Tanker om efterlønnen

Det er selvfølgelig klart, at der ikke er nogen naturlov, der siger, at der skal være en underligt kompliceret ordning ved navn “efterløn”, som tillader folk at trække sig tilbage, når de bliver 60 (eller 62, som det nu er blevet).

Det ville være meget nemmere at have en universel ydelse, der hed borgerløn, der tillod alle at trække sig tilbage præcis, når de havde lyst, no questions asked.

Når det så er sagt, virker det mere eller mindre oplagt, at man ikke sparer penge på at afskaffe efterlønnen i en tid med udsigt til kronisk arbejdsløshed – som Engelbreth også har påpeget i en glimnrende analyse. Folk forsvinder ikke, fordi de ikke får efterløn, og der opstår ikke på magisk vis nye jobs, fordi vi afskaffer den. Med mindre man vil sætte arbejdsløse seniorer på starthjælp eller helt fratage dem enhver støtte, er der altså ikke en eneste krone at spare på en afskaffelse.

Afskaffelsen af efterlønnen handler altså overhovedet ikke om at spare penge. Det handler, om overhovedet noget,  om at forringe vilkårene for folk, der arbejder, ved at  øge udbuddet af arbejdskraft og samtidig skære ned på det sociale sikkerhedsnet. Er dit arbejde surt? Lavtlønnet? Råber chefen ad dig, og er du tvunget eller presset til ulønnet overarbejde?

Surt show – find dig i det eller stil op i køen til suppekøkkenet. Nedskæringerne i det sociale sikkerhedsnet handler ikke om at spare, de handler om at gøre forholdene for den arbejdende befolkning mere slavelignende. Ret beset handler det om den gradvise genindførelse af slaveriet og stavnsbåndet for hele den arbejdende befolkning, det slaveri, der betyder, at man er villig til at finde sig i hvad som helst, det være sig ydmygelser eller seksuel chikane, for ikke at miste sit job.

Den bedste modvægt også mod et sådant slaveri ville være en borgerløn, der sikrede alle et værdigt, omend enkelt liv. Indtil da er den næstbedste modvægt, at vi holder godt fast i de solidariske ydelser og det sociale sikkerhedsnet, vi har.