VKO: De fremmede skal ud

Ja, også de velfungerende fremmede. Også dem, der kan og vil tage fat og gøre en indsats. Hvis der fremmede, vil vi ikke have dem her, duer ikke, væk! Anden konklusion er det næppe muligt at drage efter beretningen om, hvordan VKOs brutale apartheid-politik har splittet endnu en dansk-udenlandsk familie:

Op til jul mistede vi et kært familiemedlem. Heldigvis er der ikke tale om et dødsfald, men efter snart halvandet års hård kamp er det stadig ikke lykkedes for vores svigerdatter fra Japan at opnå opholdstilladelse her i landet, og hun har forståeligt nok valgt at forlade sin mand og deres hjem for at rejse tilbage til Tokyo.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen skriver i en kronik i Jyllands-Posten 27/11 2010 under overskriften ”Danmark er et åbent samfund”, at vi har brug for dem, der kan og vil bidrage til det danske velfærdssamfund, og »Vi skal indrette os sådan, at vi kan tiltrække dygtige virksomheder og medarbejdere, der kan gøre Danmark rigere.«

Virkeligheden er imidlertid en helt anden.

Vores søn Martin blev gift i Middelfart med Satsuki 10/10 2009. Med til festen var hendes forældre og søster fra Japan. Satsuki er 32 år og uddannet lærer, en uddannelse, som hun har fået godkendt i Danmark.

Ud over japansk taler hun et udmærket dansk og engelsk, efter at hun gennem flere år har arbejdet på skift i Danmark (højskole og friskole) og Japan (it-firma og skoler). Martin og Satsuki har kendt hinanden i fem år, og da de sidste år bestemte sig for at gifte sig, ankom Satsuki til Danmark i september, og Fænøsund Friskole stod klar med et arbejde til hende, hvor eleverne glædede sig til at gense hende.

Hun søgte derfor om opholdstilladelse, men fik omgående besked fra Udlændingeservice, at hun ikke måtte arbejde eller deltage i frivilligt arbejde, så længe hendes sag var under behandling. (…)

Martin pådrog sig ved en ulykke i 2002 en hjerneskade, der har medført problemer med koncentration, initiativ og udholdenhed samt nedsat evne til at lære nyt. Derfor valgte han, efter råd fra sagsbehandleren, revalidering i stedet for SU, da det gav ham ret til en lidt længere tid til studiet end den normerede.

Den kommunale sagsbehandler var ikke klar over, at revalideringsydelse i modsætning til SU regnes for en social ydelse, som medfører, at man tidligst kan få ægtefællesammenføring et år efter ydelsens ophør (nu ændret til tre år).

Vi klagede over afgørelsen, da loven siger, at der kan dispenseres, hvis den danske ægtefælle lider af et alvorligt handicap. Efter den obligatorisk langtrukne sagsbehandling i ministeriet fastholdt man her afslaget og henviste de unge til ”at dyrke familielivet” i Japan, da deres tilknytning til dette land var lige så stor som til Danmark.

Dette på trods af, at læger skriftligt havde erklæret, at Martin var ude af stand til at lære japansk og således gøre sin uddannelse færdig i Japan.

Mine fremhævelser. Jeg savner ord for den forbrydelse, der er begået mod denne og alt for mange andre familier.

Familiens læserbrev i Jyllands-Posten: Danmark, vågn op!