Det er ikke kun muslimer, der kan beklage sig over fremstillingen af deres profet

Kristne kan også. I Libanon har klager fra kristne ført til, at to TV-stationer stryger en TV-serie om Jesus, hvor Jesus fremstilles som ikke-guddommelig profet i den islamiske tradition.

Fra Jyllands-Posten:

Der bliver hverken gjort nar eller tegnet karikaturer. Alligevel dropper den shia-muslimske organisation Hizbollahs tv-station i Libanon, al-Manar, og en anden libanesisk tv-station, NBN, at sende de resterende 15 ud af 17 afsnit af tv-serien “al-Masih” (“Messias”), der handler om Jesus.

Problemet er, at kristne libanesere har klaget over serien, fordi den omtaler Jesus som profet i et muslimsk perspektiv og ikke i rollen som frelser og Guds søn, der er den traditionelle kristne opfattelse af Jesus. Ifølge islam er Jesus en profet, men ikke Guds søn, og den kristne tro på, at Jesus blev korsfæstet og genopstod fra de døde, er heller ikke en del af islamisk tradition.”Serien er blottet for respekt for Jesus, kirken og kristendom,” siger den katolske ærkebiskop Bechara al-Rai, der har ført an i kritikken af serien.

For at undgå yderligere splittelse i Libanon, der er delt mellem 17 forskellige etniske og religiøse grupper, har de to tv-stationer aflyst resten af serien, til trods for at den var planlagt til at strække sig over hele muslimernes igangværende fastemåned, ramadanen.

“Selvom programmet handler om den store personlighed, Guds profet, søn af Maria, fred være med ham, stopper vi det af respekt for andre religiøse grupper i Libanon,” står der i en fælles pressemeddelelse fra al-Manar og NBN.

Jeg venter nu i åndeløs spænding på pressemeddelsen fra Trykkefrihedsselskabet, der skoser de libanesiske TV-stationer for deres misforståede hensyntagen til den kristne religion og forlanger, at TV-serien i det mindste vises på DR2. Men jeg kommer nok til at vente længe.


Discover more from Modpress

Subscribe to get the latest posts sent to your email.

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.