Vi har tidligere skrevet om den tuneser, der først blev varetægtsfængslet og administrativt udvist for angiveligt at lægge planer om at myrde Kurt Westergaard. PET ønskede oprindelig ikke at fremlægge deres materiale mod tuneseren i retten, og da de senere blev nødt til at fremlægge noget af det, viste det sig at være så svagt, at det ifølge Højesteret hverken kunne have båret en sigtelse eller en varetægtsfængsling.
Nu har han så fået lov til at nlægge sag for at få sin opholdstilladelse tilbage – under helt nye bestemmelser, der betyder, at han skal repræsenteres af en helt speciel, “hemmelig” advokat, som han ikke må tale med, læser vi i Århus Stiftstidende:
Østre Landsret mener, at sagen skal køre efter regler, der trådte i kraft i sommer, selv om han anlagde sagen i januar. Landsrettens kendelse indebærer, at han ikke må tale med den advokat, der er særligt godkendt af PET til at føre sagen.
»Han er utryg ved, at han ikke må se sagens papirer og ikke får adgang til den særlige advokat,« siger hans advokat Tyge Trier.
Og det er jo nok ikke så underligt: Man kunne jo forestille sig, at den anklagede kunne komme med oplysninger, som det kunne være væsentligt for den særlige advokat at kende.
Men hemmeligt bevismateriale og advokater, man ikke må tale med, er åbenbart den nye standard i “terrorsager”. Hvor meget er vi egentlig villige til at opgive til fordel for en illusorisk beskyttelse mod terroraktioner, der efter frekvensen at dømme ikke lader til at være den største trussel, det danske samfund står over for i disse år?
Der er noget, jeg ville bekymre mig mere over, end om den “hemmelige” advokat fik adgang til vigtige oplysninger fra mig, hvis det var mig, der var afhængig af en sådan advokat. Jeg ville være langt mere utryg ved, hvem advokaten i virkeligheden præsenterede -- f.eks. om advokaten i virkeligheden var anklageren, eller om advokaten overhovedet fandtes.
Pjat med dig og dine bekymringer. Vi sætter bare en hemmelig kontrolmyndighed til at kontrollere, at alt går rigtigt til. Og hvis det ikke er nok, så opretter vi bare en lige så hemmelig kontrolmyndighedskontrollerende myndighed, der kan gøre det, som navnet så fint antyder, at den gør. Så er den ged barberet, og alle kan sove trygt om natten.
Keine hexerei, nur behändigkeit …
Altså, når man har sådan en fin, hemmelig advokat, som garanterer ens retsikkerhed, så behøver han vel ikke ligefrem at eksistere -- er det ikke lidt meget forlangt? Bare han står i papirerne, så er det vel nok? 🙂