Center for Positiv Integration

CEPI.dk er en ny hjemmeside og blog, der forsøger at give en anderledes stemme i integrationsdebatten.

Om sig selv skriver de:

CePI er en partiuafhængig forening, som ikke bekender sig til nogen politisk ideologi. Argumentet tager sit udgangspunkt i en betragtning, at vi alle deler et skæbnefællesskab som mennesker, uanset hvilken etnicitet eller nation vi tilhører; uanset hvilke oceaner og grænser, som skiller os.

Fra dette perspektiv kan det ikke forsvares at frasige sig en del af ansvaret for vores fælles skæbne ved at  hermetisk forsegle Danmark fra omverdenen. Det kan ikke forsvares at afvise medmennesker som flygter fra sult og krig. Det kan ikke forsvares at lukke grænserne for medmennesker, som ønsker at blive forenet og leve med deres familie. Og det kan ikke forsvares at berøve udviklingslandene deres vigtigste ressource ved alene at åbne en luge i hegnet for de veluddannede.

Således gælder for CePI to centrale begreber: Rettighed og pligt. Det er et menneskes ret, at modtage hjælp, hvis det behøves. Det er et velstående samfunds pligt at møde mennesker i nød med en udstrakt hånd i stedet for at vende dem ryggen. Nogle mennesker er ramt af så stor nød og fare, at de må forlade deres hjem og familie for at opretholde deres eksistens. Disse mennesker har ofte mistet alt og er således absolut fattige.

I CePI vil vi fokusere på menneskerettigheder. Vi vil fokusere på de rettigheder, som danskere er lovsikrede og som bør være ukrænkelige for enhver. Men vi vil samtidig stille spørgsmålstegn ved den måde, hvorpå vi behandler flygtninge og indvandrere, så det dermed ikke kun drejer sig om menneskerettighed men i lige så høj grad om menneskeværdighed. Og vigtigst af alt – vi vil artikulere en modstand mod og et alternativ til den nuværende udlændingepolitik i Danmark.

Det er faktisk en usædvanligt ambitiøs og præcis formålsparagraf. Herfra skal de ønskes rigtig meget vind i sejlene.

Link: Center for Positiv Integration

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.