Trykkefrihedsselskabet afholdt i lørdags et arrangement med repræsentanter for det nyfascistiske, belgiske parti Vlaams Belang, der havde mulighed for at komme og forklare deres politik.
Det er der som udgangspunkt ikke noget problem i, mødet skal vel forstås som en slags pendant til VUs nylige møde med Jonni Hansen og andre danske nynazister – det vil sige, en mulighed for at give ordet til folk, man absolut ikke har noget tilfælles med.
Eller, måske ikke helt – på Trykkefrihedsselskabets egen side om arrangementet fremgår det, at
Partiet vedkender sig, at det bærer på en tung historisk arv, idet det via forskellige mellemstationer historisk udspringer af den flamske separatistbevægelse, hvis ledere under 2. Verdenskrig valgte at samarbejde med den nazistiske besættelsesmagt for at fremme sit separatistiske program…
Imidlertid er det faldet den belgiske centralregering, venstrefløjen og EU-bureaukratiet for brystet, at Vlaams Belang er stærkt islam-kritisk og følgelig modstander af den massive muslimske indvandring til Belgien. Hertil kommer, at den opløsning af den kunstigt skabte belgiske stat, som VB har på programmet, bliver opfattet som en direkte trussel mod den unionstanke, som EU-bureaukratiet forsøger at udbrede.
Baggrunden for Trykkefrihedsselskabets invitation er tilsyneladende, at Vlaams Belangs ytringsfrihed er truet: “Politivold, retssager på tvivlsomt grundlag og en konstant pressehetz hører til dagens orden.”
Man kunne frygte, at dette er en lidt ukritisk gengivelse af partiets egen fremstilling. Men man kan så formode, at man ved selve mødet har haft en mere kritisk tilgang til de fine gæster med den problematiske baggrund?
Næppe. I sit referat af mødet på sappho.dk kalder Lars Hedegaard mødet med Filip Dewinter og Frank Vanhecke fra Vlaams Belang for “en øjenåbner”, hvor han hylder disse forkæmpere for Europas frihed og mod “islamiseringen”, samtidig med, at han temmelig ukritisk gengiver deres udlægning af forholdene i Flandern og Belgien.
Og det skulle den gode Lars Hedegaard måske ikke have gjort – de er nemlig ikke helt pålidelige, og især den charmerende Filip Dewinter er berygtet for at afstemme såvel budskab som fakta efter publikum.
Lars Hedegaards referat af Dewinters og Vanheckes indlæg kommer derfor til at forme sig som en lang række af ukritisk videregivne usandheder og løgne, og ikke meget andet.
Vi nævner i flæng:
- Det forklares korrekt, at Vlaams Belang er et nyt navn for Vlaams Blok, der ” blev tvangsopløst efter en 10-år lang politisk proces”. Dette er ikke rigtigt – partiet opløste sig selv, da tre af dets “underorganisationer” blev dømt for racisme ved den belgiske Højesteret.
- Dette sætter den følgende påstand om, at da “VBs politiske modstandere ikke kunne få det normale belgiske retsvæsen til at forbyde partiet, selv om de forsøgte fire gange, nedsatte de en politisk udpeget særdomstol, som var villig til at gøre arbejdet”, lidt i perspektiv – partiet blev overhovedet ikke forbudt, og det er måske at trække den at kalde den belgiske Højesteret for “en politisk udpeget særdomstol”.
- Det er ikke korrekt, at befolkningen i Belgien består af “65 pct. hollandsk-talende flamlændere i nord og 35 pct. fransktalende vallonere i syd”. Ca. 10% af Belgiens befolkning bor i Bruxelles-området, og man kan kun være nået frem til disse tal ved at regne disse for hollandsk-talende flamlændere, og det plejer Vlaams Belang da også at gøre – men det er kontroversielt, eftersom Bruxelles-området er meget overvejende fransk-talende. VBs manipulation rykker ikke meget ved de faktiske procentsatser, men den rykker – og måden, den rykker på, nemlig ved at gøre Bruxelles-området til flamsk-talende, er betegnende.
- Hedegaard skriver, at Vlaams Belang “har 24 pct. af stemmerne og er således Belgiens største politiske parti”. Nogle tal skal man nok bare ikke have fra hestens egen mund – jeg kan i hvert fald ikke få dem til at stemme. i 2006 fik VB 20.6% af stemmerne ved lokalvalgene i Flandern alene, og det var dengang en kæmpemæssig fremgang. Ved parlamentsvalget i 2007 fik de 12% af stemmerne. Og nej, VB blev ikke “Belgiens største politiske parti” ved det valg, de fik en tredjeplads.
- Det hedder sig, at Vallonien, Belgiens fransktalende provins, er “socialistisk-styret” og “nærmest stalinistisk”. Nu skal man jo aldrig spæge sine ord, men faktisk regeres området af en koalition mellem det socialdemokratiske socialistparti og et kristen-demokratisk parti; man skal nok ikke vente at se hverken Gulag eller femårsplaner, hvis man besøger området.
- Det er en ganske utrolig påstand, at politiet i Bruxelles “for en stor dels vedkommende sympatiserer med Vlaams Belang”. Bruxelles er overvejende fransktalende, og det er bestemt ikke der, de flamske nationalister har deres højborg. Hele forestillingen om, at den belgiske diktaturstat havde indkaldt “vallonsk politi fra Liège” til at knægte folkets vilje falder lidt til jorden i det lys. Københavns Politi indkalder også forstærkninger fra provinsen af og til.
- Det er omvendt rigtigt, at det belgiske politi ved lejligheder har slået hårdt ned på Vlaams Belang, herunder Filip Dewinter. Jeg vil ikke forsvare politivold og mener, politiet altid bør optræde værdigt og korrekt. Omvendt kan man måske mene, at også parlamentsmedlemmer har en forpligtelse til at optræde værdigt og korrekt. Hvis man ligefrem forsøger at stjæle bilnøglerne ud af et salatfad for at befri sine kammerater, som Dewinter tilsyneladende gør på klippet herunder, mener selv jeg, at man må forvente én eller anden form for reaktion.
Om Vlaams Belangs “historiske arv” sagde Frank Vanhecke, som ukritisk gengivet af Lars Hedegaard, at
Partiets forgænger havde samarbejdet med tyskerne under besættelsen fra
1940 til 1945. Det var en historisk kendsgerning, som man måtte vedkende
sig, selv om dagens VB er et normalt demokratisk parti og hverken
racistisk eller antisemitisk. Kollaboration med tyskerne var i øvrigt
normalt blandt andre undertrykte befolkninger, der naturligt nok
betragtede de tyske hære som befriere.
Der var imidlertid både belgiere og flamlændere, der så tyskerne som alt andet end befriere, og de fleste belgiere anerkendte aldrig landets kapitulation til tyskerne. Det er korrekt, at besættelsen førte til et opsving for pro-tysk højreorienteret nationalisme, men Belgien havde som andre lande sin modstandsbevægelse, og Vlaams Belangs pro-nazistiske forgængere under krigen blev af andre flamlændere opfattet som landsforrædere, ganske som Schalburg-korpset og Frikorps Danmark blev i vort eget land.
Men man må forstå, at når folk i Flandern modtog tyskerne med så åbne arme, som tilfældet (alligevel ikke) var, skyldtes det, at folk i Flandern havde lidt under den fransksprogede, vallonske undertrykkelse og nu opfattede det, som om de blev befriet af deres germanske brødre:
Man måtte forstå, sagde Vanhecke, at flamlænderne havde været undertrykt helt indtil den tyske besættelse. Deres sprog var forbudt i officielle sammenhænge. Der var forbud mod flamsk-sprogede skoler, og flamske børn blev undervist på fransk. Det tyske besættelsesmagt tillod derimod, at der for første gang siden oprettelsen af den kunstige belgiske stat i 1830 kunne oprettes flamske skoler.
Det eneste, der er galt med dén forklaring, er at den er løgn fra ende til anden. Hollandsk og fransk havde været ligeberettigede som officielle sprog siden 1898 – det er rigtigt, at indtil 1883 fandtes kun underskoler med undervisning på hollandsk, men efter den dato bredtes sproget ud også til mellem- og realskoler. Og der er unægtelig et vist tidsrum fra 1883 til 1940!
Jeg har tidligere skrevet om, hvad Vlaams Belang egentlig er for nogen, men denne gennemgang kan måske sætte tingene lidt i relief, også for folk med sympati for Trykkefrihedsselskabet.
Hvordan kan en professionel historiker som Lars Hedegaard, der om nogen skulle kende til kildekritik og historisk baggrund, ukritisk videregive en så manipulerende og løgnagtig retfærdiggørelse af samarbejdet med de tyske “befriere” under 2. Verdenskrig? Hvordan kan han ukritisk videregive en så oplagt og elementær løgn som den om forbud mod flamske skoler indtil 2. Verdenskrig?
Det er svært at undgå den konklusion, at Hedegaard i sin iver efter at applaudere alt, hvad der bare lugter af islamkritik, her er kommet til at spille nyttig idiot for en nyfascistisk bevægelse af den mest oplagte slags. Eller også er han vitterlig med på alt, herunder åbenlyse løgne og pronazistisk manipulation, når blot det på én eller anden måde kan bruges til at sværte og tilsvine muslimer og islam.
Hvordan det end forholder sig, kan det ikke undgå at påvirke vores bedømmelse af hans og Trykkefrihedsselskabets troværdighed. I ugunstig retning, hvis nogen skulle være i tvivl.
Tak til Øyvind Strømmen og Margrethe Monika Hansen for hjælp med et par faktuelle detaljer – billede hugget fra Lady in Red.
