I den stigende ensretning af et mediebillede, der lider under Dansk Folkepartis pisk, kan man somme tider spørge sig selv, hvor kunstnerne bliver af. Kunstnere og forfattere har brug for at kunne udtrykke sig frit og har brug for ikke at finde sig i den snigende McCarthyisme, hvor Pia Kjærsgaard kan stille sig op og udtrykke tvivl om, hvorvidt samfundet virkelig har “brug for” sådan noget kunst, som hun selv er ved at “brække sig over”.
Forfatteren Erwin Neutzsky-Wulff offentliggjorde for en uge siden en appel til landets forfattere, som han opfordrer til at begynde at gøre den forskel, de kan. Appellen blev offentliggjort i dagbladet Information og lyder bl.a. således:
Jeg tror ikke, jeg er den eneste, der har prøvet at komme til orde i pressen og er stødt mod en mur – man skriver en kronik i Information og får tre reaktioner gående ud på, at det er da vist også rigtigt nok. Mange foretrækker helt at holde kæft, for man vil jo ikke gerne fremstå som galning eller sekteriker.
Klaus Rifbjerg er en af de få undtagelser i min egen profession. Jeg prøvede på et tidspunkt at engagere min fagforening, Danske Skønlitterære Forfattere, men blev hurtigt taget i skole af kollegerne. Forfattere kan være politiske ved stemmeurnerne ligesom andre borgere, men de skal ikke blande sig i debatten. Derfor sigter foreningens politiske arbejde også udelukkende på at bedre medlemmernes økonomiske forhold.
Selv har jeg nu i en periode modtaget et par hundrede tusind om året i arbejdslegater fra Kunstfond og Kunstråd, så hvad brokker jeg mig egentlig over? Javist er man bange.
Er det, man foretager sig, ikke i virkeligheden at ‘bistå fjenden’ i en krigssituation? Og hvem ved, hvad en statsmagt, der dag for dag bliver mere totalitær, i sin tid vil bruge de kartoteker til, som vi givetvis alle sammen står i?
Men hvis historien har lært os noget, må det være, at det værste, vi kan gøre, er at gøre ingenting, mens vi endnu kan gøre noget. At vi netop nu står i den situation, der er den farligste af alle, hvor vi alle kan se, hvilken vej toget kører, men det er jo ikke så slemt endnu, og det bliver det såmænd nok heller ikke.
Og går det ud over nogen (som asylsøgere, der nu er »løgnere« ifølge Danmarks største avis) så er det jo i det mindste ikke os. Vi skal bare opføre os pænt og ikke påkalde os unødig opmærksomhed. […]
En opløftet enlig røst i denne larm er nærmest uhørlig, og det er naturligvis også grunden til, at for eksempel kunstnere, der står i et modsætningsforhold til den gældende smag, danner grupper. En sådan gruppe, der omfattede et rimeligt antal ‘kendte navne’, ville med en fælles underskrift kunne manifestere sig som en dissiderende intelligentsia, også i den udenlandske presse, som ofte betvivler, at vi har en sådan.
De fleste af os er sikkert i vid forstand venstreorienterede. Men som sagt ser jeg ikke dette som afgørende.
I den desperate situation, vi befinder os i, er jeg fuldt ud villig til at lægge ideologiske modsætninger på hylden, hvis det muliggør en slagkraftig protest imod løgn og intolerance. Alle interesserede kan skrive til mig på enw@enw.dk.
Det bliver ikke bedre. Faktisk er det nok tæt ved at være for sent.
Men de fleste skal jo nok ikke risikere deres kunstrådsbevillinger, som Pia Kjærsgaard ganske rigtigt vil bruge som politisk karakterbog, så snart hun får chancen. Dog, jeg kan kun ønske forfatterens projekt om at samle en sådan gruppe af dissiderende intellektuelle lykke på rejsen. I dette land får det desværre nok også brug for det.
Jeg synes, at Pia Kjærsgaards holdning til kunst siger lidt om, hvor lidt kultur, hun besidder. Hun tror, at kunst skal være det samme som pynt.
Billedet der illustrerer den her artikel er nok ikke et tilfældigt udslag af en travl fotograf og “kan du ikke lige stille dig derovre …”:
http://kpn.dk/article1780340.ece
Nej, mon?
Kors …:
“Pia Kjærsgaard er glad for litteratur. Når hun i næste måned drager på ferie, er det prins Henriks nyeste digtsamling, der er med i kufferten …”
Får mig til at tænke på den her sang om en mand der var et eller andet stort … i et eller andet stort land lige syd for grænsen … og noget om en eller anden blomst, der var hans yndlingsblomst -- hvad var det nu, han hed?
Xxxxx Xxxxxxs Lieblingsblume ist das schlichte Edelweiß …
http://www.youtube.com/watch?v=QJFhGPhxEGA
[Hallo! Det her er ingen Godwin, det er bare en spøjs parallel! 🙂 ]
Faktisk fik jeg to reaktioner, den ene fra en nordmand bosat i København, den anden fra en svensker i Malmø. I begge tilfælde var budskabet: “Danmark har sgu da ingen dissiderende intelligentsia!” Så det var jo muntert …
Ynkeligt …
Dog, der findes hæderlige undtagelser, som ham her:
“Der skete en skilsmisse i Danmark i nat: Det var skilsmissen mellem lovens ånd og dens bogstav. Vi har loven for at beskytte mennesker mod overgreb. Nu misbruger vi loven til at øve overgreb mod mennesker.”
Og Rifbjerg, som du selv nævnte. En samlet optræden, som den du lægger op til, ville være godt. Men desværre skal man nok ikke holde vejret.
Fuck Carsten Jensen, Rune Larsen og alle de andre grædekoner med deres pæne manerer og pletfri samvittighed. Kim Vibe har ret.
Man skal bare sige demokrati, så falder venstrefløjen til patten. Den er bloody useless.
I det øjeblik, man opfordrer til, anerkender og anvender civil ulydighed med det direkte formål at forhindre f.eks. udvisninger i at blive gennemført, falder man vel ikke til patten blot ved lyden af et bestemt ord. Noget er noget.
Ikke at jeg vil påstå, udviklingen fylder mig med meget håb for den umiddelbare fremtid.
Too little. Too late.
Men det glæder mig da at høre, at det lykkedes at forhindre udvisningen …
Ja, det ville også have glædet mig. Bemærk, at jeg ikke modsagde dette her med “too little, too late”.
Nej, jeg ved godt, at du både kan læse og skrive, Agger. Problemet er simpelt hen, at folk er for pæne.
For nu at blive i tråden, modtog jeg et afbud, som var svært at argumentere imod. Det gik omtrent som følger: Ja, du og Klaus kan sgu sagtens spille helte, I har jeres på det tørre i jeres elfenbenstårne med jeres bibliotekspenge og et par hundrede tusind årlig i arbejdslegater til rejemadderne.
Men vi andre skal begå os på arbejdspladsen, journalister skal følge avisens borgerlige linje, ellers bliver de nemlig fyret, og forfattere, der ikke har en ukritisk kult, skal passe på ikke at få alt for mange vrede anmeldelser. Og det er måske alt sammen rigtigt nok.
Problemet er bare, at alternativet er berufsverbot og arbejdslejre om ti år. Så mon ikke man alligevel skulle vove det ene øje?
At sige, at det er synd for de jødiske eller ikke-jødiske flygtninge, er blot vand på magthavernes mølle -- de synes nemlig også, det er trist, at noget sådant er NØDVENDIGT. Men at råbe og blive ved med at råbe, at Danmark er et fascistisk diktatur, at spamme redaktionerne og overmale murene med DK=(swastika) det gør sgu ondt, det er en falsk tone i nationalsangen, især hvis det er foran de udenlandske kameraer, inklusive den resulterende knippelsuppe.
De har nemlig ingen problemer med at fremstille optøjer som opstand -- bare se på de tre skaldede systemkritikere i Rusland, der fik verden til at se landet som en stor koncentrationslejr. Den udenlandske presse ser allerede Danmark som noget pinligt og urovækkende, den kan bare ikke fatte, at ingen her i landet skubber til den hældende vogn.
Men det er selvfølgelig bare så dansk, så dansk: Hvad vil naboen ikke tænke? Det er derfor, det hele skal være så humanistisk, og politikken for alt i verden holdes udenfor, med det resultat, at vi ender som en flok gamle tanter, der strikker sokker til afrikanske børn, mens myndighederne skraldgriner.
ERWINS LOV: ALLE KOMMENTARER TIL DANMARKS INDEN- OG UDENRIGSPOLITIK, DER IKKE REFERERER TIL TYSKLAND I TREDIVERNE, ER IRRELEVANTE.
Ja, Rune er blevet stueren. Det var Faklen ikke, da jeg havde tøjlerne, men den blev set i udlandet -- i det mindste Norge -- som et (ungdoms)oprør.
Det er det ældste trick i verden at bestikke kritikerne. Rune gik i vandet med begge ben.
Jeg håber, at du -- at nogen er klogere. For ellers er jeg bange for, at det ser sort ud for Danmark.
Nej, jeg er i det store & hele enig med din analyse og er ikke ret optaget af at være “stueren” -- men jeg har jo heller ikke nogen arbejdsgiver at skulle tækkes, og den jeg får på et eller andet tidspunkt vil sikkert være ligeglad med min mening om ikke-tekniske ting.
Med hensyn til, hvilke debattører og kunstnere, der kan anses for “stuerene” og hvilke ikke -- Carsten Jensen, Klaus Rifbjerg, Rune Engelbreth Larsen, Erwin Neutzsky-Wulff -- vil jeg tillade mig at springe over. Den dag, Pia Kjærsgaard bliver kulturminister, får I alle kniven, og jeg kan ikke se nogen af dem, jeg lige har nævnt, gå tilstrækkeligt på kompromis til at forhindre det.
Den dag, Pia bliver statsminister, er vi ikke de eneste, der får kniven …
Nej, lige præcis.