Digitale borgerrettigheder – præcisering og status

Som opfølgning på dette indlæg om den forhåbentlige afværgelse af de muligheder for filtrering og vilkårlig udelukkelse fra Internettet, der var bygget ind i EUs nye telekompakke.

Status er mere præcist, at telekompakken, som introducerer en række vigtige og meget efterspurgte reformer på telekom-området er vedtaget, men betinget af det ene ændringsforslag, som sikrer, at private borgere ikke vilkårligt kan fratages retten til at søge information på Internettet. Dette ændringsforslag forhindrer blandt andet den franske three strikes-lov, hvorefter folk ville kunne smides af nettet efter tre beskyldninger om (bemærk, der ikke står “domme for”) ulovlig fildeling.

Borgerens rettighed til at søge information på Internettet er sikret, hvis EUs ministerråd accepterer telekompakken med dette ændringsforslag. De kan vælge at afvise den, i hvilket fald hele pakken skal genforhandles. I så fald skal ikke blot spørgsmålet om borgerrettigheder, men en lang række andre kontroversielle punkter tages op igen.

Viviane Reding, som er komissær for området, opfordrer Ministerrådet til at acceptere indstillingen med den garanti af de digitale borgerrettigheder, der er opnået:

“I welcome the European Parliament’s strong endorsement of the reform of the EU telecoms rules. All three reports on the reform have been voted today by the Parliament with overwhelming majorities. There was one amendment voted by the Parliament today that was not included in the initial deal agreed between the three EU institutions. This amendment is an important restatement of the fundamental rights of EU citizens. For many, it is of very high symbolic and political value. I call on the Council of Ministers to assess the situation very carefully, also in the light of the importance of the telecoms reform for the sector and for the recovery of our European economy.

Den enkleste løsning for alle parter er altså at lade ændringsforslaget stå; eller også må underholdningsindustrien stå frem og sige, at de er villige til at sabotere hele aftalen, fordi de ønsker deres mulighed for at smide brugere af, der mistænkes for ulovlig fildeling.

Hr. Kommentar mener, at garantien for at borgere ikke vilkårligt kan udelukkes fra at søge information på nettet repræsenterer en uforholdsmæssig overdragelse af beføjelser til EU. Det mener jeg ikke – jeg er i princippet selv modstander af EU, men derfor kan man godt interessere sig for, hvilke vilkårlige og totalitære tiltag, der presses ned over hovedet på os fra Bruxelles. Som jeg skrev i en kommentar til hr. k’s indlæg:

Der er ikke tale om en indblanding i retspolitikken, men i infrastrukturpolitikken. Telekom-pakken vedrører fremtidens elektroniske infrastruktur, og det er et område, hvor EU (ikke kun EU-parlamentet, som du skriver, men hele EU, dvs. også kommissionen og rådet) har kompetence.

I telekompakken var der efter fransk pres eksplicit lagt op til, at three-strikes-love var mulige i hele EU, uanset hvad den lokale lovgivning sagde. Denne bestemmelse er med det vedtagne ændringsforslag erstattet af en, der sikrer borgeren nogle elementære rettigheder. Men der er tale om, at disse elementære rettigheder sikrs på et område, hvor EU allerede har kompetence.

Og spørgsmålet er ikke så perifert, som det kan synes: At være smidt af Internettet er i stigende grad at være smidt ud af samfundet. Plus, at hvis den franske regel var blevet vedtaget ville næste skridt for de lobbyer, der står bag kravet, være at kræve, at det blev en obligatorisk regel i hele EU. Nu er de planer slået tilbage til square one.

Med mindre altså Ministerrådet  afviser hele pakken, men det ville efterhånden ligne en ren magtdemonstration. Men det illustrerer måske også den tovtrækning, EUs langsigtede lovgivning kan blive til: Stærke interesser forsøger at (mis-)bruge EUs institutioner til at trække groteske og halvtotalitære bestemmelser ned over ale EU-lande på en gang, og en mindre gruppe aktivister og borgerretsbevægelser forsøger – med vekslende held – at afværge det. Denne gang lykkedes det, men næste gang  – hvem ved? Den onde vilje hos diverse lobbyer er ikke til at tage fejl af.