Ja, det sker sku ikke så tit, men jeg mener faktisk Jens Rohde har ret. I hans kampagne har han skrevet at han vil kæmpe for danske interesser i EU. En udtalelse han er blevet angrebet for af bl.a. EU-ekspert Marlene Wind, og Hanne Dahl fra Junibevægelsen. Konceptet er åbenbart at man vælger sine politikere til EU-parlamentet for at de skal repræsentere ens politiske holdninger, og ikke ens nationale holdninger. Lidt samme koncept som når eurolandene sender repræsentanter til den europæiske centralbank – med strenge ordrer om ikke at repræsentere nationale holdninger(!).
Hvis det virkeligt er sådan at europaparlamentarikerne ikke må repræsentere deres nationale interesser, hvorfor er det så at de små lande er overrepræsenterede i forhold til deres befolkningstal? Argumentet lyder at så har de små lande mere indflydelse, men det må de jo ikke i følge bl.a. Marlene Wind og Hanne Dahl.
Det giver ingen mening, og naturligvis skal det også være sådan at de folkevalgte vi sender afsted, BÅDE skal kæmpe for deres politiske holdninger, og samtidig kæmpe for deres land. Alt andet er simpelthen teoretisk vås, uden hold i virkeligheden.
ps. Derfor skal man naturligvis holde sig langtfra at stemme på Jens Rohde – manden er jo gal!
God og fair kommentar
Jeg er enig i det med, at det er OK at ville repræsentere “nationale interesser”, men Hanne Dahls brøler er omvendt ikke større, end at jeg tror, hun har fuldstændig ret, når hun skriver at:
“Rohdes strategi må være at gå på strandhugst for derefter at vende 180 grader, når han først er blevet valgt. Jeg vil selvfølgelig håbe, at det ikke er tilfældet, men har svært ved at tro det.”
Jeg er uenig. Jeg kan selvfoelgelig ikke bestemme hvad Rohde maa eller ikke maa kaempe for, men set fra mit synspunkt er det forkert at kaempe for landet foer sagen.
Hvis man virkelig tror paa sin politiske ideologi, saa vil man nok i 99% af tilfaeldene ikke se nogen konflikt mellem nationalle og europaeiske interesser. Hvis jeg mener socialdemokratisk politik er godt for EU som helhed, saa er det det nok ogsaa for DK.
Men hvad med de faa tilfaelde hvor der vitterligt er en konflikt. Det er f.eks. populaert blandt danske politikere at vaere imod EUs landbrugsstoette (hvilket jeg er helt enig i), men lad os antage, at vi faar chancen for at begynde afskaffelsen at stoetteordninger med at nedlaegge en bestemt type stoette, som primaert gavner danske landmaend.
Her ville jeg som EU-politiker stemme for min overbevisning og stemme for afskaffelsen. Rohde ville tilsyneladende laegge sine generelle principper til side og stemme udfra en snaever-nationalistisk indgangsvinkel (hvilket jo saa ogsaa vil goere det saa meget svaerere senere, at argumentere for det generelle princip uden at fremstaa som en hykler). Der er sikkert masser af stemmer i det, men sympatisk eller modigt er det ikke.
Det er jo en afvejning i hvert enkelt tilfælde.
Lad os sige, at Danmark indfører nogle meget stramme bestemmelser for, hvor mange gødnings- og pesticidrester, der må være i grundvandet.
Lad os sige, at en lobbygruppe herefter begynder at lægge pres på Parlamentet og parlamentarikerne, som ganske rigtigt kort tid efter vedtager, at standarder for grundvandet er EU-politik, så de nationale parlamenter ikke kan indføre strengere krav, end der gælder i EU som helhed.
Her ville en “liberal” parlamentariker nok være tilbøjelig til at støtte forslaget ud fra devisen om at erhvervsliv er godt og mere erhvervsliv er bedre, men af nationale hensyn være tilbøjelig til at beskytte Danmarks ret til at indføre strammere bestemmelser end de andre.
Jeg mener: Hvis man følger sin overbevisning, vil det overordnede hensyn vinde i nogle sammenhænge, og det nationale i andre. Det er for så vidt fair nok. (At Rohde så nok bare vil stoppe lobbyisternes støtte i lommen og stemme, som der bliver sagt, når først han er valgt ind på at sige noget andet, er så en helt anden ting.)
Agger,
I dit naevnte eksempel er der vel i praksis tale om to seperate beslutningsprocesser? Den beslutningsprocess skal bestemme hvor beslutningskompetencen skal ligge i den konkrete sag og om EU-standarder er minimumsstandarder eller bindende. Derefter skal man saa i en seperat process bestemme hvad de konkrete standarder skal vaere.
Saa egentlig ville Rohde vel sagtens kunne stemme for den liberale politik samtidig med at han kaempede for DKs ret til at saette skrappere krav. Men hvis han tabte i den foerste proces ville han vel ikke stemme for socialdemokratisk politik i den anden?
Hvis lobbyens krav om, at EUs standard skal være bindende, er direkte ansporet af DKs strammere krav, er det i grunden den samme beslutningsproces.
Et eksempel på dette var den franske three-strikes-lovgivning.
Oprindelig mente man ikke, at det ville være muligt at indføre sådanne bestemmelser inden for fransk lovgivning.
Herefter pressede lobbyerne på o med støtte fra den franske regering for at få indført i Telekompakken, at udbydere kunne pålægges at afbryde folks forbindelse til internettet, hvis de var mistænkt for at krænke ophavsretten ved at downloade beskyttet materiale. Telekompakken kunne nemlig så bruges til at trumfe den franske lovgivning på området.
Herefter pressede diverse borgerretsgrupper på for at få indført det modsatte i Telekompakken, at den slags generelt kun kan ske efter en retslig kendelse og i overensstemmelse med landets lovgivning.
Herefter besluttede den franske regering, at Telekompakkens bestemmelser på området slet ikke gælder for Frankrig, så de indfører bare deres three strikes-lov alligevel.
Se her
http://www.modspil.dk/wordpress/?p=582
og her
http://www.modspil.dk/wordpress/?p=561
så altså: En eller to beslutningsprocesser? De griber ind i hinanden alt efter, hvad man kan få ud af det. Desværre, men nok ikke særligt overrraskende.
Agger, hvordan vil en fransk EU-politiker kunne fanges mellem national og EU-interesse i paagaeldende sag? Enten er han vel FOR three-strike og vil saa argumentere for dette paa bade nationalt og EU-plan eller ogsaa er han ikke og vil derfor goere det modsatte.
En lov som three-strikes er jo lige praecis en lov, som handler om ideologi snarere end konkrete nationale interesser. Jeg ser snarere mulighed for konflikt mellem de to, naar der skal fordeles f.eks. oekonomiske midler.
Men man kan da forestille sig en borgerlig fransk politiker, som er skeptisk overfor three-strikes, vil vaere under pres fra sit eget parti for at stemme imod sin egen holdning i EU-parlamentet. Men det er vel mere et spoergsmaal om partidicsiplin snarere end nationale interesse?
At den franske regering mente, EU-lovgivningen overtrumfer den nationale lovgivning, da de troede, de kunne få three strikes skrevet ind i Telekompakken
og nu, da det ikke lykkedes, men Telekompakken tværtimod (som den står lige nu, den er endnu ikke vedtaget) indeholder en garanti mod three strikes, mener de, at den franske lovgivning (som ganske vist heller ikke tillader three strikes) overtrumfer EU-lovgivningen. Man går tilsyneladende derhen, hvor man kan få ret, og derfor giver det ikke mening at skelne mellem de to beslutningsprocesser -- i hvert fald som jeg ser det.
Disclaimer: Jeg er ikke ekspert på det her område 🙂
Det giver vel fint nok mening at skelne mellem de to processer set fra det enkelte EU-parlamentsmedlems synspunkt? Et fransk parlamentsmedlem behoever vel ikke forholde sig til at den franske regering eventuelt ikke retter sig efter hvad han er med til at bestemme?
Jo, for som jeg forstår det, kan EU-parlamentspolitik bedre forstås som en lang, fortløbende række af sammenhængende rævekager en fra afstemning til afstemning. Men det er jeg som sagt ikke ekspert i. Hovedparten må måske være, at spørgsmålet om, hvorvidt et EU-parlamentsmedlem forsvarer sin politik for hele EU eller varetager hvad vedkommende ser som Danmarks interesser er noget, som vedkommende fornuftigst tager stilling til fra sag til sag. Spørgsmålet om spildevand var bare et eksempel, det om three strikes et andet.