I debatten om efterlønnen hører vi gang på gang, at vi ikke har råd til efterlønnen, at det er en kæmpestor post på statsbudgettet, som meningsløst postes ud for at forgylde velhavende pensionister, mens de plejer deres golfhandicap.
Virkeligheden er imidlertid, at efterlønnen hele tiden har været brugerfinancieret. Som fagforeningen 3F beretter på deres hjemmeside:
Da efterlønnen blev indført i 1979, blev a-kasse-kontingentet sat op fra 2,25 til 7,25 gange dagpengesatsen, netop med den begrundelse, at efterlønsordningen skulle være udgiftsneutral for statskassen. I forbindelse med efterlønsindgrebet i 1998 blev a-kassekontingentet sat lidt ned, men til gengæld blev der indført et efterlønsbidrag, så man tilsammen kan komme op på at betale 13 gange den daglige dagpengesats.
Du betaler altså ikke bare dit månedlige efterlønsbidrag på 439 kroner for din efterløn, men også via dit a-kasse-kontingent. I alt op til 11,75 gange dagpengesatsen, svarende til 736 kroner om måneden.
Men det stopper ikke her.
Skattereformen i 1993 indførte et såkaldt arbejdsmarkedsbidrag på otte procent bruttoskat. Arbejdsmarkedsbidraget gik sammen med indtægterne fra a-kasse-kontingentet ind i tre fonde, der skulle dække udgifterne til blandt andet aktivering, sygedagpenge, dagpenge og – efterløn.
Arbejdsmarkedsbidraget skulle sættes ned, hvis indtægterne herfra oversteg fondenes udgifter. Det skete rent faktisk i 1998. Men bidraget blev ikke sat ned. I stedet fik vi den såkaldte Pinsepakke, der slog de tre fonde sammen til én, Arbejdsmarkedsfonden, der nu også skulle dække de årlige udgifter på godt 20 milliarder kroner til førtidspension.
Men det stopper ikke her…
I 2008 var der, trods de nye udgifter til førtidspensionen, igen overskud i Arbejdsmarkedsfonden. Svaret var en ny reform, som simpelthen afskaffede fonden, men fastholder arbejdernes fulde brugerbetaling via arbejdsmarkedsbidrag, a-kassekontingent og efterlønsbidrag.
Så – indtil 2008 var status, at den arbejdende befolkning allerede havde financieret såvel efterløn som dagpenge gennem arbejdsmarkedsbidraget, der eksplicit var indført præcis med det formål, og derfor blev opsamlet i Arbejdsmarkedsfonden. I 2008 valgte regeringen så uden videre at tage pengene i arbejdsmarkedsfonden og bruge dem på skattelettelser (og sikkert også andre ting).
Og nu, hvor man i ro og mag har stjålet de penge, som almindelige mennesker har indbetalt for at financiere de løbende betalinger af efterløn, begynder man at himle op om, at vi ikke har råd til det. Er det frækt, eller hvad?
Nu er der jo mange flere der betaler bruttoskat, end der modtager efterløn i den sidste ende, så helt brugerfinansieret er det jo ikke.
Desuden, hvis efterlønnen var 100% brugerfinansieret, ville folk der ville spare op til efterløn jo med fordel blot kunne flytte deres opsparing over i en pensionskasse. Der er også skattefradrag på opsparingen, ligesom der er for fagforeningskontingentet. Og pensionskassen giver nok et bedre langsigtet afkast, end staten, så det ville i den grad være til opsparerens fordel.
Så, hvis det var rigtigt at efterlønnen var 100% brugerfinansieret, ville det kun være til alles fordel at afskaffe den, og erstatte den af pensionsparinger i private pensionskasser.
… hele fidusen med arbejdsmarkedsbidraget var jo, som det blev præsenteret i sin tid, at det skulle betale for de store arbejdsmarkedsudgifter som dagpenge, førtidspension og efterløn.
Det giver mening i den forstand, at hvis man er på arbejdsmarkedet får man måske brug for disse ydelser (og har dem som et sikkerhedsnet under sig), og hermed bliver de brugerfinancierede. Arbejdsløshedsdagpengene er jo også brugerfinancierede, selv om det ikke er alle, der bliver arbejdsløse -- det er hele humlen i en forsikringsordning. Hvis man ikke vælger at gå på efterløn, havde man ikke brug for den del af forsikringen (og kan i øvrigt få sit efterlønsbidrag tilbage), men ikke desto mindre havde man sikkerhedsnettet, hvis man havde haft brug for det.
Denne brugerfinancierede ordning har man nu valgt at sløjfe, idet man dog stadig skal betale kontingentet i form af arbejdsmarkedsbidrag, som man på trods af afgivne løfter, da det blev indført, bliver ved med at opkræve. Det er ligesom, hvis du bestiller en opvaskemaskine og betaler den på afdrag, og jeg tager imod pengene, men beslutter mig for, at du slet ikke har godt af at eje en opvaskemaskine, hvorfor jeg henter den igen men fortsætter med at opkræve afdragene, som jeg mener, du lige så godt kan få lov at betale alligevel. Heraf talen om tyveri.