Breaking the Silence er en israelsk soldaterorganisation, der har sat sig for at bryde det israelske samfunds hårdnakkede og selvvalgte tavshed om de ting, deres egne soldater foretager sig i de besatte områder.
På Faklen.dk skriver Gry Waagner Falkenstrøm om et besøg i Hebron sammen med en soldat fra Breaking the Silence, der viser rundt i nutidens og fortidens forbrydelser:
Vi er på besøg hos Issa’ Amru, en palæstinensisk borger i Hebron og en af Ilans gode venner og samarbejdspartnere i oplysningsarbejdet, der ivrigt tegner et portræt af indbyggernes umulige hverdag. Der er nok af personlige historier til at underbygge med; den unge palæstinensiske mand, der blev tvunget af israelske soldater til at sidde på hug i solen, en 16-årig der blev banket. Den palæstinensiske kvinde der blev sparket af en soldat på gaden, en anden kvinde der blev nødt til at føde ved et checkpoint. Forskelsbehandling af palæstinensere og bosættere fra politiets side. Bosætternes daglige chikane af deres palæstinensiske naboer til de på et tidspunkt er tvunget til at flytte fra deres hjem. Den ødelæggende virkning, som checkpoints og muren har på almindelige palæstinenseres muligheder for at leve et normalt liv med landbrug, handel, uddannelse og job i andre dele af Vestbredden. “Folk skal vide, hvad der sker. Vi filmer de fleste konkrete episoder, og så håber vi på, at så mange som muligt ser de videoer, vi lægger ind på Youtube. Vi er desperate, men det er det eneste, vi kan gøre. Vi afleverer tit vores bånd til politiet, men jeg tager altid en kopi inden, for jeg ved godt, hvor de bånd havner”. […]
En ung palæstinenser [gik] ud fra den port deroppe. Han havde et skarpt stykke glas bundet om hånden og prøvede at dræbe en soldat med det. Han blev lynhurtigt slået ned. En af de andre soldater skød ham på nært hold, mange gange. Jeg og nogle af mine venner kom løbende til, og vi prøvede at redde ham. Men så var det, at bosætterne havde fundet ud af, hvad der var sket, og de prøvede at få os væk fra ham og råbte, hvad fanden vi havde gang i. Da det ikke lykkedes, og vi stadig prøvede at redde fyren, angreb de os. De skubbede på os fra alle sider og maste os ned i ham, for på den måde at slå ham endeligt ihjel. Vi væltede rundt, og der var blod overalt. Efter lidt tid kom en ambulance og tog fyren med. Han var død for længst. Jeg kan huske, vi satte os under det træ og prøvede at vaske noget af blodet af os. Ude på vejen lå der en kæmpe blodpøl, og vi soldater, der havde prøvet at hjælpe, havde blod overalt. Efterfølgende hentede nogle af bosætterne musikanlægget fra festen, og så begyndte de hujende at danse rundt om blodpølen. Der tænkte jeg, hvad fanden laver du her. Hvordan kan virkeligheden være så sådan her?[…]
Separationspolitikken har aldrig hjulpet på palæstinensisk vold. Den medvirker tværtimod til at forværre situationen, så jeg tror det eneste, der kan hjælpe på spændingerne og sikkerheden her, er skridt for skridt at gøre en ende på denne apartheidstat og gøre det mere demokratisk. For som det ser ud nu, tror jeg kun, det er et spørgsmål om tid, inden den tredje intifada begynder.
Link: Breaking the Silence