Month: January 2011

Aljazeera Transparency Unit: Al-Jazeera lancerer sit eget Wikileaks

Dette er formentlig det største, uafhængige Wikileaks-agtige projekt, vi endnu har set – TV-stationen og nyhedsorganisationen Aljazeera tilbyder en hjemmeside med sikker upload af dokumenter og fokus på Mellemøsten:

Launched in January 2011, the Al Jazeera Transparency Unit (AJTU) aims to mobilize its audience – both in the Arab world and further afield – to submit all forms of content (documents, photos, audio & video clips, as well as “story tips”) for editorial review and, if merited, online broadcast and transmission on our English and Arabic-language broadcasts.

We believe that this initiative will allow Al Jazeera’s supporters to shine light on notable and newsworthy government and corporate activities which might otherwise go unreported.

From human rights to poverty to official corruption, AJTU will fairly evaluate and pursue all leads and content submitted, without geographical, political, cultural, or religious bias.

All submitted content is subjected to a rigorous vetting and authentication process that encompasses respect for individual privacy, contextualization, and fierce adherence to our tradecraft commitment of “journalism of depth.”

Al Jazeera has also gone to great lengths to protect the identities of our sources. Files will be uploaded and stored on our secure servers, and accessed only by journalists working for the Al Jazeera Transparency Unit.

For more information about how to upload files, and the security measures in place to protect your identity, click here.

Det første initiativ er The Palestine Papers, en række dokumenter fra forhandlingerne mellem det palæsitnensiske selvstyre og israelerne, der viser, at den palæstinensiske regering i Ramallah i lang tid har opført sig, som det, de er – israelernes betalte lakajer.

Tariq Ali skriver herom i London Review of Books:

The ‘Palestine Papers’ being published this week by al-Jazeera confirm in every detail what many Palestinians have suspected for a long time: their leaders have been collaborating in the most shameful fashion with Israel and the United States. Their grovelling is described in grim detail. The process, though few accepted it at the time, began with the much-trumpeted Oslo Accords, described by Edward Said in the LRB at the time as a ‘Palestinian Versailles’. Even he would have been taken aback by the sheer scale of what the PLO leadership agreed to surrender: virtually everything except their own salaries. Their weaknesses, inadequacies and cravenness are now in the public domain.

Now we know that the capitulation was total, but still the Israeli overlords of the PLO refused to sign a deal and their friends in the press blamed the Palestinians for being too difficult. They wanted Palestine to be crushed before they would agree to underwrite a few moth-eaten protectorates that they would supervise indefinitely. They wanted Hamas destroyed. The PLO agreed. The recent assault on Gaza was carried out with the approval of Abbas and Hosni Mubarak in Egypt, not to mention Washington and its EU. The PLO sold out in a literal sense. They were bought with money and treated like servants. There is TV footage of Ehud Barak and Bill Clinton at Camp David playfully tugging at Arafat’s headgear to stop him leaving. All three are laughing. Many PLO supporters in Palestine must be weeping as they watch al-Jazeera and take in the scale of the betrayal and the utter cynicism of their leaders. Now we know why the Israel/US/EU nexus was so keen to disregard the outcome of the Palestinian elections and try to destroy Hamas militarily.

Det bliver spændende at se, hvad fremtiden kan bringe af afsløringer fra denne og andre whistle-blower-faciliteter. Ægypten, Tunesien, Libyen, Algeriet, shady dealings med USA og Iran, anyone? Lige netop på Aljazeeras nye side kommer der nok ikke så meget om Qatars regering, men det kunne jo komme på en konkurrent.

Link: Aljazeera Transparency Unit.

Demoen mod Hizb ut-Tahrir – en lærestreg for den antiracistiske opposition

Lars Henrik Carlskov fra Enhedslisten i Århus skriver på sin blog:

Fredag eftermiddag oplevede vi desværre atter det tåkrummende syn af fremtrædende repræsentanter for Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten stående skulder ved skulder med racistiske politikere og erklærede nazister i en demonstration mod den islamistiske organisation Hizb-ut-Tahrir. Velkendte islamofober som Karen Jespersen og Farshad Kholghi var inviteret som talere, og ud over repræsentanter fra venstrefløjen mødte intet mindre end otte ministre op, foruden naturligvis delegationer fra højreradikale grupper som Danmarks Nationale Front og SIAD. Så der blev både heilet og råbt perker ved demonstrationen.

På forhånd havde det vakt voldsom opstandelse, at Hizb-ut-Tahrir i invitationen til arrangementet i Den Sorte Diamant afbilledede en kiste svøbt i dannebrog og forklarede, at mødet ville:

”…sætte fokus på pligten til væbnet modstand for muslimerne i Afghanistan og omegn. Vi anser denne modstand som fuldt ud legitim. I den sammenhæng vil myndighedernes forsøg på at kriminalisere eller intimidere enhver krigsmodstander også blive belyst.”

Dette resulterede som bekendt i, at kulturminister Per Stig Møller forsøgte at forhindre afholdelsen af mødet samt, at justitsminister Lars Barfoed, på opfordring fra De Radikale og SF, bad rigsadvokaten om igen at undersøge muligheden for at forbyde organisationen. Lars Barfoed forklarede endvidere, at det falder uden for ytringsfrihedens rammer at beskrive afghanernes væbnede modstand mod NATO’s besættelse som legitim.

Hvis vi skal følge den særegne Barfoed’ske logik, bør det således også være strafbart, som f.eks. den fremtrædende amerikanske jurist Marjorie Cohn har gjort det, at betegne NATO’s krig som ”ulovlig”, idet det indebærer, at afghanernes modstand, voldelig såvel som ikke-voldelig, er lovlig. Til kategorien af strafbare handlinger hører det dermed også at citere FN-charterets artikel 51 og FN-resolution 42/159, der begge fastslår retten til at gøre oprør mod en besættelse.

Selvom justitsministeren, tilmed assisteret af De Radikale og SF, vil bruge domstolene til at forhindre udbredelsen af sådanne ytringer, må det være på sin plads at understrege, at retten til modstand mod besættelse og undertrykkende regimer ikke er afhængig af en juridisk forhåndsgodkendelse. Tværtimod vil magthaverne oftest stemple legitim modstand som ”terrorisme”, på samme måde som den danske modstandsbevægelse oplevede det under 2. verdenskrig og som det efterfølgende er sket for nationale befrielsesbevægelser lige fra Algeriet og Vietnam til Sydafrika og Palæstina. Nøjagtig det samme er tilfældet i Afghanistan i dag, på trods af, at selv amerikanske efterretningsrapporter vurderer, at blot omkring 10 % af oprørerne tilhører grupper som Taliban og al-Qaeda.

Zap over og læs det hele, det er ulejligheden værd.

SF’eren Trine Pertou Mach, som selv deltog i demonstrationen, kommer i øvrigt til ungefær samme resultat: Demonstrationen mod Hizb ut-Tahrir var et fejlskud.

Hizb-ut-Tahrir og Afghanistan

HuT demo London


 

Jeg følte ikke den ringeste trang til at deltage i gårsdagens nazi-, regerings- og Dansk Folkeparti-støttede demonstrationer mod Hizb-ut-Tahrirs møde i Det Kongelige Biblioteks “Sorte Diamant”, men ville (hvis ikke jeg havde opholdt mig i Århus) måske snarere have deltaget i selve mødet for at høre, hvad de havde at sige.

I stedet nøjedes jeg med at følge arrangementet live på deres hjemmeside khilafah.dk, og det inspirerede mig til en række kommentarer på Twitter.

Det overordnede indtryk af arrangementet er, at det var meget velforberedt, og foreningens PR-afdeling havde gjort et glimrende arbejde med at vække folks interesse for mødet – der er nok mangen en forening med et tilsvarende lavt medlemstal, der kun kan drømme om en så massiv mediereklame for deres arrangementer, som Hizb-ut-Tahrir her fik foræret af deres såkaldte modstandere.

Selve arrangementet var delt i to, først en dokumentarfilm og en række oplæg fra panelet om krigen i Afghanistan, herefter en noget kortere debat-del, hvor det var muligt at stille spørgsmål.

Mit overordnede indtryk er som sagt, at der var tale om et særdeles velforberedt arrangement, og oplæggene bar præg af stor intelligens og viden om baggrunden for krigen i Afghanistan. Deres analyser af krigens årsager og resultater, og deres lammende kritik af det nuværende korrupte styre i Afghanistan og de grusomme krigsherrer, som det i vid udstrækning hviler på, var både berettiget og præcis. Og det er fuldstændig korrekt at gøre opmærksom på, at civile, og det er både mænd, kvinder og børn, lemlæstes og myrdes af vestlige soldater i en krig, der kan virke komplet udsigts- og formålsløs.

Med mindre altså krigens formål har meget mere at gøre med storpolitiske skaktræk samt olie og naturgas og rørledninger til disse ting end med afghanernes velbefindende. Og hvis det sidste er rigtigt, kan vi vel alle blive enige om, at så har Danmark intet at gøre i denne krig.

Det er også korrekt, at hvis afghanske borgere, lokalområder eller stammer oplever at blive invaderet af fremmede, fjendtlige soldater, så har de ret til at forsvare sig mod disse soldater. Det siger sig selv, og er ganske rigtigt også det argument, som vi i dag bruger til at forsvare den danske modstandsbevægelse (som af datidens medier og politikere netop  blev beskrevet og betragtet som kriminelle terrorister).

Denne del af Hizb-ut-Tahrirs oplæg fremstod som en intelligent, veltilrettelagt analyse med mange pointer, som må være særdeles smertefulde for tilhængere af krigen i Afghanistan. Deres egne forslag til løsning af konflikten var imidlertid ikke specielt overbevisende – det kunne, om noget, give associationer til den revolutionære venstrefløjs revolutionsplaner i 70erne, der nok var funderet i al mulig marxistisk teori og udtænkt til punkt og prikke på det intellektuelle plan, men som ikke ville have haft skyggen af en chance i praksis.

Hizb-ut-Tahrir mener, at alle krigshandlinger i Afghanistan skal indstilles omgående, fra alle sider (de opfordrer altså ikke til angreb på danske eller andre soldater dernede, som det er blevet påstået). Herefter skal det afghanske folk have lov til at vælge en kalif, og denne kalif skal ligesom de fire første kaliffer i Medina regere med folkets opbakning og efter folkets ønsker, idet han holdes på plads og kontrolleres af et uafhængigt domstolsvæsen. Kvinder har fuld stemmeret, og det enkelte individs rettigheder skal sikres. Hvis de vestlige magter nægter at trække sig ud, skal Pakistan udstede et ultimatum om, at de selv vil rykke ind og etablere dette kalifat. Kalifatet vil nu udnævne landets olie og gas til at være samfundets ejendom, og i stedet for at fore den afghanske “præsident” Hamid Karzais og families schweiziske bank-konti vil kaliffen bruge pengene på at udvikle og industrialisere landet til gavn for alle.

Så smuk denne vision end kan være,  er det ikke særligt overbevisende, at det er det, der faktisk ville ske, hvis de vestlige tropper trak sig ud. Al Hizb-ut-Tahrirs tale om “det afghanske folk” kan ikke skjule, at Afghanistan faktisk er et meget fragmenteret land med mange etniske grupper, som aldrig har haft nogen særligt stærkt centralmagt – eller nogen klar forestilling om at være ét “afghansk folk”, for den sags skyld.

Den smertefuldt præcise analyse af krigens ulykker blev altså fulgt op af en rent teoretisk og utopisk løsning, der i praksis (og desværre) ikke har gang på jord.

To spørgere satte i særlig grad fokus på netop det aspekt. En afghaner rejste sig og gjorde opmærksom på, at Afghanistan p.t. har valgt “det onde” – krigsførende, kolonialistisk kapitalisme, som han selv udtrykte det – for at undgå “det ondeste”, nemlig den fundamentalistiske fanatisme, som Taleban repræsenterer. Han beskyldte Hizb-ut-Tahrir for ikke at kende nok til forholdene i Afghanistan og spurgte, hvilken organisation, en eventuel afghansk frihedskæmper kunne eller skulle slutte sig til.

Panelets svar afslørede, at  Hizb-ut-Tahrirs forsvar for modstandskampen er rent teoretisk og principielt – de har ikke som sådan nogen reelt eksisterende modstandsgrupper i Afghanistan, som de støtter og anbefaler.

En kvinde, efter lokalkendskabet at dømme med pakistansk baggrund (hvilket dog var umuligt at afgøre ud fra hendes aldeles flydende danske) gjorde tilsvarende opmærksom på, at deres forslag om, at Pakistan skulle gå ind i konflikten og stille et ultimatum til USA, er fuldstændig urealistisk: Pakistans regering er for det første i lommen på USA, for det andet har den ikke engang fuld kontrol over sit eget territorium, og for det tredje kunne en sådan handling udløse en international krig, som ingen ville vinde.

Svarene på disse og andre spørgsmål viste klart Hizb-ut-Tahrirs retoriske model, som hurtigt blev monoton: Taleren begynder venligt og sagligt med at redegøre for sammenhængen, som han selv ser den, fortsætter med at tale og dvæler ved vestmagternes forbrydelser og de korrupte islamiske regeringers tyveri og depravitet, og ender med at tale vredt og indtrængende om, hvordan disse forbrydelser skal stoppes. Svarene begyndte typisk med sagligt korrekte argumenter og oplysninger, men endte i en følelsesmæssig appel, der i sidste ende betyder: Kvinder og børn dør, og derfor har jeg ret – eller vil du måske, at kvinder og børn dør? Ganske politikeragtigt, i grunden.

Der er ingen tvivl om, at mødets arrangører er både engagerede og velmenende – men deres svar på de to kritiske spørgsmål, som jeg har refereret her, var ikke specielt overbevisende. Analysen af, hvad der er galt i Afghanistan, er egentlig god nok, men deres løsningsforslag kan umuligt omsættes i praksis.

Betyder det så, at Hizb-ut-Tahrir afslørede sig selv som lige så “farlige”, som moddemonstranterne forsøgte at gøre opmærksom på? Nej, ikke i mine øjne. Det er svært ikke at sympatisere bare en lille smule med deres mod og deres engagement i arbejdet mod de forbrydelser, der faktisk begås i Afghanistan. Det urealistiske i de konkrete planer minder mere end noget andet om 70ernes og 80ernes virkelighedsfjerne, men uskadelige universitetsmarxister, hvis revolutionsromantik kunne udfolde sig frit, ubesudlet af noget forsøg på faktisk at aktualisere den som virkelighed.

Og som med universitetsmarxisterne kunne man ønske, at de engagerede unge mennesker kom ind i kampen og bidrog til ting, der helt konkret kunne gøre livet bedre for folk i Afghanistan – frem for luftige planer, der forudsætter, at man først gennemfører en socialistisk revolution eller et kalifat, eller udskifter regimet i Pakistan. I den forstand var Hizb-ut-Tahrirs møde rigt på oplysning, analyser og spørgsmål, men fattigt på brugbare svar.

Se også: Afghanistan – drømmen og virkeligheden

Opgør med fri og lige adgang til uddannelse

Regeringens “vækstforum” er netop kommet med endnu en ide til hvordan man kan skære i uddannelserne, så dem med de rigeste familier får de bedste. Vi har allerede “elite”-uddannelser og nu skal kandidater på universitetet selv betale for deres kandidatuddannelser.

Vi er i Danmark ikke specielt gode til at fjerne den sociale arv. Faktisk er det en sjældenhed at folk med lavtlønnede forældre får en videregående uddannelse. Så lad os gå en anden vej – en vej hvor alle får råd og mulighed til en god uddannelse. Man får konstant skudt i skoene at Danmark har den højeste SU – men vi har også nogle af de største leveomkostninger. Så lad os få SU’en op – og VKO smidt langt ud af folketinget.

VKO: De fremmede skal ud

Ja, også de velfungerende fremmede. Også dem, der kan og vil tage fat og gøre en indsats. Hvis der fremmede, vil vi ikke have dem her, duer ikke, væk! Anden konklusion er det næppe muligt at drage efter beretningen om, hvordan VKOs brutale apartheid-politik har splittet endnu en dansk-udenlandsk familie:

Op til jul mistede vi et kært familiemedlem. Heldigvis er der ikke tale om et dødsfald, men efter snart halvandet års hård kamp er det stadig ikke lykkedes for vores svigerdatter fra Japan at opnå opholdstilladelse her i landet, og hun har forståeligt nok valgt at forlade sin mand og deres hjem for at rejse tilbage til Tokyo.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen skriver i en kronik i Jyllands-Posten 27/11 2010 under overskriften ”Danmark er et åbent samfund”, at vi har brug for dem, der kan og vil bidrage til det danske velfærdssamfund, og »Vi skal indrette os sådan, at vi kan tiltrække dygtige virksomheder og medarbejdere, der kan gøre Danmark rigere.«

Virkeligheden er imidlertid en helt anden.

Vores søn Martin blev gift i Middelfart med Satsuki 10/10 2009. Med til festen var hendes forældre og søster fra Japan. Satsuki er 32 år og uddannet lærer, en uddannelse, som hun har fået godkendt i Danmark.

Ud over japansk taler hun et udmærket dansk og engelsk, efter at hun gennem flere år har arbejdet på skift i Danmark (højskole og friskole) og Japan (it-firma og skoler). Martin og Satsuki har kendt hinanden i fem år, og da de sidste år bestemte sig for at gifte sig, ankom Satsuki til Danmark i september, og Fænøsund Friskole stod klar med et arbejde til hende, hvor eleverne glædede sig til at gense hende.

Hun søgte derfor om opholdstilladelse, men fik omgående besked fra Udlændingeservice, at hun ikke måtte arbejde eller deltage i frivilligt arbejde, så længe hendes sag var under behandling. (…)

Martin pådrog sig ved en ulykke i 2002 en hjerneskade, der har medført problemer med koncentration, initiativ og udholdenhed samt nedsat evne til at lære nyt. Derfor valgte han, efter råd fra sagsbehandleren, revalidering i stedet for SU, da det gav ham ret til en lidt længere tid til studiet end den normerede.

Den kommunale sagsbehandler var ikke klar over, at revalideringsydelse i modsætning til SU regnes for en social ydelse, som medfører, at man tidligst kan få ægtefællesammenføring et år efter ydelsens ophør (nu ændret til tre år).

Vi klagede over afgørelsen, da loven siger, at der kan dispenseres, hvis den danske ægtefælle lider af et alvorligt handicap. Efter den obligatorisk langtrukne sagsbehandling i ministeriet fastholdt man her afslaget og henviste de unge til ”at dyrke familielivet” i Japan, da deres tilknytning til dette land var lige så stor som til Danmark.

Dette på trods af, at læger skriftligt havde erklæret, at Martin var ude af stand til at lære japansk og således gøre sin uddannelse færdig i Japan.

Mine fremhævelser. Jeg savner ord for den forbrydelse, der er begået mod denne og alt for mange andre familier.

Familiens læserbrev i Jyllands-Posten: Danmark, vågn op!

Dansk landbrug har verdensrekord i at behandle svin dårligt

Som Politiken skriver: Flere pattegrise dør af dårlige forhold i Danmark end i noget andet land i verden:

Den intensive avl af danske svin betyder, at Danmark har fået rekorden i pattegrisedødelighed, når andelen af dødfødte grise tælles med.

Det viser en ikke offentliggjort rapport, som forskere fra Aarhus Universitet har udarbejdet for Fødevarestyrelsen. I rapporten beskrives dødeligheden som »et etisk og velfærdsmæssigt problem«. (…)

Forskerne fra Aarhus Universitet anbefaler en række initiativer, der kan gøre op med den kedelige rekord, som betyder, at 24 procent af samtlige fødte pattegrise er døde inden fire uger. Det svarer til 25.000 destruerede pattegrise om dagen og ni millioner om året.

På kort sigt kan man nedbringe dødeligheden ved øget overvågning af fødslerne, mener forskerne. Danske søer har verdensrekord i kuldstørrelser. De store kuld betyder mange små, svage og underudviklede grise, som har øget risiko for at dø under eller efter fødslen. Mange smågrise bliver klemt ihjel og dør af sult og kulde. (…)

Et andet velfærdsproblem, rapporten peger på, er brugen af ammesøer. Soen har typisk 14-16 funktionsdygtige patter, men kuldstørrelserne er ofte på over 20. Det betyder, at de overskydende grise skal placeres hos ammesøer, der bliver fikseret i lange perioder. Dyrenes Beskyttelse vil gøre op med brugen af ammesøer.

Vi ved alle, at dansk landbrug er en underskudsforretning, der kun overlever takket være en omfattende bistandshjælp. Vi ved, at dansk landbrug kynisk og uden skrupler har smadret den danske natur, så Danmark i dag er et af de mest intensivt dyrkede landbrugslande i verden. Vi ved, at hver ko får mere i landbrugsstøtte pr. dag, end mange fattige mennesker har at leve for. Og nu ved vi altså også, at danske svineavlere åbenbart sætter en ære i at være dyremishandlere.

Føj og velbekomme, siger jeg bare.

Link: Dansk verdensrekord i døde pattegrise

Lidt baggrund om Tunesien

Kevin Ovenden skriver på Lenin’s Tomb:

He moved in to the Presidential Palace with his official wife, but Leila [hans elskerinde] kicked up such a stink that he divorced and she moved in. Her brother, a small time mafiosi, overnight was transformed into one of Tunisia’s leading businessmen. Stellar advancement beckoned for the rest of the Trabelsi clan as Tunisia itself sank into the nightmare of police repression, corruption on a Croesian scale and slavish adherence to US/French policy interests, all glossed over in Washington, London and Paris, of course, as they encouraged tourism and then latterly the enforced one way flights of rendition to the black jails of the Tunisian desert.

So – an endearing first family for life. Somehow I don’t hear a Lloyd-Webber musical in the wings, a la Evita: Eva Peron had in contrast infinite redeeming features.

Ben Ali was not alone at the top of a pyramid of sadistic repression, grand corruption internally and pimping the country externally. The core of the movement of demonstrations and strikes is surely right in focusing the next steps on the complete clearing out of all those tainted by association with the regime. The caretaker President is already being targeted and the protests continuing.

It is enormously significant that one of the most pro-western and seemingly stable dictators in the Arab world has fallen in a revolution. Only belatedly do events seem to be entering the calculus of Western policy makers and of potentates and princes in the Middle East. Sarkozy was looking forward to playing kingmaker in the unfolding crisis in another former French possession, Lebanon, as Western forces vainly try to get their ducks in a row to isolate Hizbollah and turn back the strengthening alliance between Turkey, Syria and Iran, thus shoring up their own interests and those of Israel.

Se også TV-klippet herover. En politistat falder; et historisk øjeblik.

Oprør i Tunesien

Den udmærkede Bahraini Mahmood udtrykker utvivlsomt mange araberes følelser under overskriften: “An Arab Revolution! WTF!“:

Bye bye dictator.

Good luck to Tunisia and Tunisians over the critical coming few weeks and months. Keep your head, for goodness sake and don’t turn it into a North African Iraq. You have an unbelievable chance to make things better and inculcate popular modern democracy. Don’t fall into the theocracy trap, it won’t do you good. One Iraq and one Iran is enough for our world.

Bonne chance Tunisie.

Brian Whitaker forklarer i The Guardian (28. december), hvordan opstanden begyndte:

The riots and demonstrations that have swept through Tunisia during the past 10 days also began with a small incident. Twenty-six-year-old Mohamed Bouazizi, living in the provincial town of Sidi Bouzid, had a university degree but no work. To earn some money he took to selling fruit and vegetables in the street without a licence. When the authorities stopped him and confiscated his produce, he was so angry that he set himself on fire.

Rioting followed and security forces sealed off the town. On Wednesday, another jobless young man in Sidi Bouzid climbed an electricity pole, shouted “no for misery, no for unemployment”, then touched the wires and electrocuted himself.

On Friday, rioters in Menzel Bouzaiene set fire to police cars, a railway locomotive, the local headquarters of the ruling party and a police station. After being attacked with Molotov cocktails, the police shot back, killing a teenage protester.

By Saturday, the protests had reached the capital, Tunis – and a second demonstration took place there yesterday.

Egyptian Chronicles har bemærket, at der er tale om et historisk øjeblik:

Do you follow what is happening currently in Tunisia ?? You do not , then you are missing a lot.
Forget about the Lebanese government ,forget about the South Sudan , even forget about Egypt for now because we are now in front of a history making moment. The Tunisians.
Currently there is a revolution in Tunis, the capital , thousands are protesting in front of the ministries and central bank demanding Ben Ali to step down immediately. The clashes in the capital are violent and yet the people are not giving up nor they are deceived by Ben Ali’s tricks …”

Selvfølgelig fumler der også nogle danske bonderøve rundt dernede til skam og skændsel for alle danskere med to brikker at flytte rundt med og  blot antydningen af et hjerte. TV2 beretter således om de heltemodige danske golfturister, der svæver i yderste livsfare på deres luksushoteller.

Hvordan kan det være, at jeg ikke har ondt af disse velhavende mennesker, der ser folk kæmpe for deres frihed og mod det diktatur, deres egne turistkroner går til at støtte, og ikke tænker på andet end, hvor traumatisk og ubehageligt, det er for dem selv? Hvad har disse golfturister gjort eller tænkt sig at gøre for at støtte demonstranterne? – spørger man uvægerligt sig selv. De kunne faktisk gøre en betydelig forskel i retning af at sprede ordet om oprøret og dets baggrund – i stedet sidder de og ryster på deres hoteller og venter på, at rejsebureauet skal komme og redde dem.

Meget apropos spørger Mark Lynch aka Abu Aardvark, hvor demokratiets forkæmpere dog er blevet af i spørgsmålet om Tunesien:

Barely a month goes by without a Washington Post editorial bemoaning Egypt’s authoritarian retrenchment and criticizing the Obama administration’s alleged failure to promote Arab democracy. But now Tunisia has erupted as the story of the year for Arab reformers. The spiraling protests and the regime’s heavy-handed, but thus far ineffective, repression have captured the imagination of Arab publics, governments, and political analysts. Despite Tunis’s efforts to censor media coverage, images and video have made it out onto social media and up to Al Jazeera and other satellite TV. The “Tunisia scenario” is now the term of art for activist hopes and government fears of political instability and mass protests from Jordan to Egypt to the Gulf.

But the Post‘s op-ed page has been strikingly silent about the Tunisian protests. Thus far, a month into the massive demonstrations rocking Tunisia, the Washington Post editorial page has published exactly zero editorials about Tunisia. For that matter, the Weekly Standard, another magazine which frequently claims the mantle of Arab democracy and attacks Obama for failing on it, has thus far published exactly zero articles about Tunisia. Why are the most prominent media voices on Arab democracy so entirely absent on the Arab reform story of the year?

Hvis du gerne vil holde dig generelt opdateret, er Aljazeera ikke det værste sted.

Denne video – som kun er én blandt rigtig mange – kan også give et indtryk af stemningen og ikke mindst den voldsomhed, demonstrationer slås ned med i disse dage: