Politiet beskyldes for at have begået unødig vold mod anholdte irakere, der allerede sad i håndjern under aktionen mod Brorsons-kirken 13. august, ligesom de gjorde mod fredelige demonstranter.
Men det skulle være nemt at afvise, eftersom politiet selv filmede hele aktionen, hvorfor de blot kan fremlægge den pågældende film og be- eller afkræfte beskyldningen.
Men den del af aktionen blev slet ikke filmet, for
Københavns politidirektør, Johan Reimann, forklarede tirsdag i Morgenavisen Jyllands-Posten, at det indgik i operationsplanen, at der skulle dokumenteres inde i kirken, men at der ikke var planlagt optagelser uden for kirken eller i bussen, fordi politiet forventede, at tingene ville foregå fredeligt på gaden, lød det fra Johan Reimann.
Det er klart, det må politidirektøren jo vide. Eller må han?
Chefpolitiinspektør Per Larsen fra Københavns Politi forklarer, at det var meningen at filme hele aktionen, men en af betjentene kom desværre til at ødelægge kameraet med sin knippel:
»Det gik jo meget fredeligt, og inde i kirken slukker vi faktisk kameraet, fordi der ikke rigtig sker mere. Det er så meningen, vi vil fortsætte optagelserne udenfor. Men da vi kommer ud, er der jo noget tumult, og der sker et uheld. Da en kollega hæver sin knippel mod en demonstrant, kommer han til at ramme kameraet. Det er derfor, vi ikke har optagelser uden for kirken og fra transporten i bussen,« siger chefpolitiinspektør Per Larsen til B.T.
Vi læser videre, at “en iraker Halo Kheder Karim har klaget til statsadvokaten over, at han skulle have fået slag med en knippel inde i bussen, og en anden Andam Fazil Jalal påstår, at han har fået lussinger inde i bussen.”
Det var da også helt utroligt ærgerligt, at politifolkene kom til at ødelægge deres kamera, så de nu står og ikke kan bevise deres uskyld. Det er jeg sikker på, de er meget kede af.
Hele sagen rejser selvfølgelig også et andet spørgsmål: Hvor dumme tror de egentlig, vi er?
Update, kl. 15.40: Politiken.dk afslører nu, at politiets forklaring om det ødelagte kamera er løgn:
Først var det politidirektørens forklaring, der ikke holdt vand.
Nu viser det sig, at Københavns Politis seneste bud på, hvorfor politiet ikke har filmet og dokumenteret hele hændelsesforløbet under anholdelserne af en gruppe irakere i Brorsons Kirke og de efterfølgende uroligheder uden for, heller ikke er korrekte.
Stik imod politiets hidtidige forklaring dokumenterer en amatørvideooptagelse lagt ud på YouTube, at politiet også filmede foran kirken under aktionen, der fandt sted natten til den 13. august.
Ifølge Københavns Politis seneste forklaring gik betjentenes eneste videokamera i stykker på vej ud af kirken, da det blev ramt af en knippel, hvorfor politiet ikke har optagelser af forløbet udenfor kirken.
På de private optagelser ses en betjent imidlertid med et videokamera tydeligt i færd med at filme en længere sekvens, hvor en aktivist er kravlet ind under bussen udenfor kirken…
Hvad sagde jeg, havde jeg nær sagt. Nu mangler vi bare at få fremlagt optagelserne inde fra bussen.
Det er også blevet påpeget fra flere eksperter, at politiets videooptagelser ikke udgør dokumentation, men skal opfattes som partsindlæg.
Nu skal man selvfølgelig altid lade tvivlen komme den anklagede -- i dette tilfælde politiet -- til gode, såfremt der ikke kan bevises noget.
Politiet kan godt mistænkes for at lyve, men med mindre der ikke er nogen, der kan påvise, at politiet faktisk har filmet videre udenfor kirken, så må man trods alt tage politiets forklaring alvorligt.
Vi tager lige nøgleordet igen: Med mindre.
Og mens du skrev din kommentar, lavede jeg en update -- den så vi vist mere eller mindre samtidig 🙂
Hvem troer snart på hvad de siger, de er, efterhånden blevet taget i at fylde os med deres ‘sandheder’, løgne, så man kan da ikke have tillid til dem mere.
Rart at der er private optagelser der kan bruges af politiet 😉
Det er meget unfair at anklage politidirektøren Johan Reimann for at lyve, når vi ved, hvilke alvorlige hukommelsesproblemer han i årevis har kæmpet med.
Naturligvis lyver Politiet. Det er der ingen tvivl om. Det rejser et kæmpe problem, for hvad gør man når man ikke længere har tillid til dem som man har sat til at passe på os.