Den garvede skribent og borgerlige blogger Lars Hvidberg har en god kronik i Berlingske Tidende om ytringsfriheden på Internettet og trusler mod den – ikke mindst i Danmark:
Resultatet af undersøgelsen er lige så øjenåbnende, som det er deprimerende. Konklusionen er, at samtidig med at nettet er blevet vores vigtigste kanal til det politiske liv, så regulerer mange stater nettet, som det passer dem. De teknologiske overvågningsmetoder er sofistikerede og omfattende – ikke kun i »slyngelstater«, men også i retssamfundet Storbritannien, der klarer sig alarmerende dårligt i undersøgelsen. I Storbritannien er krænkelserne af brugernes rettigheder så omfattende og alvorlige, at vores EU-partner på dette punkt scorer dårligere end stater som Sydafrika, Kenya, Brasilien og Georgien…
De fleste stater – også Danmark – gennemtrumfer en eller anden form for »filtrering« af forbudt indhold. Dette kan ske gennem en blokering af individuelle sider som Facebook eller Youtube, eller en automatisk udrensning af bestemte søgeord, hvilket bruges systematisk i Iran, Tunesien og Kina. Ordet »demokrati« er eksempelvis bortcensureret fra den kinesiske udgave af Google…
Men hvad så med Danmarks internetfrihed? Vi er ikke med i pilotundersøgelsen, men vil sandsynligvis score et sted mellem Estland og Storbritannien. Det største problem i den vestlige verden er, at der mangler offentlighed om kontrollen. Hjemmesider bliver filtreret og kommunikationen overvåget, men det sker uden åbenhed og med uigennemskuelige muligheder for appel. For eksempel bliver listen over de forbudte børneporno-sider udarbejdet administrativt af TDC, Rigspolitiet og Red Barnet. Men hvem siger egentlig, at de skulle være specielt dygtige til at spotte børneporno, og at de ikke blokerer en masse andre sider for en sikkerheds skyld?
At der er grund til at være på vagt, viste en uafhængig undersøgelse foretaget af den finske internetaktivist, Matti Nikki. Da han i 2008 afprøvede det finske børnepornofilter, fandt han ud af, at flertallet af siderne indeholdt helt almindelig pornografi, og at nogle af dem slet ikke havde pornografisk indhold – men blandt andet tilhørte en violinfabrik, en dukkeforretning og en producent af høreapparater. Gælder det samme for det danske børnepornofilter? Det kan vi af gode grunde ikke vide. Så er der sagen om fildelingstjenesten PirateBay, som Danmark i selskab med Kuwait og Kina har valgt at blokere, fordi siden bidrager til at sprede pirat-kopier af film og musik. PirateBay indeholder imidlertid ikke selv ulovligt materiale, men lader kun villige brugere dele filer gennem bittorrent-teknologien. Der skal muligvis findes metoder til at komme den ulovlige kopiering til livs, men simpelthen at blokere for en side virker som et urimeligt indgreb i borgernes frihed.
Dette uddrag har hovedvægt på Danmark, men Hvidberg kommer vidt omkring i sin kronik, som hermed skal være anbefalet.