Boel Tammes skrev i en kommentar til min påpegelse af, at begrebet “jødisk-kristen” kultur er noget pjat, at
Det almindelige betydning af “jødisk-kristen kulturkreds” har jo intet at gøre med,om de europæiske jøder har været integreret i de europæiske befolkninger i øvrigt.
Betydningen er jo simpelthen: den kulturkreds, som har hentet sin religiøse inspiration i de jødiske og kristne skrifter, der tilsammen kaldes Bibelen.
Som jeg svarede ham, og som jeg nok synes er et helt indlæg værd, er det netop eller især i den betydning, Tammes påpeger, at begrebet “jødisk-kristen” ikke giver mening.
For det første har jøderne aldrig hentet nogen som helst religiøs inspiration i det Nye Testamente.
For det andet har de kristne traditionelt læst og oversat den Hebraiske Bibel kristologisk, dvs. man har (mis-)tolket Kristus-profetier ind i den. Hvad de kristne opfatter som “Bibelen” som helhed, er noget ganske andet end dén Hebraiske Bibel, der som “Loven og Profeterne” udgør jødedommens helligskrift.
For det tredje har den jødiske kultur traditionelt ikke taget udgangspunkt direkte i den Hebraiske Bibel som vi kender den, men i Talmud, hvilket specielt i juridisk henseende minder meget mere om islam med hadith og sharia end det minder om de kristne traditioner.
Ønsker man at definere en kulturkreds ud fra, hvem der har fundet inspiration i “Bibelen”, er islam faktisk meget tættere på den kristne kulturkreds, end jødedommen er, eftersom islam også anerkender det Nye Testamente som helligskrift og Jesus som profet.
I kraft af jødedommens forhold til loven og dens tolkning gennem Talmud og Halakha er denne meget mere beslægtet med islam, end den er med kristendommen – Talmud og Halakha udgør som lovsystem en ret nøje parallel til Hadith og Sharia.
Hvis man insisterer, kunne man altså tale om en “kristen-islamisk-jødisk” kulturkreds, eller man kunne, hvis man lægger vægt på det lovmæssige aspekt, tale om en “jødisk-islamisk” kulturkreds versus den kristne.
Den mest logiske konsekvens af netop Tammes’ indvending synes derimod at være en “kristen-islamisk” kulturkreds i modsætning til den jødiske, eftersom islam anerkender både Jesus og alle de gammel-testamentlige profeter og derfor lige præcis bl.a. “har hentet sin religiøse inspiration i de jødiske og kristne skrifter, der tilsammen kaldes Bibelen“.
Hvilket man som påvist ikke kan sige om jødedommen.
Islam er altså tættere på jødedommen og kristendommen hver for sig, end de er på hinanden.
Hvis man som sagt insisterer, forekommer det eneste korrekte at være den med den “jødisk-islamisk-kristne” kulturkreds, men for det første ender det let med at blive så udvandet, at det ikke betyder noget, for det andet er det nok ikke det, proponenter af en “jødisk-kristen” kultur plejer at have i tankerne.
En tilføjelse: Jeg har i nogen tid advokeret det synspunkt, at antisemitisme og islamofobi er to sider af samme sag. Rune Engelbreth peger i den forbindelse på et nyligt indlæg af tidligere overrabbiner Bent Melchior, der på den ene side advarer mod stigende antisemitisme og på den anden side advarer mod at overdramatisere – og som på den tredje side slutter af med netop at advare mod, at modviljen mod muslimer kammer over og bliver til “islamofobi”, racistisk had mod muslimer:
Vi har nok antisemitter, for også Danmark har sine brodne kar, men vi har ingen organiseret antisemitisme.
Jeg føler mig ikke på samme faste grund, når vi taler om islamofobi, modvilje og angst over for muslimer. Derfor er det så vigtigt, at vi i kampen imod antisemitisme ikke forfalder til islamofobi.
Endnu en tilføjelse: Det første indlæg om ikke-eksistensen af en “jødisk-kristen kultur” blev anerkendende linket til på forsiden af den antisemitiske, islamofobiske, indvandringsfjendtlige og Holocaust-benægtende hjemmeside balder.org.
Det siger egentlig sig selv, men jeg skynder mig alligevel at sige, at jeg ikke er glad for denne anerkendelse. Jeg anser jødernes bidrag til Europas og verdens videnskab og kultur for at være kolossalt, nærmest umåleligt. Efter templets ødelæggelse i år 70 lykkedes det for primært de farisæere, der lægges for had i det nye testamente, at reorganisere diasporaen og grundlægge en holdbar kultur med en kolossal respekt for viden og uddannelse – blandt andet indførte man obligatorisk skolegang for alle sådan ca. 1500 år før, vi kom så langt her i Danmark. Den europæiske antisemitisme har aldrig været andet end hadefuld idioti.
Så hvis jeg siger, at der ikke findes en ‘jødisk-kristen’ kultur, ligger der ikke heri nogen som helst form for nedvurdering af den jødiske kultur – tværtimod, havde jeg nær sagt.
Ak ja. For yderligere info, læs resten af Razib Khans indlæg om jødisk-kristen kultur, gerne dem alle sammen. Det er besværet værd.
