Cand. mag. Helle Simonsen har en kronik i Politiken, hvor hun under overskriften “Når Fedtmule fyrer” får luft for sin vrede over at være fyret fra sit arbejde af en håbløs, inkompetent og uforstående chef, der håndterede fyringen på en måde, der kun var egnet til at hun kunne få det værre end nødvendigt med det.
Men hendes kronik rejser et videre spørgsmål, nemlig hvad det overhovedet er for et samfund, hvor så stor en del af vores identitet og sociale tryghed er investeret i forhold til en arbejdsplads, til hvilken man dybest set kun har en forretningsmæssig relation – hvilket vil sige, at man efter endt brug (når ens arbejde ikke længere kan financieres eller giver overskud) kan kasseres som et par brugte engangstrusser.
Helle Simonsen skriver bl.a. om sin følelse af tab efter fyringen:
Jeg kæmper med fuldstændigt irrationelle følelser, herunder af tab og sorg. Jeg har det, som om jeg har mistet et meget nært familiemedlem, og følelsen af, at tæppet er revet helt væk under mine fødder, er konstant. Jeg observerer andre mærkelige reaktioner, f.eks. lader jeg min kasse med ting fra kontoret stå i bilen, og det tager faktisk to uger, før jeg tager mig sammen til at bringe den ind i huset. Indtil da kører jeg rundt med den som en kiste i en ligvogn. Men mest af alt føler jeg mig værdiløs.
Som med alle kriser, går jeg ud fra, er tiden det bedste plaster. Sammen med naturligvis samtaler med familie og gode venner. Vi er endnu ikke gået fra hus og hjem, jeg fik god tid til julebagningen, og jeg er i skrivende stund muligvis tilbage i et job. Følelsen af sorg er væk, men jeg har beholdt et rum et sted indeni. Et rum, hvor der sidder tre mennesker foran mig, og hvor jeg helst ikke vil være. Men som jeg nogle gange kommer til at gå ind i igen.
Hun er rystet over chefens “manglende forståelse for sin handlings konsekvenser for mig – og for en hel familie” og spørger til, om en så følsom handling som en fyring dog ikke i det mindste kan gøres ordentligt:
Hvorfor var min leder ikke bevidst om de psykologiske faktorer omkring en fyring? Hvorfor har han ikke modtaget undervisning i den rigtige fremgangsmåde?
Og dette er måske også gode og relevante spørgsmål at stille, selv om man også kan spørge sig selv, om det ville have gjort den store forskel i sidste ende: Så nænsomt og følsomt og professionelt og omsorgsfuldt og ordentligt en fyring end håndteres, forbliver slutresultatet dog det samme.
For mig er den dybere sandhed, som problemstillingen afslører om vores samfund, mere interessant. Hvorfor er vores liv i så høj grad baseret på, at vi nærmest er “gift” med en arbejdsplads, som til gengæld for at betale os nok til at forsørge os selv forventer et engagement og en dedikation, som den slet ikke selv gengælder?
Hvorfor forventes vi at investere så stor en del af vores tryghed og identitet i et sådant engagement, at vi er slået helt ud og vores materielle fremtid truet, hvis ikke vi har ét?
Jeg er opmærksom på, at ikke blot er der opgaver, vi skal have udført, men at de fleste mennesker faktisk også har behov for at arbejde og udfylde deres tid med at gøre noget nyttigt for andre mennesker. Men kunne vi ikke, når nu det er et samfund, vi har og gerne vil være stolte af, indrette os sådan, at vores fælles, materielle vilkår altid var sikret, således at arbejde er noget vi kan tage eller lade være med at tage alt efter, hvad der trænger mest til at blive gjort, og vi selv trænger mest til at gøre? Og kunne vi ikke få på det rene, mentalitetsmæssigt og kulturelt, at lønarbejde faktisk ikke er et ægteskab eller en identitet, men en forretningsrelation, vi vælger at indgå i lige nu? Måske vi i det hele taget kunne komme ud over at betragte vores arbejde, altså den nytte, vi gør i verden, ud fra et rent forretningsmæssigt eller pengemæssigt perspektiv?
Hvis samfundet vitterlig kunne baseres på en sådan solidaritet, der altid sætter den enkeltes tryghed først, og en respekt for mennesket, der definerer hver enkelt ud fra, hvad han eller hun er, gør og kan, og ikke ud fra, hvor han eller hun arbejder – ville vi også som samfund være langt bedre rustede til at komme gennem krisen.
Borgerløn ville være en god start – ikke engang så meget for selve sikringen som for den mentalitetsændring, indførelsen af en sådan ville medføre.
