Rune Engelbreth Larsen var til Ramadanmiddag i Snapstinget forleden og beretter, at alt gik fredeligt til:
Det var en hyggelig og traditionsmættet aften, hvor der var sørget for det hele.
Kvinder uden hovedtørklæde fik lov at låne en meget smuk hijab i en blændende grøn farve til at dække håret. Det var nærmest poetisk, som alt det grønne langsomt bredte sig ved indgangen til salen. Og ligesom det sig hør og bør, når man går ind i en moské, tog vi også i aftenens anledning skoene af.
Vi blev udstyret med et nummer på vores bord, og mændene fandt deres pladser i den ene side af salen, mens kvinderne satte sig i den anden. Det tog lidt tid at få 190 gæster på plads, men jeg tror, at vi alle var opløftet af de ceremonielle detaljer.
Özlem Sara Cekic bød kort velkommen og gav ærbødigt ordet til en alvorsfuld imam med et imposant skæg, der bølgede ned over brystkassen. Han fremsagde en kort bøn, hvorefter vi alle istemte et trefoldigt »Allah-u-Akbar«.
Dernæst blev lammet ført ind på et lille podium. Det skulle slagtes til det tilstundende festmåltid – halal, naturligvis.
Et par minutter senere gik solen ned, og imamen fik højtideligt overrakt en blankpoleret krumsabel. Han mumlede en islamistisk besværgelse og huggede til.
Desværre ramte han ikke helt præcist, så geden hylede og stampede, mens blodet flød fra et halvt hoved, der dinglede lidt akavet. Der var nok nogle stykker, der blev en lille smule forskrækket, men imamen smilede så indtrængende, at hyggen atter sænkede sig over selskabet som nyfalden julesne. Allerede i andet hug lykkedes det på fornemste vis, og efter et lille kvarters spjætten var dyret så godt som dødt. Imamen bukkede, og hele salen brød ud i et spontant bifald. […]
Den store overraskelse indtraf dog, da statsminister Lars Løkke Rasmussen ankom en halv time inde i middagen. Han havde alligevel fundet et hul i kalenderen og gav en glad Özlem en kærlig krammer, hvorefter han holdt en kort tale, der kritiserede Socialdemokraterne for deres ringe fremmøde.