Month: September 2009

Jyllands-Posten og kriminalisering af islam

JP Århus har et opgør igang med grundloven – som de fleste ved, så står der i paragraf 67

” Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.”
Det har Jyllands Posten Århus ikke meget tilovers for, så de har nu “afsløret” at nogle folk har forenet sig for at dyrke deres gud – på en måde der stemmer med deres overbevisning:

Moske ad bagdøren

Ved at kalde det »aktivitetslokaler« har initiativtagere kunnet etablere en ny moske i Brabrand.

Hverken kommunen eller naboerne har godkendt den moske, som nu ligger på Grimhøjvej 7 i Brabrand.

Moskeen er oprettet af tidligere medlemmer af moskeen på Grimhøjvej 15. De søgte aldrig om tilladelse til en ny moske, men i stedet om at ombygge en erhvervsbygning til »møde-, undervisnings- og aktivitetslokaler samt lager«.

En høring gav ingen naboindsigelser, og derfor gav Århus Kommune byggetilladelse i marts 2009.

Ydermere kan Jyllands Posten Århus afsløre at der har været støj fra biler der kommer til prædikerne, og at nogle højtalere havde larmet i anledningen af Eid-festen.

Nogle burde orientere Jyllands Postens journalister om at Grundloven – trods Dansk Folkepartis protester – stadig gælder i Danmark – og at man stadig har lov til at dyrke sin religion frit i Danmark. Ihvertfald indtil DF tager det op til de næste finanslovsforhandlinger.

Man kan eventuelt maile grundlovens paragraf 67 til de tre(!) journalister der har været på historien.

KIM.PAULI@jp.dk – mads.bonde@jp.dk – jacob.h.rasmussen@jp.dk

link til islamofobisk nyhedsartikel

En god Venstremand siger stop

Eyvind Vesselbo vil ikke længere lade sig drive rundt i manegen af Dansk Folkeparti, skriver han i en kronik i Berlingeren:

Danmark er på vej ud på et skråplan. Det politiske system og store dele af medierne er nærmest lammet af angst for Dansk Folkeparti. Gang på gang kommer Dansk Folkeparti med forslag, som ligger langt ud over, hvad et samfund som det danske burde beskæftige sig med. Trods dette er alt for mange politikere og mange medier enige om, at der helt sikkert er stor opbakning i befolkningen til en række af de forslag, som Dansk Folkeparti fremkommer med.

Dansk Folkepartis retorik er stort set kun centreret omkring begreber som at stramme, at regulere, at forbyde, om sanktioner, om minimumsstraffe mv. Store dele af den politiske debat følger trop. Det er simpelthen et skråplan, vi er på vej ud på. Vi bør stoppe op og tænke over, om det er et sådant samfund, vi vil have. Vi må tænke over, hvor vi er på vej hen, og hvor denne udvikling skal ende. Som liberal politiker er det mig så inderligt meget imod, at vi fortsætter ad denne politiske vej. Vi har efterhånden helt glemt, at det er begreber som frihed, frisind og kreativitet, som burde være de grundlæggende elementer i vort samfund ikke mindst med en borgerlig-liberal regering ved roret.

Råbene på hårdere straffe, strammere lovgivning, om øget regulering og om flere forbud fortsætter, selv om lovgivningen har flyttet sig et stykke vej i denne retning. Problemet er nemlig, at Dansk Folkeparti aldrig kan få nok. De stopper aldrig. Hvis de gjorde, ville hele deres eksistens være truet.

Vi kan ikke have en politisk debat, hvor alt for mange gemmer sig, fordi de er bange for, at ledelsen i Dansk Folkeparti skal blive sure og mopsede. Hans Engell sagde forleden i TV2, at grunden til, at regeringstoppen ikke går ud og tager afstand fra Dansk Folkeparti i en række sager, er, at man ikke vil gøre Dansk Folkeparti sure lige før finanslovsforhandlingerne. Denne vurdering er ganske givet rigtig, men ledelsen i Dansk Folkeparti må finde sig i at blive sagt imod. De må forstå, at vi lever i et demokratisk samfund, og at i et demokratisk samfund kan man blive modsagt, også af dem, man er støtteparti for. De må også forstå, at vi har ytringsfrihed i Danmark. Vi har ikke brug for et Vogternes Råd, ligesom i Iran, til at styre meningsdannelsen og den politiske debat.

Eyvind Vesselbo har set lyset. Lad mit gæt være, at der kommer til at blive meget stille om den kronik de næste dage og så her op til finanslosvoforhandlingerne? Imens bliver sprækkerne stadigt mere tydelige.

Men læs det hele, de spredte citater herover kan ikke yde kronikken retfærdighed.

Link: Stop angsten for Dansk Folkeparti (også omtale i Politiken).

Samvittighed vs. ‘godhed’ og ‘moraliseren’

Det hænder ofte, at folk, der protesterer mod udlændingelovgivningen, senest mod udvisningerne af afviste irakere (stik mod regeringens egen aftale med Irak) beskyldes for at udgøre en “godhedsindustri” eller får at vide, at de “moraliserer”, tror sig bedre end andre, osv. Selv en af og til fornuftig debattør som Raapil er hoppet på den limpind.

Rune Engelbreth Larsen vender spørgsmålet om i sin klumme i dagens Politiken:

I november 2008 var der forslag fremme om at forbyde drengeomskæring. I en fælleserklæring protesterede Martin Krasnik, Jacob Holdt, Kathrine Lilleør, Bent Melchior, Karsten Nissen og Özlem Sara Cekic m.fl.

Var det mon for at demonstrere deres »godhed«, at de ytrede sig i fællesskab? Var det for at fremhæve sig selv som en »kulturelite«? Jeg tror det ikke. Jeg tror, at de fandt forbudsforslaget forkert og krænkende.

Men lad os forestille os, at forbudet blev vedtaget. Mon ikke Krasnik ville protestere på tryk og vælge at få det gjort i smug, hvis han atter blev far til en søn? Jeg er i hvert fald sikker på, at mange andre ville gøre det. Hvordan karakterisere dette? Som en gemen forbrydelse?

Et andet eksempel: Lad os antage, at Forsvarskommandoen i september 2005 havde fået nys om, at Jyllands-Posten ville offentliggøre Muhammed-karikaturer, hvoraf flere var så hånlige, at det bl.a. kunne få konsekvenser for udstationerede danske soldater.

Lad os antage, at Forsvarskommandoen på forhånd krævede karikaturplanen indstillet, ja, truede med censur, fogedforbud og ransagninger for at destruere hver eneste kopi, der jo kunne opildne nogen og bringe danskeres liv (og forholdet til »fremmede magter«) i fare.

Hvad ville avisen have gjort? Mon ikke man ville have vægtet ytringsfriheden højere end censurkravet?

Så er det “godhed”, “selvgodhed”, og hvad ved jeg, der får folk til at protestere over begrænsninger i ytringsfriheden, forbud mod omskærelse af drenge – og hvad der ellers er oppe i tiden?

Jeg tror det ikke – måske snarere en følelse af, at det efterhånden begynder at være alvor, det her:

Hvorfor gør de det? Næppe fordi de føler sig som en del af »overhuset« eller »eliten«. Og næppe fordi de synes, at det er særlig fantastisk at blive ’beskyldt’ af et foragtende kor for at være »gode« – et noget desorienterende skældsord, skulle man ellers mene?

Men måske fordi uhyggen simpelthen hober sig op. Mennesker dumpes af den danske stat i fremmede lande, uanset om de måtte være i livsfare eller ej. Hans Jørgen Bonnichsen er blevet truet til tavshed, Per Ramsdal truet med fyring, Kirkeasyl truet med forbud, og Forsvarskommandoen kræver ret til forcensur og truer med at ransage et forlag i kampen mod en bog, der ikke beskriver virkeligheden, som militæret forlanger det. Og så videre.

Og når så en illegal udlænding bliver voldtaget, mishandlet og indespærret af en brutal dansker i ugevis, forarges TV2 Nyhederne lige akkurat kun halvvejs – man undlader nemlig behændigt at oplyse, at den mishandlede kvinde efter sit grusomme mareridt oven i hatten står til tvangsudvisning af Danmarks elskværdige myndigheder …

Link: Ytringsfrihed og samvittighed

Too big to fail – hit med overskuddet eller bliv delt

Finanskrisen fik med et sat spotlys på hvilken risiko hele samfundet tager, når infrastrukturen og økonomien er afhængige af private firmaer. Det blev pinligt bevist at de største amerikanske banker, simpelthen ikke måtte gå ned – de var “too big to fail”, og derfor måtte skatteyderne til lommerne og kaster milliarder ned i det kæmpe hul som bankernes grådighed havde skabt.

Ligeså i Danmark – hver eneste gang Danske Bank har været i problemer har den danske stat garanteret deres fortsatte eksistens. Danske Bank udgør ca. 1/3 af al dansk bankaktivitet (Nordea en anden tredjedel og resten fordelt på de resterende banker), og hvis Danske Bank går under, så vil det have en katastrofal virkning på hele Danmarks økonomi.

Altså har skatteyderne måtte kaste milliarder efter Danske Bank for at redde den, da krisen viste at banken havde satset alt for risikabelt. Og risikoen blev taget af de danske skatteydere, ikke aktionærer og bestyrelsen.

Alle disse lån og garantier har Danske Bank fået ganske gratis, og kan tilmed fortsætte som en mastodant i den danske bankbranche. Nu ved banken blot at uanset hvor mange risici der bliver taget af banken, vil den aldrig nogensinde få problemer med finansering og sikkerhedsstillelse.

Altså er markedskrafterne reelt sat ud af kraft når det gælder Danske Bank – normalt risikerer banken og bestyrelsen en masse penge og i yderste konsekvens at gå under – en risiko der medfører en vis forsigtighed. De danske skatteydere har nu al risiko – og Danske Bank kan tage al overskuddet.

Denne situation er naturligvis ikke holdbar – private firmaer skal ikke misbruge milliarder af skattekroner på den måde. Og slet ikke tage hele samfundet som gidsel. Så herfra skal lyde et krav om reformer af banksektoren. Hvis en bank bliver estimeret til at være “too big to fail”, må der være én af to konsekvenser. Enten bliver banken delt op i mindre dele – og dermed fjernes risikoen. Eller også må banken betale en større del af sit overskud til en statslig fond, der kan trækkes på, når situationen kræver det.

Politikerne går rundt om den varme grød og tør ikke hive i Danske Banks hale – det er ynkeligt at se på, og får banken til at tro på sin egen udødelighed – se blot hvordan Danske Banks direktør ønsker at fjerne en masse småbanker i Danmark – når det i virkeligheden kun er to banker der bør fjernes/deles i Danmark – Danske Bank og Nordea.

Jyllands-Postens uhæderlige klimadebat

Professor Henrik Svensmark fra DTU havde forleden en kronik i Jyllands-Posten, hvor han argumenterede for sin egen teori om, at den globale opvarmning ikke skyldes udledning af CO2, men udsving i solens aktivitet.

I den forbindelse anførte JP i en tilhørende leder, at  Svensmark havde været udsat for politisk motiveret kritik, og skrev i den forbindelse blandt andet, at:

Det er for eksempel mediernes opgave at viderebringe de opsigtsvækkende oplysninger, som Henrik Svensmark fremlægger i dagens kronik i denne avis: At temperaturen faktisk er begyndt at falde, og at en ny ”lille istid” inden for de nærmeste årtier kan være et lige så sandsynligt fremtidsscenario, som flertallets forudsigelse af en global temperatur- og vandstandsstigning. Hvis han har uret, skal han mødes med saglige, videnskabelige argumenter, som det er mediernes opgave at viderebringe – ikke med en refleksmæssig påstand om, at flertallet har ret.

Og ja, det er rigtigt, at Svensmark i sin kronik skriver, at temperaturen er ved at falde, og at vi ifølge hans sol-teori kunne se et globalt fald i temperaturerne de næste årtier.

Det sidste vil jo vise sig, og man kan kun håbe, at Svensmark har ret. Men er det virkelig sandt, at “den globale opvarmning [er] standset, og en afkøling er så småt begyndt“, som Svensmark skriver i sin kronik?

Betragt ovenstående illustration, som er udarbejdet ud fra NASAs temperaturovervågningsdata. Figuren viser, at selv om det er rigtigt, at de sidste to år viser en lavere temperatur end de foregående, skal det stadig ses i lyset af, at 2005 var det varmeste år nogensinde registreret, og at der tidligere har været mindst lige så store udsving tidligere, uden at det har påvirket den stigende tendens. Det er ganske enkelt alt for tidligt at konkludere, om temperaturen er faldende, og det må tilskrives ønsketænkning fra Svensmarks side, at han kan læse et fald ind i så spinkelt et datagrundlag.

Jeg skrev derfor følgende lillel læserbrev til Jyllands-Posten hvor jeg, som den tilhørende leder efterlyste, påpegede Svensmarks mest oplagte fejl med “saglige, videnskabelige argumenter”:

FOR TIDLIGT UDE

Professor Henrik Svensmark skriver i sin kronik i JP 9/9, at CO2-teorien
om global opvarmning formentlig er forkert, og at Jordens temperatur
angiveligt er faldende, så vi går en istid i møde.

Synspunktet er interessant, men Svensmark er for alt tidligt ude med
konklusionen om, at den globale middeltemperatur er faldende.

Se denne figur:

http://data.giss.nasa.gov/gistemp/graphs/Fig.A2.lrg.gif

Det er rigtigt, at 2007 og 2008 har en lavere temperatur, men udsvingene
og de store usikkerheder viser tydeligt, at det er for tidligt at drage
nogen konklusion i den retning. Der har før været tilsvarende dyk i
enkelte år, uden at det standsede den stigende tendens. Svensmark ville
have styrket sin troværdighed, om han selv havde vedgået dette.

I øvrigt er det spændende, at JP har ladet en kvalificeret klimaforsker
skrive en rent videnskabelig og ikke-politisk kronik om
klimaforandringerne. Måtte der komme mere af den slags!

Men har Jyllands-Posten valgt at bringe det? Selvfølgelig ikke. Men så har de vel bragt anden kvalificeret, videnskabelig kritik af Svensmark, hvis teorier har været kendt i mange år og som generelt anses for at være interessante, men ude af stand til at forklare de temperaturstigninger, vi har set?

Nej, faktisk ikke. Det eneste, der  kom igennem  – ud over folk, der støttede Svensmark af rent politiske grunde – var formand for Det Økologiske Råd Christian Ege, der i en kort bemærkning observerede, at Henrik Svensmark ligesom Bjørn Lomborg “har fået tildelt store beløb af regeringen og Dansk Folkeparti som led i finanslovsaftaler uden om de gængse kanaler, hvor alle andre skal søge midler og underkastes en faglig vurdering”.

Så Jyllands-Posten kører Svensmark i stilling som den store videnskabelige autoritet, insisterer derefter på, at debat om hans resultater må holdes på et sagligt, videnskabeligt grundlag – samtidig med, at de fortier, at Svensmark får øremærket støtte fra regeringen på linje med Bjørn Lomborg. Oven  i hatten nægter de så at optage saglig, videnskabelig kritik af hans resultater.

Mon ikke det er Jyllands-Posten, som er politisk motiveret på grænsen til det uhæderlige i deres behandling af denne sag, som ganske rigtigt aldrig burde diskuteres på andet end et sagligt, videnskabeligt grundlag?

Læs også:

•  Klimadebat, CO2 og miljø
•  Klima versus vejr – hvorfor vejrets uforudsigelighed ikke hindrer forudsigelsen af global opvarmning

Hvorfor George W. Bush fortjente at få en sko i hovedet

Muntazer al-Zaidi, den irakiske journalist, der smed en sko i hovedet på USAs præsident George W. Bush, forsvarer sin handling i et indlæg i The Guardian:

I am free. But my country is still a prisoner of war. There has been a lot of talk about the action and about the person who took it, and about the hero and the heroic act, and the symbol and the symbolic act. But, simply, I answer: what compelled me to act is the injustice that befell my people, and how the occupation wanted to humiliate my homeland by putting it under its boot. […]

I say to those who reproach me: do you know how many broken homes that shoe which I threw had entered? How many times it had trodden over the blood of innocent victims? Maybe that shoe was the appropriate response when all values were violated.

When I threw the shoe in the face of the criminal, George Bush, I wanted to express my rejection of his lies, his occupation of my country, my rejection of his killing my people. My rejection of his plundering the wealth of my country, and destroying its infrastructure. And casting out its sons into a diaspora.

If I have wronged journalism without intention, because of the professional embarrassment I caused the establishment, I apologise. All that I meant to do was express with a living conscience the feelings of a citizen who sees his homeland desecrated every day. The professionalism mourned by some under the auspices of the occupation should not have a voice louder than the voice of patriotism. And if patriotism needs to speak out, then professionalism should be allied with it.

Link: Why I threw the shoe

Skulle bog forbydes for at dække over udlevering til tortur?

Det er mere og mere af en gåde, hvorfor Forsvarskommandoen pludselig ville have nedlagt fogedforbud mod jægersoldaten Thomas Rathsacks bog “Jæger – i strid med eliten”.

Dette så meget mere, som de faktisk har kendt til hans planer i et års tid nu.

Men måske det handler om at mørklægge en sag, hvor en afghansk fange blev udleveret til tortur hos amerikanerne – og måske en masse andre, lignende sager?

Det antyder selveste kammeradvokaten i hvert fald, skriver Politiken:

Kammeradvokaten kæder nu overraskende torsdagens retsmøde sammen med den kommende erstatningssag, som en tidligere afghansk fange har rejst mod Forsvarsministeriet i Østre Landsret.

»De hensyn, der varetages i denne her sag i relation til bogen, og de hensyn, der varetages i erstatningssagen i Østre Landsret, er de samme«, siger kammeradvokaten, der har begge sager.

Men sagen kan få langt flere konsekvenser.

Torsdag vil kammeradvokaten bede retten om at lukke dørene i sagen om den tidligere jægersoldat Thomas Rathsacks bog, der de seneste dage har skabt voldsom debat. Herefter vil det være op til dommeren at fastslå, om der skal nedlægges fogedforbud mod bogen.

En tidligere afghansk fange har anlagt en erstatningssag mod den danske regering. Han hævder at være blevet mishandlet, efter at han blev overført af danske specialstyrker til amerikansk varetægt i Afghanistan i 2002.

Min fremhævelse. Måske det handler om, at spredte oplysninger i bogen – som Rathsack måske ikke selv har været opmærksom på – kunne bruges til at dokumentere en langt større beredvillighed til udlevering til tortur og til Guantanamo, til at tillade hemmelige overflyvninger, til at tie stille med amerikanernes krigsforbrydelser i Irak og Afghanistan, og så videre, end regeringen hidtil har været ved? Så måske det slet ikke handler om “nationens sikkerhed”, men om, hvad der er politisk pinligt for det danske forsvar og den danske regering?

Dette er endnu spekulation, naturligvis – men kammeradvokatens bemærkninger peger afgjort i den retning.

Link: Forsvaret vil mørklægge bogsag

Dagens citat: Islam og europæisk kultur

Af professor, dr. phil. Johannes Pedersen i hans bog Islams kultur (Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag, 1928):

Blandt de kulturer der har dannet sig uden for Europa, er der ingen der står europæisk kultur nærmere end Islams. Dette beror på at disse to kulturer har dannet sig på et fælles grundlag, middelhavslandenes hellenistisk-kristelige livsformer. (…)

Islams kulturhistorie er i mange måder parallel med Europas. Også den dannedes ved at nye folk trængte ind på middelhavslandenes område og tilegnede sig deres dannelse. Den står ikke mere for os som et appendix til eller endog en karikatur af Europas kultur, men som en selvstændig nydannelse, der i sin blomstringstid var forud for det samtidige Europa i rigdom og magt. Betegnelsen “middelalder” har her endnu mindre real gyldighed end for Europas vedkommende. Efter den arabiske erobring omdannedes den byzantinsk-kristelige og den persiske kultur umærkeligt til at blive islamisk uden at der kan tales om et pludseligt og radikalt brud. (…)

Forskellen mellem Islams kultur og den samtidig udviklede kristelige ligger ikke blot i den forskellige karakter af de oprindelige kristelige og muslimiske idealer, men i langt højere grad i at den middelalderlige kristelige kultur udformedes i Vestens lande og hos nye folk, der modtog kristendommen udefra og formede den på deres egen måde, medens Islam udformedes i Østen, i selve oldtidskristendommens gamle lande. De samme folk som havde dannet den østlige kristendom med dens særlige idealer, dens tænkning og livsopfattelse, blev senere skaberne af den muslimske kultur. Ligesom den byzantinsk-kristelige kultur skabtes ved hellenismens optagelse af kristendommen, således opstod Islams kultur ved den byzantinsk-kristelige kulturs optagelse af Islam.

Det er ikke først Islam som har skabt en kulturel ensartethed i Forasien. Men islams oprindelige repræsentanter, araberne, der selv boede på grænsen af det byzantinske kulturområde, gav den gamle kultur, som de tilegnede sig, et nyt præg med et nyt sprog og en ny kultus.

Og dermed kom den islamiske civilisation til at stå som den hellenistiske kultur og måske især læge- og naturvidenskabs kustoder i en tid, hvor Europa lod til at have tabt i hvert fald dén tråd.

Iraks vicepræsident: Send ikke folk hjem, før forholdene er bedre

Samtidig med, at vi af regeringen og deres medløber får tudet ørerne fulde af, at Irak på det nærmeste har forvandlet sig til et fredfyldt, blomsterfyldt ferieparadis, hvortil vi roligt kan sende folk tilbage og det så trygt, som kom de fra Maldiverne eller Seychellerne, går ingen ringere end Iraks vicepræsident nu ud og fraråder, at man tvinger irakiske flygtninge tilbage:

De afviste irakiske asylansøgere i Danmark får nu politisk støtte fra højeste sted i Irak, oplyser Radioavisen.

Iraks vicepræsident går nemlig ind i sagen. Han vil have stoppet hjemsendelserne af irakere i Danmark, indtil forholdene i Irak er bedre. Og han vil have Danmark til at lade være med at bruge tvang for at få irakerne hjem.

Iraks vicepræsident Tarik Hashimi leverede det budskab til den danske ambassadør i Bagdad, da de for nylig holdt et møde på vicepræsidentens kontor.

Det fremgår af et referat af mødet, der ligger på vicepræsidentens hjemmeside alhashimi.org.

Men det kan naturligvis ikke afficere regeringen og Dansk Folkeparti, der sikkert lige så gerne havde sat de afviste asylsøgere af i Antarktis uden proviant, hvis ikke der nok var blevet for mange protester. Det er da altid noget, at der stadig findes enkelte samvittighedens stemmer.

Red and Blue – en klassiker fra cirkushistorien

Blå Klovne forsøger at få Rød Klovn ned. En ægte stumfilmsklassiker (sådan da). Fra YouTube-filmens selvbeskrivelse:

Gamle cirkusminder er ikke at foragte. Her prøver De Blå Klovne at få hevet Rød Klovn ned fra et højt stillads foran cirkusteltet på Fredens Eng på Christiania. Denne historiske optagelse stammer helt tilbage fra efteråret 2005, hvor politiets terrorkorps velvilligt bidrog til en uforglemmelig optræden for øjnene af mere end tusinde tilskuere.

Link: Cirkuskrigen – en dokumentarfilm