Så er endnu et kæmpe terrorist-komplot mod de ansvarlige for Mohammedtegninger på JP blevet afsløret! Først og fremmest må man håbe danskerne kan huske det sidste “komplot”, hvor to uskyldige tunesere blev anklaget med samme selvsikkerhed som medierne i disse dage anklager to amerikanere. Dengang var de allerede dømt i nyhedsmedierne længe før det kom frem at der ikke var nogle beviser og anklagerne var baseret på løse rygter og hvad nu PET ikke kunne lide. Dengang blev to uskyldige familiefædre smidt ud af landet, så Ekstra Bladet kunne skrive at landet var blevet sikkert igen.
Men lad os satse på at historien er sand denne gang – der er vist allerede én af de anklagede der har indrømmet at de ville slå nogle på JP ihjel. Så er det naturligvis horribelt, og herfra Modpress skal der lyde en kæmpe støtte til Knud Vestergaard og Jyllands-Postens kulturredaktør Flemming Rose. Det er vigtigt at man i et demokratisk samfund støtter op om ytringsfriheden for alle – og når vi i Danmark giver ytringsfrihed til racister og islamofober – så er det vores valg og så skal nogle idioter ikke prøve at ødelægge det.
Lad os som konsekvens af denne terrortrussel fjerne den største indskrænkning af ytringsfriheden i Danmark, og vise islamisterne at vi har ægte ytringsfrihed i Danmark – og at vi er stolte af den. Lad os rulle terrorlovene tilbage – der indtil videre kun har betydet at Greenpeace og nogle demonstranter er blevet straffet, og istedet tilføje ekstra resurser til PET og FET.