Der foregår i disse dage en livlig diskussion om dokumentstandarder, blandt andet på Computerworld og Version2.
Spørgsmålet er, om man skal vedtage at bruge et format, som alle bliver enige om – ligesom alle er enige om gevindstørrelsen på fatningerne i pærerne derhjemme – eller om man, det vil sige private virksomheder og det offentlige, skal blive ved med at trækkes med et system, hvor man aldrig ved, om man kan åbne sine game dokumenter efter næste opgradering af Microsoft Office.
Microsoft har selv forsøgt at forplumre vandene ved at ophøje deres egne Word- og Excelformater til en “standard” ved navn OOXML, som de dog samtidig har forsøgt at sætte patentmure omkring, så kun de selv faktisk har lov at implementere dem.
Jørgen Elgaard Larsen forklarer på sin blog, hvorfor Microsofts OOXML faktisk ikke er nogen åben standard, men et forsøg på at spænde ben for hele diskussionen:
selvom OOXML har været igennem en ISO-godkendelse, kan man ikke kalde formatet for åbent.
Det har ikke som sådan noget med ISO at gøre, men om den måde, hvorpå Microsoft har misbrugt godkendelsesprocessen i ISO.
Også danske eksperter har været i tvivl: Helge Sander nedsatte et ekspertudvalg til at vurdere dokumentformater. I ekspertudvalgets rapport findes ikke en direkte vurdering af, om OOXML er et åbent format – men rapporten omtaler “de to åbne formater”. Det antyder, at de regner OOXML for et åbent format. I ekspertudvalgets anden rapport vurderer de, at organisationerne ECMA, OASIS og ISO alle er “relativt åbne”, og at OOXML dermed er en åben standard.
Men bare fordi ISO som organisation er “relativ åben”, betyder det ikke nødvendigvis, at det enkelte format – OOXML – er det. Tværtimod har OOXML’s vej gennem ISO været meget atypisk.
For det første har standardiseringsarbejdet hele tiden gået ud på at blåstemple det format, som alene er udviklet af Microsoft. I kommisoriet for ECMA’s arbejdgruppe for OOXML hed formålet: “To Produce a formal Standard for office productivity documents which is fully compatible with the Office Open XML Formats”. Altså: ECMA OOXML skal være det samme som Microsofts format.
Men for det andet – og endnu værre – er der rigelige eksempler på, at Microsoft har forsøgt at styre processen igennem ISO.
I første omgang forsøgte Microsoft at “pakke” de nationale standardorganisationer, som kan stemme i ISO. Blandt andet betalte Microsoft for stemmer i Sverige. Også i Norge og flere andre lande, var der tegn på urent trav fra Microsofts side. Alligevel blev OOXML forkastet af ISO.
I mellemtiden meldte flere lande sig ind i ISO som stemmeberettigede. Lande som Elfenbenskysten, som aldrig før havde interesseret sig for dokumentstandarder, betalte pludselig for at blive stemmeberettiget medlemsland i ISO. De afgav et svar til fordel for OOXML, men deltog iøvrigt ikke i standardiseringsprocessen. Tilsvarende optrådte andre af de ny-indmeldte lande som “stemmekvæg” til fordel for OOXML. Efter en lang diskussion blev OOXML så godkendt i ISO med et snævert flertal.
Under den lange diskussion blev der tilføjet nogle ændringer, for at få OOXML til at glide ned hos de skeptiske ISO-medlemmer. Men ændringerne nåede ikke at blive indføjet før den endelige afstemning – så ISO’s medlemsorganisationer måtte stemme om OOXML uden at have set den endelige tekst. Til gengæld fik de lovning på, at alting nok skulle komme på plads. Det ville en arbejdsgruppe i ISO sørge for.
Men i denne arbejdsgruppe er der et overvældende flertal af Microsoft-folk. De fleste firmaer sender én person til arbejdsgruppen – ligesom man gør i ODF-arbejdsgruppen i OASIS. Men i ISO’s arbejdsgruppe sender Microsoft 5-10 mand, og udgør alene op mod halvdelen af stemmerne. Dertil kommer firmaer, som er Microsoft-partnere eller på anden vis har sammenfaldende interesser med Microsoft. Resultatet er, at Microsoft har absolut flertal i arbejdsgruppen.
Dette flertal anvender de til at misbruge fejlretningsprocessen: Når en standard er godkendt i ISO, kan den tilknyttede arbejdsgruppe rette åbenlyse fejl i standarden. Det kan for eksempel være stavefejl eller misvisende eksempler. I alle tilfælde siger ISO’s regler, at arbejdsgruppen ikke må tilføje ny funktionalitet eller ændre vedtaget funktionalitet. Især må rettelser ikke risikere at få eksisterende programmer til at holde op med at virke.
Trods denne regel, har den Microsoft-dominerede arbejdsgruppe lavet omfattende tilføjelser til standarden. Desuden er der lavet ændringer, der vil få evt. programmer til at holde op med at virke.
Allermest tankevækkende er det, at nogle af de rettelser, som oprindeligt blev indført i standarden for overhovedet at få den vedtaget i ISO, nu bliver rettet tilbage. Et eksempel på dette handler om datoer og skudår: I Microsofts oprindelige format var det tilladt at lagre datoer i et format, der regnede skudår forkert. Dette protesterede mange af ISO’s medlemsorganisationer over – herunder Dansk Standard. På den baggrund ændrede man standarden, så man kun kunne gemme korrekte datoer. Det var en af betingelserne, som Dansk Standard og andre stillede for at godkende formatet i ISO. Men nu har den Microsoft-dominerede arbejdsgruppe lavet en “rettelse”, der omgør ISO’s medlemmers beslutning, så det igen bliver talladt at gemme datoer i et format, hvor skudår er forkert! Formålet er alene, at Microsoft så ikke behøver at rette skudårs-fejlen i deres Office 2007-programmer.
Og så videre. At det hele handler om at bevare monopolet fremgår også af Microsofts arrogante optræden, da Lyngby-Taarbæk kommune for nylig besluttede at skrotte firmaets Office-pakke i skolerne og i stedet satse på OpenOffice: Man skrev et åbent brev til kommunens ledelse i lokalavisen, hvor man beskyldte kommunen for at “svigte de svage børn” ifølge Computerworld også forsøgte at få kommunens IT-chef fyret.
Hvem vil handle hos en købmand, der råber efter én, når man går ind til konkurrenten?
Link: Hvorfor OOXML ikke er åben
