Knivgalskab

Den seneste diskussion om sager mod folk, der er blevet taget i at gå rundt med en kniv, der er blot én millimeter længere end syv centimeter (eller hvad det nu var) kan få en til at spørge sig selv, om vores retssystem da endelig er blevet fuldstændig vanvittigt. En mand bliver i en anden sag taget med en foldekniv, som han har glemt i sin bil, da han tog på fisketur – og anklageren insisterer på ubetinget fængsel?

Jeg ved ikke, om hensigten direkte er at indføre en vilkårlighed i lovgivningen ved at kriminalisere store dele af befolkningen, så man til hver en tid kan komme og slå de fleste mennesker i hovedet med en straffelovsovertrædelse, men jeg synes i alle tilfælde, det er det glade vanvid, at foldeknive og hobbyknive og multiværktøjer overhovedet kan være omfattet af våbenloven – og så blot, for at politikerne kan “sende et signal”?

En kørestolsbruger forklarer her, hvordan denne tåbelige lovgivning reelt gør hende til kriminel, fordi hun gerne vil have noget at spise:

Jeg er lam og sidder i kørestol, og min mad skal skæres ud og findeles. Derfor kører jeg rundt med en grillkniv, som mine hjælpere bruger til dette formål, grillknivens blad er over 7 cm. Min kniv er pakket i etui og ligger i en rygsæk, som hænger bagpå min kørestol.

Som aktiv indenfor handicaporganisationerne er jeg tit til møder med politikere og embedsmænd, til disse møder serveres smørrebrød eller ostemad, hvorfor jeg er nødt til at medbringe min kniv. – Her er kniven lovlig!

Efter et møde tager jeg af og til på shopping, det kan være i et indkøbscenter eller hvor som helst i byen. Min kniv hænger stadig bagpå kørestolen, men da jeg ikke ved, om jeg kun drikke en caffe latte eller om jeg skal spise på min shoppetur. – Så er kniven ulovlig!

Næste dag tager jeg måske fra et møde direkte til et andet, hvor der også serveres en ostemad. Mit kniv er stadig med mig, men jeg skal jo også spise igen. – Se så er kniven lovlig igen!

Men tænk om kantinedamen har glemt ostemadderne til dagens andet møde… Så er min lovlige kniv pludselig ulovlig!

Qua mit handicap er mine muligheder i forvejen begrænsede, og med den nye knivlov har jeg fået yderligere begrænsninger, idet jeg må afstå fra alle former for spontanitet, indkøb og vennebesøg. Ellers risikerer jeg at blive anholdt og få minimum 7 dages hæfte.

Jeg ved udmærket, man ikke kan dispensere alle typer handicap, men der kunne være en form for baglem, evt. en dispensation mod en lægeerklæring.

For det her kan da ikke være lovens intention?   Eller hvad?

Eller også så kunne man én gang for alle afskaffe denne tåbelige kriminalisering af køkken- og andre redskaber, eller i det mindste køre straffen ned på et plan, hvor det giver mening. En bøde på 300 kroner, f.eks.?

Bare et forsigtigt bud: Loven afskrækker alligevel ikke dem, der bærer en kniv som våben i nattelivet, for de regner  ikke med at blive stoppet af politiet. “Går den så går den” er et af de mest almindelige mantraer i kriminelle kredse.

Ergo gavner denne tåbelige signallov intet som helst, men den gør tilsyneladende nok af skade. Men det kan vore politikere åbenbart ikke tage sig af, så længe de fremstår som “hårde”? Inkompetencen skriger til himlen.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.