Peter Nedergaard, professor i økonomi ved Københavns Universitet, skriver på sin JP-blog om en nylig undersøgelse fra CEPOS, der konkluderer, at visse typer indvandrere økonomisk set er en “netto-gevinst” for landet, mens andre er en “netto-udgift”.
Jeg har ikke læst undersøgelsen og kan derfor ikke kommentere dens konklusioner, men jeg vil gerne opponere mod hele forestillingen om, at gøre menneskers værdi op i, om de giver et positivt eller negativt bidrag til “samfundshusholdningen”, et af de mest småligt-nærige udtryk man overhovedet kan forestille sig.
Peter Nedergaard går dog et stykke videre end at citere undersøgelsens konklusioner, han drager den konklusion, at velfærdssamfundets goder herefter må tilhøre dem, der har gjort sig fortjent til dem:
Beregningerne kalder på, at man indfører et optjeningselement i de offentlige ydelser. Det betyder, at man ikke uden videre kan forvente at få kontanthjælp, starthjælp, pension, førtidspension osv., før man selv har gennem en årrække har demonstreret, at man er villig til at yde noget til andre i det danske samfund. Det ville i virkeligheden være at genindføre det gamle slogan fra arbejderbevægelsen barndom: Gør først din pligt og kræv derefter din ret. Først gør man sin pligt for fællesskabet, før man kræver, at fællesskabet skal yde én en hjælpende hånd til gengæld. Et sådant optjeningselement i de offentlige ydelser ville samtidig gøre, at danske offentlige ydelser blev udbetalt på samme måde som i de fleste af de lande, vi normalt sammenligner os med.
For det første er jeg ikke helt klar over, hvilken planet Peter Nedergaard har boet på de sidste år – for eksempel kan man faktisk kun få pension i hvert fald i skikkelse af folkepension, hvis man har boet et ganske betydeligt antal år i Danmark.
Ah, men det kunne jo være, at nogen havde boet her et sådant betragteligt antal år, men ikke har haft arbejde i alle disse år, og derfor ikke havde “bidraget” nok til i Nedergaards øjne at gøre sig fortjent til folkepension. Alternativet? Ja, de kan vel blive posedamer, kan de …
Tilsvarende lader økonomi-professoren ikke til at være klar over, at princippet i ydelser som kontanthjælp og starthjælp er, at de er trangsbestemte. Det har at gøre med en forestilling om, at vi har et solidarisk samfund, hvor vi ikke ønsker at se nogen sulte eller på anden måde lide nød, hvorfor vi som en selvfølge sørger for at have en dækning, en slags samfundets laveste underligger, hvor alle som en selvfølge (i teorien) er sikret mad i munden og en bolig af en vis standard.
Det er dette princip, Nedergaard vil bryde med for folk som ikke “gennem en årrække har demonstreret, at man er villig til at yde noget til andre i det danske samfund”, for eksempel folk, som har været så uheldige ikke at kunne finde arbejde. Konsekvensen for de, der falder igennem dette net og ikke længere kan betale deres husleje, er hjemløshed og sult.
Konsekvensen for samfundet som helhed er, hvis den økonomiske krise bliver ved med at stramme til, et samfund med overfyldte boliger og en underklasse uden arbejde, uden velfærdsydelser og dermed uden mad og boliger, henvist til underbeskæftigelse og indkvartering i teltbyer, skurvogne og ventilationsriste. En tilbagevenden til det 19. århundrede, bortset fra, at forringelsen af folkesundheden og den øgede usikkerhed og kriminalitet formentlig ville gøre hele eksperimentet dyrere end de velfærdsydelser, vi kender i dag.
Herimod må hele pointen med et velfærdssamfund først som sidst være solidaritet: Vi skal alle sammen være her, og det er vigtigere, at ingen sulter og er hjemløse, end at de velhavende har råd til den største ville og den nyeste bil. Og hvis vi skal holde fast i det, er vi nødt til at komme ud over det forkvaklede menneskesyn, hvor et menneskes værdi gøres op i dets økonomiske “værd”. Der er andet i livet end politik, som Rune Engelbreth Larsen af og til siger, men der er sandelig også andet i livet end økonomi og penge.
Link: … der forklarer, hvorfor velfærdsstaten skal afskaffes for dem, der har brug for den
