Af professor, dr. phil. Johannes Pedersen i hans bog Islams kultur (Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag, 1928):
Blandt de kulturer der har dannet sig uden for Europa, er der ingen der står europæisk kultur nærmere end Islams. Dette beror på at disse to kulturer har dannet sig på et fælles grundlag, middelhavslandenes hellenistisk-kristelige livsformer. (…)
Islams kulturhistorie er i mange måder parallel med Europas. Også den dannedes ved at nye folk trængte ind på middelhavslandenes område og tilegnede sig deres dannelse. Den står ikke mere for os som et appendix til eller endog en karikatur af Europas kultur, men som en selvstændig nydannelse, der i sin blomstringstid var forud for det samtidige Europa i rigdom og magt. Betegnelsen “middelalder” har her endnu mindre real gyldighed end for Europas vedkommende. Efter den arabiske erobring omdannedes den byzantinsk-kristelige og den persiske kultur umærkeligt til at blive islamisk uden at der kan tales om et pludseligt og radikalt brud. (…)
Forskellen mellem Islams kultur og den samtidig udviklede kristelige ligger ikke blot i den forskellige karakter af de oprindelige kristelige og muslimiske idealer, men i langt højere grad i at den middelalderlige kristelige kultur udformedes i Vestens lande og hos nye folk, der modtog kristendommen udefra og formede den på deres egen måde, medens Islam udformedes i Østen, i selve oldtidskristendommens gamle lande. De samme folk som havde dannet den østlige kristendom med dens særlige idealer, dens tænkning og livsopfattelse, blev senere skaberne af den muslimske kultur. Ligesom den byzantinsk-kristelige kultur skabtes ved hellenismens optagelse af kristendommen, således opstod Islams kultur ved den byzantinsk-kristelige kulturs optagelse af Islam.
Det er ikke først Islam som har skabt en kulturel ensartethed i Forasien. Men islams oprindelige repræsentanter, araberne, der selv boede på grænsen af det byzantinske kulturområde, gav den gamle kultur, som de tilegnede sig, et nyt præg med et nyt sprog og en ny kultus.
Og dermed kom den islamiske civilisation til at stå som den hellenistiske kultur og måske især læge- og naturvidenskabs kustoder i en tid, hvor Europa lod til at have tabt i hvert fald dén tråd.
Discover more from Modpress
Subscribe to get the latest posts sent to your email.
Jeg vil nu nok mene, at den primære kustode for den hellenistiske kultur var det græsksprogede Byzans. Det holdt trods alt stand i 700 år, og i den periode nåede det at sprede sin sproglige og kulturelle indflydelse (og dermed civilisationen) langt mod nord og øst -- samtidig med at det bibeholdt en stor del af antikkens viden om anatomi og arkitektur, og føjede nyt til inden for bureaukrati, diplomati og krigskunst. Så selv om Konstantinopel faldt i 1452, så bestod den hellenistiske kultur -- ikke kun blandt araberne og osmannerne, men måske i særlig grad blandt slaverne mod øst. For slet ikke at snakke om mod vest, hvor Renæssancen (med al respekt for kulturmødet i Andalusien) ville have været utænkelig uden Konstantinopels bidrag af greco-romansk Kulturgut.
Så meget desto mere ironisk er det, at Imperiets sprog, der engang taltes fra Balkan til Damaskus til Alexandria, og videre ned langs Afrikas middelhavskyst samt mod øst helt over til det Kaspiske hav -- at det i dag kun tales af 15-16 mio mennesker. Der var araberne alligevel mere grundige. 😉
Problemet er, at byzantinerne også overtog kristendommens dogmatiske og fjendtlige holdning til antikkens filosofi og videnskab, jfr. steningen af Hypatia og afbrændingen af biblioteket i Alexandria.
Men du har da ret i, at de selvfølgelig OGSÅ har spillet en rolle.
Men faktisk var byzantinernes rolle i stimulationen af videnskaben og den græske naturfilosofis bevarelse i de år mest, at man gennem forfølgelse jog de munke, der insisterede på at beskæftige sig med sligt ugudeligt tøjeri, ud fra sit eget territorium; en del af disse især syrisktalende og -skrivende munke havnede nu i de persisk-styrede områder, hvorfra de efter islams erobringer var klar til at indgå i de nye kulturcentre, der skød op forskellige steder i det islamiske rige (selvølgelig ofte i mistænkelig nærhed af, hvor der tidligere havde været sådanne intellektuelle centre).