Kort og humoristisk video, der opfordrer til at støtte den iransk-canadiske blogger Hossein Derakshan, selv om han måske ikke er helt fin i kanten. Og et forsvar for princippet om også at forsvare dem, man ikke selv er enig med.
Month: January 2010
Middelaldersang om danskhed
Niels Hausgaard i strålende form.
Uffe Vestergaard Pedersen og hadet mod jøder/muslimer
I dag er det 65 året for Auschwitz´s nedlæggelse – og national mindedag. På sådanne mindedage er det altid nyttigt at reflektere over fortidens synder og hvad man har lært af det. Lad os se hvad Jyllands-Postens chefer mener der skal ud af læserbreve. Den åbenbart lettere sindsyge Uffe Vestergaard Pedersen skriver:
Auschwitz-dagen – den minde- og erindringsdag, som for 10 år siden blev vedtaget som en officiel, årlig markering af de ulyksalige begivenheder, som sluttede for 65 år siden, er ikke slået igennem. Dagen er ikke blevet en folkelig succes.(..)
Om skylden for jødeudryddelserne:
Her springer kæden af for Østergård, når han på den måde ønsker at fremmane en kollektiv skyldfølelse ikke mindre end 65 år efter begivenhedernes afslutning.
Skylden er tyskernes. Sådan er det. Ikke de nuværende generationer. Men de som hørte tidsalderen til og som var aktivt medvirkende til den jødiske tragedie.
Dog skal Østergård selvfølgelig ikke helt fejes af banen. For der var danske politikere, som før og under krigen ikke tog til genmæle overfor det, som foregik i Tyskland. Vi kender dem som samarbejdspolitikerne. Der kan nævnes navne som Stauning, Scavenius og Buhl. Socialdemokrater og radikale, som ville tækkes det tyske naziregime og som dermed lagde grunden for den senere danske tradition for selvcensur.
Herlig lille kobling mellem nazisympatisører og folk der ikke kunne lide JPs Mohammedtegninger. Uffe fortsætter med at rable.
(..)Jødiske børn forfølges af muslimske børn. Ikke generelt må jeg hellere indskyde, for ikke at blive hængt ud på den konto. Men det er offentlig kendt, at det finder sted. Trusler og overfald.
Uffe fortsætter derefter ud af flere tangenter, og sætter bl.a. lighed mellem kritik af Israel og jødehad osv.
Indlægget er så bizart og usammenhængende som det overhovedet kan være, men lad os kort forklare Uffe lidt om historiens sammenhæng. Først og fremmest var den eneste avis der aktivt støttede nazisterne i Tyskland allerede fra 1920erne, den avis han har skrevet et indlæg til. Jyllands Posten var på alle måder nazipartiets fremmeste fortaler i Danmark, og støttede sågar nazisterne efter krystalnatten.
Dernæst var alle de 4 store partier i folketinget aktive i deres lyst til at tække naziregimet, og nej der blev ikke lagt grunden til nogen form for selvcensur dengang. Sjældent har man da hørt noget værre vrøvl.
Og dernæst – nej muslimske børn forfølger ikke jødiske børn – og man kan ikke først lave en grov, løgnagtig og racistisk generalisering, for derefter skrive ;”Ikke generelt må jeg hellere indskyde”. Enten gør de det generelt, eller også gør de ikke. Der har sikkert været nogle tilfælde, men man kan ikke konkludere fra delen til helheden. Man kan heller ikke konkludere at danskere voldtager deres børn, ud fra en enkelt Tøndersag. Eller hakker deres familier op i småstykker og begraver dem. Selv om det finder sted.
Og til allersidst skal det lige slås fast – man kan godt kritisere Israel som stat, uden at være jødehadsk. Man kan også hade jøder og kritisere Israel, men der er ingen kausalitet mellem de to ting. Man kan også kritisere mellemøstlige stater, og være islamofob – men man kan også bare være kritisk overfor disse stater ud fra andre årsager.
Som en eftertanke, fandt jeg nedenstående billede af Dronning Margrethe der tilsyneladende plejer omgang med den slags bizare personager
Hamid el Mousti og udlandet
Det her med at sende SMS’er, hvor man skriver sandheden om, hvad Jesper Langballe har sagt – som lige har været i TV2s 19-nyheder og som sikkert snart rammer en online-avis nær dig – er jo så klart, som dagen er lang: Hamid el Mousti har handlet som en hædersmand.
Hvad har du, kære læser, gjort i dag for at åbne udlandets øjne for, hvilket befængt, totalitært og racistisk pesthul, Danmark er ved at forvandle sig til under Dansk Folkepartis jernhæl? Og hvem tør efter de mange latterlige sager om skrub-af-check, lømmelpakke, burkaer og kriminel lavalder efterhånden vove at påstå, at det ikke er Dansk Folkeparti, der regerer landet? Pia Kjærsgaard er efterhånden statsminister af alt andet end navn.
Hvis De vil søge inspiration til reel Oplysning om Danmark til Udlandet kan jeg varmt anbefale Manky’s Blog. Og Holdt og Engelbreths åbne brev til Obama om racismen her i landet:
Tænk hvis han havde nosser..
..til at kræve Langballe og Camre fyret…men næh nej..
Jesper Langballe tager bladet fra munden og går amok
Når Pia Kjærgsgaard er nødt til at gå ud og tage eksplicit afstand fra Søren Krarup og Jesper Langballe – noget, hun ellers aldrig før har gjort – er der grund til at tro, at Dansk Folkeparti så småt begynder at føle sig presset.
Det er også en slem én, Langballe dér har begået: Muslimske fædre myrder deres døtre og lader deres brødre voldtage dem. Det er faktisk så slemt, at den eneste rigtigt gode sammenligning er den gamle “blodløgn” om jøder. Kære læser, ville det overraske dem at høre, at Langballe ud over at være en yderligtgående muslimhader også er rabiat antisemit?
Men det er han. Engelbreth trækker tråden på sin Politiken-blog:
Langballes aktuelle påstand om, at muslimske fædre “nøjes med at slå døtrene ihjel” og så “vender det blinde øje til onklernes voldtægt” er med andre ord blot det seneste udfald i en række – det bør med andre ord ikke komme bag på nogen, og da slet ikke Dansk Folkepartis top, der burde have ekskluderet manden for længst.
Karakteren af de værste af hans antimuslimske udfald minder vel til tider i sine generaliseringer om det groteske jødehad, som Tidehverv eksponerede i 1999 med udgivelsen af bogen Mod tyrken og jøden, der indeholder tre yderst kontroversielle skrifter af den protestantiske reformator Martin Luther.
Her udtrykkes den mest uforsonlige dæmonisering af islam og jødedom, sidstnævnte i skriftet Om jøderne og deres løgne (1543), som også nazisterne anvendte i deres antisemitiske propaganda.
Luther beskylder jøderne for at være “giftige, bitre, hævngerrige, lumske, slanger, snigmordere og djævleyngel, som dolker og gør fortræd i hemmelighed, så længe de ikke kan gøre det åbenlyst”. De er simpelthen ondskabens udspring, og “de har forgiftet brønde, begået snigmord, stjålet børn”.
‘Kuren’ mod jøderne parallelliseres med kirurgens indgreb mod koldbrand: “Når der er gået koldbrand i kroppen, går de ubarmhjertigt til værks og skærer, saver og brænder kød, årer, marv og ben bort. Således skal man også gøre her, nedbrænde deres synagoger …”
Dette møgfald af sludder, som ingen præst med respekt for sig selv længere kunne drømme om at tillægge saglig værdi i det 20. og 21. århundrede, og som hidtil kun var udgivet ufuldstændigt på dansk af nazisterne i 1938 og 1972, genudgav Tidehverv altså i 1999 – ikke som ‘historisk kuriosum’ eller ‘kildeskrift’, nej, som et epokegørende og fremragende skrift ifølge Jesper Langballe.
Han betegner det sågar som et af reformatorens teologiske hovedværker (Kristeligt Dagblad, 3.11.1999) og kalder det for “Luthers fremragende teologiske stridsskrift”, der har for hans eget vedkommende ligefrem var “noget af en bibel-teologisk åbenbaring med hensyn til Det gamle Testamentes kristelige placering”.
Ifølge Langballe bliver det her “sagt og dokumenteret – jeg havde nær sagt videnskabeligt dokumenteret – at GT [Det Gamle Testamente] ikke er jødedommens bog”.
Hele Det Gamle Testamente – der som bekendt er nedfældet af jøder, og som indeholder jødernes helligste fundament, Torahen – bliver med Langballes pennestrøg revet ud af jødedommen.
Endelig tilføjer han, at “jødedommen i kraft af sin Kristus-fornægtendle lære er frafald og gudsbespottelse”.
Langballe er med andre ord et eksempel på, at det ikke altid er rigtigt at kalde tidens ubehagelige modvilje mod muslimer for “ny-antisemitisme“, som jeg ellers ofte har gjort – Langballe er hverken mere eller mindre end en god, gammeldags ægte antisemit, som har lige så meget imod muslimer, som han har imod jøder og omvendt.
På ét punkt kan jeg dog ikke helt følge Engelbreth, nemlig der, hvor han skriver, at Dansk Folkepartis ledelse “burde have ekskluderet manden for længst”. For hvad forskel gør det, om Langballe ekskluderes eller ej? Krarup og Langballe og Espersen og deres had til muslimer og islam er Dansk Folkeparti. Uden denne frygt for “de andre” har Pia Kjærsgaard ingen sag og intet parti.
Dansk Folkeparti skal ikke reformeres og presses til at ekskludere sine ekstremister, Dansk Folkeparti skal bekæmpes og sættes helt uden for indflydelse. Der skal gøres en ende ikke blot på partiets indflydelse, men også på de andre partiers medløberi og højredrejning.
Dette har indtil videre lange udsigter, men i det mindste er partiet da så presset, at det er nødt til at tage afstand fra sine ideologiske bagmænds værste påstande. Dette er et lille skridt i den rigtige retning.
Hope is fading
Been there, done that, get the T-shirt.
Forbyd systematisk overvågning af stræder og gader
Google Streetview er nu gået i luften og konkurrerer med Kraks lignende tjeneste. De to firmaer har haft biler kørerende med kameraer rundt i det meste af Danmark og filmet taget billeder af alt og alle. Derefter har de klippet billederne sammen og lagt det ud på nettet, til fri benyttelse.
Det lyder jo udmiddelbart som en god feature, sådan at kunne få et snapshot af et hvilket som helst sted, men faktum er at det er et kæmpe overgreb mod de folk der bevæger sig rundt i byen. Samt naturligvis de folk der befinder sig i privatsfæren bag vinduer i uheldige situationer.
Der har været 100vis af eksempler især fra USA hvor folk er blevet fanget solbadende, kommende ud fra pornobutikker, med elskerinden i hånden eller andre situationer, hvor Google maps og lignende tjenester har ødelagt deres liv, ved at invadere deres privatliv. I de få timer tjenesterne har været online i Danmark, har der da også allerede været eksempler på billeder af folk der bliver kørt ned, billeder ind af små børns vinduer, samt solbadende fanget i uheldige situationer.
Genindfør venligst privatlivets fred i Danmark – og forbyd systematisk overvågning af stræder og gader. Nu!
Ytringsfriheden og truslen mod den
Forfatteren Erwin Neutzsky-Wulff sætter fokus på SFs vanvittige forslag om at kriminalisere “terrorsurf” i en veloplagt klumme i Dagbladet Arbejderen.
Hvis man undrer sig over et sådant forslag fra netop SF, skal man huske, at der er fortilfælde:
Det er sådan noget, der sker, når magten og indflydelsen bliver vigtigere end det, det oprindelig var meningen, den skulle bruges til.
Og ikke nok med det, vælgerne og de nye politiske sengekammerater må overbevises om, at man mener det alvorligt, hvilket ofte fører til en art ‘overkompensation’, hvor man i om muligt endnu højere grad spiller på befolkningens fordomme og hysteri. […]
Ethvert totalitært styre må først skaffe sig af med ytringsfriheden. Det er ikke populært, hvorfor man som bekendt har søgt at føre krigen over i fjendens lejr ved at publicere nogle tegninger af omtrent samme lødighed som nazisternes jødekarikaturer, og som den minoritet, man ønskede at lægge for had, måtte reagere på.
Men her taler vi ikke om et par sindsforvirrede øksemænd, men om et internationalt komplot med det formål at bringe enhver kritik til tavshed. Vi ser det i skueprocessen imod Foreningen Oprør, der meget vel kan give os vores første – men næppe sidste – samvittighedsfange, og hvor det politiske formål kun har yderst lidt at gøre med indholdet af anklageskriftet.
Hvad det i sidste ende drejer sig om, er retten til i tale og på skrift at solidarisere sig med undertrykte grupper og folkeslag. Statsmagten og de kapitalinteresser, den repræsenterer, vil nemlig altid bruge vold for at nå sine mål.
Tilbage står blot at stemple enhver form for nødværge som ‘terror’. Det er da også det, det omtalte forslag går ud på, nemlig at gøre ikke blot formidlingen, men selve tilegnelsen af information til en forbrydelse.
Det svarer med andre ord til forbuddet mod at lytte til BBC under krigen. Værnemagten ønskede meget naturligt ikke, at befolkningen skulle kende sandheden om dens ‘strategiske tilbagetog’, og på samme måde skal vi helst ikke få mistanke om, hvor hadede og foragtede som nation, vi er ved at blive.
Der er tale om ‘sider, der opfordrer til vold’, og hvad er så det? Sider, der viderebringer en forståelse for mennesker, der desperat forsvarer sig mod regeringernes folkedrab, deres situation og dens baggrund?
Eller blot alt andet end DR`s politiserier og øvrige slet skjulte propaganda? Det er med fuldt overlæg vagt formuleret og indbyder til ‘agtpågivenhed’ og selvcensur.
Det var den samme taktik, man benyttede for at undgå pinlige demonstrationer i forbindelse med klimatopmødet. I stedet for at udstede et udgangsforbud gjorde man det ved massearrestationer af uskyldige mennesker klart, at enhver lovlydig borger ved blot at opholde sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt risikerede mishandling og tortur – hvad enten man så kalder det for futtog eller papegøjepind.
Link: Ytringsfrihed
Hvad blev der af de udviste irakere?
Informations Anton Geist har været i Irak og følge op på historien om de irakere, som efter mange år i danske asylcentre nu er blevet udvist til et krigshelvede, udenrigsministeriets egne delegationer ikke engang tør rejse ned til på fact-finding-mission.
Vi læser blandt andet om Arsad fra Kirkuk, som de danske myndigheder fik gennemtrumfet, ikke var fra Kirkuk – hvis han havde været det, skulle han nemlig have haft asyl:
»Jeg er ked af, det er gået sådan her. Jeg kunne have forsørget mig selv. Jeg kunne have betalt skat. Det havde været godt for både Danmark og mig,« siger Arsad.
Han er bitter.
»Jeg havde et liv. Det har jeg ikke mere. Efter otte år. Danmark har gjort mig til et nul,« siger han.
»Jeg er ingenting her. Jeg har ikke noget arbejde. Jeg er bange. Jeg tør ikke gå ud alene. Hvad har Danmark fået ud af at gøre det mod mig?«
Kirkuk er hårdt ramt af terror. Det er alle, Information taler med i provinsen, enige om. Og uden for provinsen har mange advaret os mod at tage dertil.
»Hvis det ikke var for jer, kunne jeg aldrig drømme om at tage dertil. Man ved aldrig, hvad der sker i Kirkuk,« som vores chauffør siger.
Men for et par år siden var situationen endnu mere kritisk i Kirkuk, er de fleste også enige om.
Netop dengang, da drabs- tallene toppede i provinsen, fik Arsad afslag fra Flygtningenævnet. Han havde søgt om genoptagelse af sin asylsag, blandt andet på baggrund af den seneste rapport fra FN’s flygtningeorganisation UNHCR, der slog fast, at den etniske og sekteriske vold i Kirkuk var så udbredt, at alle derfra havde krav på asyl – hvilket ifølge UNHCR stadig er tilfældet.
Nævnet mente ikke, at »de nye oplysninger om situationen i Irak, herunder i Kirkuk, er af en sådan karakter, at der er grundlag for at genoptage sagen«.
»De ved ikke, hvad de taler om. Hvis de var mig, ville de heller ikke kunne holde det ud,« siger Arsad.
Han flygtede i 2001 fra Irak, fordi repræsentanter fra Saddam Husseins Baath-parti flere gange havde opfordret ham til at melde sig til en af landets militsenheder. På det tidspunkt fik alle fra provinsen asyl i Danmark. Men Udlændingestyrelsen mente ikke, at han stammer fra Kirkuk.
Arsad besvarede ganske vist en lang række spørgsmål om Kirkuk korrekt og kunne tegne kort over byens gader og floder. Men et svensk firma foretog en analyse af hans dialekt og fandt frem til, at han brugte et for ‘kylling’, som man ikke bruger i Kirkuk, men lidt længere nordpå i den kurdiske by Sulaymaniyah.
Udlændingestyrelsen antog derfor, at Arsad stammede fra de kurdiske områder i det nordlige Irak, som ikke var under Saddam Husseins kontrol.
»Styrelsen finder, at det efter de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder særlig UNHCR’s oplysninger vedrørende forholdende i det nordlige Irak, må lægges til grund, at du vil kunne vende tilbage til det nordlige Irak uden at risikere forfølgelse fra de irakiske myndigheders side,« skrev den ansvarlige embedsmand til Arsad.
Senere fastslog myndighederne i det nye demokratiske Irak, at Arsad rent faktisk stammer fra Kirkuk. Men på det tidspunkt var Saddam Hussein blevet væltet. Og de danske udlændingemyndigheder valgte ikke længere at lægge UNHCR’s anbefalinger til grund for deres beslutninger.
»Tænk at sådan noget kan ske i et civiliseret land,« siger Arsad. »Den slags beslutninger har ødelagt mit liv.«