Dansk Folkeparti udstiller Løkke og konsorter med deres ultimative krav til finansloven, som de igen og igen får medhold i – lige fra nedsættelsen af den kriminelle lavalder til de 100.000 i rejsepenge til “utilpassede” (hvor skal jeg henvende mig for at få mine? Nåh nej …).
Men de bliver ved – nu vil de have det planlagte storsygehus i Gødstrup vest for Herning flyttet 16 kilometer mod nord, så det ikke er for langt fra Nordvestjylland, selv om det kan være svært at se, at det skulle gøre den helt store forskel i den sammenhæng (hvad med et lille sygehus i Struer eller Thisted, hvis det endelig skal være?).
Men nej, mor Pia smælder med pisken, og de 16 kilometer skal pludselig gøres til alfa og omega i endnu en magtdemonstration.
Det er helt uhørt, siger Hernings borgmester Lars Krarup (V):
»Det burde være hunden, der logrer med halen, og ikke halen, der logrer med hunden. Det her handler udelukkende om profilering, og at DF er på stemmejagt en uge før kommunalvalget«, siger borgmesteren med henvisning til, at Dansk Folkeparti insisterer på, at et nyt supersygehus skal placeres i Aulum mellem Holstebro og Herning i stedet for i Gødstrup ved Herning, som Regionsrådet – og Lars Krarup – har anbefalet. […]
Ifølge Politikens oplysninger, så har Dansk Folkeparti været stærkt irriteret over, at Lars Løkke Rasmussen slog beliggenheden fast i sin åbningstale, uden at have afstemt det med støttepartiet først.
Løkke skal have en lærestreg, og derfor er sygehuset blevet en stor knast i finanslovsforhandlingerne. En strategi, som Lars Krarup kalder »helt uhørt«.
Jeg synes, det er godt, at en venstreborgmester som Lars Krarup nu vågner op og begynder at sige fra over for Dansk Folkepartis monopol på dansk politik. Jeg synes omvendt, det er trist, at der skal en så forholdsvis ligegyldig og absurd sag som 16 kilometers forskel i placeringen af et sygehus til at gøre en forskel. Kan Lars Krarup ikke finde ud af at åbne munden, når regeringen gør knæfald for Dansk Folkeparti på udlændingeområdet, eller når regeringen igen og igen bøjer nakken for et parti, hvis eneste mission her i livet synes at være at lægge alt “udansk” for had?
Men om ikke andet skal Hernings borgmester og regeringen såmænd nok snart rette ind og flytte placeringen af det nye sygehus til Aulum i stedet for Gødstrup. Her i landet er det trods alt halen, der logrer med hunden, og ikke omvendt.