finder ud af, at 200 kroner divideret med seks bliver til 33,33 kroner. Hvis de trækker det beløb fra hver persons andel, skal den femte og sjette person have penge for at spise.
Restauratøren foreslår, at det mest rimelige vil være at reducere hver person regning omtrent jævnt, og han sætter sig til at regne på, hvad hver person skal betale.
Resultatet bliver, at også den femte person kan spise gratis, den sjette skal betale 20 kroner, den syvende 50 kroner, den ottende 90 kroner, den niende 120 kroner. Den tiende skal betale 520 kroner i stedet for de 590.
Alle seks personer får en lavere pris end tidligere, og de fire første kan fortsat spise gratis.
Men så er det, at én i selskabet begynder at sammenligne, hvad de hver især har sparet. De står uden får restauranten.
»Jeg fik kun 10 kroner af de 200 kroner,« begynder den sjette person og peger på den tiende. »Men du tjente 70.«
»Præcis,« siger den femte person. »Jeg sparede også bare en 10´er. Det er uretfærdigt, at han fik syv gange mere end mig!«
»Det er sandt,« råber den syvende person. »Hvorfor skal han have 70 kroner, når jeg kun fik 20? De rige skal altid have det bedre!!!«
»Hør et øjeblik,« forsøger de fire første. »Vi fik jo overhovedet ingenting. Det her system udnytter de fattige.«
De ni personer omringer den tiende og giver ham tæsk.
Næste aften kommer han slet ikke til middagen, men de ni andre sætter sig til bordet og spiser uden at vente på den tiende. Da regningen kommer, opdager de noget.
Der mangler 520 kroner…
—--
Jeg er ikke uenig i at vi skal passe på de laveste i samfundet, men hvis denne skattereform skal hjælpe til med at dæmme op for den økonomiske zunami der skyller ind over Danmark så er tvingende nødvendigt at der skabes forbrug i samfundet… Ikke forbrug hos købmanden, men hos håndværkeren og industrien. Og desværre er det ikke det der vilo ske hvis de store lettelser gives i bunden… Næh så vil der istedet mangle hvor der er mest brug for det.
lettelser i topskatten vil føre til spekulationer og aktieeventyr….offentlige investeringer er det eneste sikre kort der. og michael, du ved jo godt at grunden til skattekommisionen var det stik modsatte den nuværende situation -- nemlig mangel på arbejdskraft. men højrefløjen har jo en notorisk dårlig hukommelse.
Historiens blinde plet 1: I den “underholdende historie” kan den rigeste betale mere, fordi han har profiteret, dvs. scoret de fattigstes penge. Hvis ikke han havde gjort det til at begynde med, ville de fattige ikke have manglet penge, og konflikten ville ikke være opstået.
Historiens blinde plet 2: Betaler de rige virkelig så uforholdsvis meget mere i skat, at de har præcis lige så mange penge tilbage som de fattige, og så alle går lige mætte fra bordet? Når man ser på deres huse og biler, så ser det ærlig talt ikke sådan ud.
Historien kunne have set sådan ud, omend den er mindre underholdende: Der var engang 10 personer, der hver dag gik på restaurant og spiste middag sammen. Da de var stort set lige rige, betalte de det samme, nemlig kr. 100 pr. mand. På et tidspunkt gav restauratøren dem en rabat på kr. 200, fordi de var gode kunder. De betalte regningen på samme måde som de plejede, og fik derfor kr. 20 i rabat hver. The end.